Jordemoderi

Vil du føde hjemme?

I december var der en række skønne hjemmefødsels-fortællinger på bloggen. Samtlige kvinder der bidrog med deres fødselsfortællinger og billeder, er tilknyttet Hjemme-fødselsordning Sjælland, se her. Vil du føde hjemme og vil du gerne vide, hvilke muligheder du har, kan du spørge din jordemoder. Hun kan give dig svar på hvilke tilbud, der findes i din region – og om du falder indenfor den kategori, der kan visiteres til hjemmefødsel.

Som afslutning på hjemmefødselstemaet får du her Marias indlæg om Alfreds vej til verden.Maria skrev til mig at hun  har termin igen  i disse dage – og glæder sig til næste fødsel…hjemmefødsel selvfølgelig 🙂 Igår så jeg en opdatering om, at prinsessen ikke havde gjort sin entre endnu – men hvem ved hvad der sker i disse timer!
Maria nævner i sin fortælling, at hun fik “rebozo”…ved du hvad det er? Ellers stay tuned…der kommer snart et indlæg om Rebozo under graviditet, fødsel og barsel! Men nu til Marias beretning om sin vandfødsel:

Alfreds vej til verden
Så lykkedes det at blive gravid med mit andet barn og min kærestes første. Med Miikka, min store søn på snart 4, havde jeg en almindelig hospitalsfødsel. Det var det mest oplagte som det nok er for mange 1.gangs mødre, og vi boede på daværende tidspunkt klods op ad Herlev hospital. Min fødsel dengang gik fint og hurtigt, så det at jeg denne gang ønskede en hjemmefødsel var ikke grundet en forfærdelig oplevelse sidst.

 Da jeg blev gravid lå det i kortene at jeg skulle flytte sammen med min kæreste som bor i Bårse (sydsjælland).Jeg fik hurtigt tanken hen på at hvis jeg skulle føde så hurtigt som sidst så ville jeg helt klart hellere føde hjemme, end fx på vej til Næstved i en bil. Så jeg fik hurtigt luftet tanken for Arne og han var heldigvis med på ideen.Så inden længe fik vi besøg hos Arne af hhv. Tina og Susanne. De virkede begge til at være fantastiske og hvis vi skulle have haft den mindste tvivl om hvorvidt vi ønskede hjemmefødsel, så blev den gjort til skamme efter det første møde. Jeg blev helt sikker på at det var det jeg ville, både for mig og for vores kommende barn. Jeg lige frem glædede mig.

Min graviditet forløb uden de helt store problemer. Jeg havde selv en fornemmelse af at jeg ville føde før som jeg gjorde sidst. Dog var vores søn ikke helt enig i det. Jeg havde termin d 23. februar så alt var klappet og klart herop til. Ja faktisk i noget tid før da jeg havde den ide om at gå tidligere i gang.

Da jeg nåede 40+6 var jeg nærmest efterhånden desperat for at få vores lille vidunder ud, så Tina kom forbi og gav mig en gang effektiv hindeløsning. Det blev hurtigt klart at både sønnike og jeg var klar til fødsel da Tina nemt fik mig åbnet 3 cm. Så jeg måtte efterfølgende ud og gå, lave svingøvelser, rebozo mv. Og de kom da også, de der omtalte plukveer, men de gik også i sig selv igen. Jeg måtte ud og gå endnu engang da vi nåede aften , men umiddelbart havde det ikke den store effekt.

