Jordemoderi

Yummy  tummy – med og uden strækmærker

Striae gravidarum – osse kaldet strækmærker, er et meget almindeligt og naturligt tegn på, at en kvinde har været gravid. Som regel optræder strækmærkerne i andet trimester og er et resultat af at huden og bindevævet underneden, bliver strukket udover den grænse, som elasticiteten kan holde til. Og når man er gravid er den grænse nedsat. Det skyldes øget tilstedeværelse af det kvindelige kønshormon østrogen.

Huden består af 3 lag. Det yderste lag kaldes epidermis og er det lag vi kan se og føle. Herunder ligger dermis som er det miderste lag og hypodermis som er det dybest liggende lag. Strækmærker opstår i dermis og ses som rødviolette streger henover især mave, men osse bryster og måske hofter. Faktisk er det man kan se, hudlaget under og de blodårer der løber i det.


Med tiden vil strækmærkerne ligesom andre ar, blive mindre tydelige. Blandt andet fordi de ændrer farve og bliver hvide eller let sølvfarvede. Men som en ganske ung far i min konsultation sagde, så er det jo hverken farligt, forkert eller grimt at have strækmærker – men snarere et hæderstegn på mor-værdigheden !
Den lar’ vi lige stå et øjeblik 🙂

På Jordemoderlounges Instagram profil, har jeg spurgt om, hvordan kvinder har det med deres strækmærker. Det er der kommet en vidunderlig tråd ud af – med mange fine betragtninger om morkroppen. For nogle er det naturligt, noget som bare er. Andre har en stolthed over tegnet på at have båret et barn og atter andre er lykkelige over ikke have fået strækmærker eller synes det er træls at de har. Tak til alle jer der har bidraget. Und dig selv at læse kvindernes gode indspark !

Men men men –  uanset hvordan man ser på det, så bliver tilværelsen lettere når man anerkender, at livet og tiden giver os en naturlig patina. Det perfekte findes ikke og intet varer ved ♥

Et spørgsmål jeg ofte får, er hvorfor ikke alle får strækmærker – og om man selv kan gøre noget for at undgå det.

Og ja det er rigtigt, at det langtfra er alle der får strækmærker. Chancen er fiftyfifty, da rundt regnet 50 % vil undgå det. Undersøgelser viser, at der er stor forskel på hvordan huden responderer på den hormonelle påvirkning under graviditet og at der ligeledes er forskel på forskellige hudtypers elasticitet. Altså cellernes evne til at producere elastin og kollagen. Dette kan være genetisk betinget. Måske er det ikke gener fra din mor, du har lige på det her punkt, så selvom hun fik strækmærker er det langtfra sikkert du får. Og omvendt.

Man ved ligeledes fra undersøgelser at BMI og alder kan være medvirkende. Og det er ikke ‘ældre’ gravide der løber med pokalen her – faktisk ses strækmærker hyppigere hos unge gravide.
Det antages osse at kroppens stressniveau kan spille en en rolle, eftersom tilstedeværelsen af binyrebarkhormonet cortisol, der udskilles under længerevarende stress, påvirker huden i negativ retning. Rygning disponerer osse for strækmærker, men det er en bagatel ift. tobaks øvrige indvirkning på din krop og barnets sundhed.

Kan man selv forebygge, f.ex ved at smøre med olie eller creme ?

Nej – og ja.  Dejlig vattet svar, ikke ?

Med nej, mener jeg at der ikke er evidens for at strækmærker kan forebygges. Der er lavet en del undersøgelse med påsmøring af diverse olier og cremer. Herunder sheabutter, kakaosmør, olivenolie, mandelolie og andre lækkerier. Ingen af disse substanser har molekyler der er små nok til at trænge ned i hudens dybe lag. Angiveligt har stærk A-vitaminsyre den evne – men er til gengæld  kendt for at kunne forårsage fosterskader – så ud med det.

Men når jeg siger ja til at du selv kan gøre noget, er det fordi jeg er af den overbevisning, at du til en hvis grad kan styrke hud og bindevæv med din kost og livstil. Jeg siger ikke at du kan undgå hudforandringer, men du kan styrke hudens kollagen og elastin ved at spise sundt, holde et stabilt blodsukker og holde fordøjelsen optimal. Med hvad og hvordan kan du læse ved at gå ind på links herunder.

Faktisk er der også svag evidens for, at cremer med indhold af urten Centella Asiatica, kan have en gunstig indvirkning. Sandsynligvis ikke på opståen af strækmærker, men måske på hvor tydelige de bliver. Dette tilsyneladende fordi  Centella Asiatica, kan hjælpe kollagensyntesen og gøre  de svækkede hudfibre i bristningen  stærkere.  Lige inden strækmærkerne viser sig, kan du have rødme og ubehagelig kløe i huden. Og her hjælper det bestemt at smøre med en god creme eller olie.

Og så skal du tage din navlepiercing ud – så tidligt som muligt. Den bristede hud fra gennemboringen, har en tendens til at danne yderligere bristninger i vævet. Især hvis piercingen bliver siddende i, mens maven vokser.

Men ellers, lev gladeligt med, at det kan ses på din krop at du har næret et barn i din krop i 9 måneder – det er sgu da et hæderstegn 

LINKS

Spis dig spændstig

Barselsmad der nærer kroppen

Giftfri graviditet

Previous Post Next Post

No Comments

Leave a Reply