Da klokken blev 22
og vi var på vej i seng kunne jeg godt fornemme at der nok var ved at ske lidt, men jeg var samtidig ikke helt sikker. Arne fik dog besked på at han nok ikke skulle regne med så meget søvn den nat. Vi gik i seng og jeg tog tid på mine veer. Arne faldt hurtigt i søvn efter han havde spurgt hvad det egentlig var jeg foretog mig. Jeg kunne godt fornemme at det her nok udviklede sig så jeg skrev til min mor at hun nok skulle begynde at komme herned af.
Jeg havde for et stykke tid siden luftet for hende at nu hvor jeg skulle føde hjemme, om hun så ikke havde lyst til at være med. Hun var ikke med til den førstes da jeg på daværende tidspunkt mente der nok var rigeligt mennesker tilstede i form af sundhedspersonale osv.  Det takkede hun ja til, så hun ville køre da jeg skrev og hun ankom så kl. 00 ca. Da havde mine veer taget til og jeg var stået op og lagt mig på sofaen. Hun lagde sig på den anden og ville prøve at sove lidt. Jeg opgav kort efter da jeg virkelig kunne mærke veerne tog til.
Jeg prøvede ihærdigt med varmepude osv for at lindre men jeg kunne efterhånden godt mærke hvor vi var på vej hen ad.

Kl. 01 står jeg så bøjet ind over sengen i endnu en stærk ve og får vækket Arne med besked om at nu må han gerne kontakte Tina. Lettere forvirret spørg han om jeg har ondt, og jeg får vist snerret lidt og prustet at det har jeg bestemt.

Kl. 02 ankommer Tina.
Jeg ligger på sofaen med kraftige veer og min mor og arne er ved at få fyldt karret. Det er det jeg har glædet mig allermest til denne gang. At føde i vand. De knokler begge og min mor justere og kontrollere sirligt temperaturen. Tina tilser mig og spørg om jeg vil mærkes for at se hvor meget jeg er åben, men at det for hende ikke var en nødvendighed. Se det er det jeg godt kan lide. Man for lov til at sige nej tak og styre ens egen krop.
Den pressende fornemmelse tager til og vandet er stadig ikke klar. Tina fornemmer at det nok snart er tid og foreslår at jeg evt. kan føde på knæ ved sofaen hvis vandet ikke når at blive klar.

Vandet når de 33 grader og vi beslutter at det er nu hvis det skal være. Så jeg bliver hjulpet i karret hvor jeg knæler og læner mig imod Arne og så snart vandet skyller ind over min lænd mærker jeg hvordan det hurtigt lindre. Kort efter får jeg den første presseve og jeg kan trods opfordring på at holde igen, ikke holde igen. Jeg presser og vandet går. Jeg føler hovedet på samme tid er halvvejs ude så i næste presseve føder jeg hovedet og herefter skal han bare ud. Så jeg presser ham helt ud og han ryger ned i vandet.

Kl. 02.36 er vores lille dreng Alfred født og ligger i vandet. Tina giver ham et skub frem så jeg selv kan tage vores dejlige søn i mine arme. Han har masser af rødt hår, ligesom vi havde ventet. Jeg kysser ham og kysser Arne, som er rørt og fortæller mig hvor sej jeg er. Min mor er helt høj på lykke og kan slet ikke forholde sig til at jeg fødte så hurtigt og var overrasket over at jordemoderen ikke hjalp mere til, men at det stort set var mig som arbejdede. Og hun syns desuden bare at jeg var helt vild sej og slet ikke virkede til at have haft ondt overhoved da jeg hverken havde skreget eller beklaget mig.
Min store søn Miikka bliver vækket og han komme ud og ser sin lillebror for første gang. Han skal være med til at tage ham op ad karret. Vi har snakket meget om det at jeg skulle føde så han ved godt hvad der er sket og hans opgave var at tørrer lillebror, mens Arne skulle sørge for mig.

Jeg føder moderkagen og vi stiger op ad karret og sætter os over i sofaen. Arnes forældre som bor lige i nærheden kommer kort efter og ser deres første barnebarn. Og så sidder vi ellers der alle sammen og ser på det lille vidunder mens han glædeligt spiser hos mig. Den ro og den stilhed er helt fantastisk. Jeg har det fantastisk.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Tina måler og vejer ham. 3500g og 51cm lang. Så han var lidt mindre end vi havde regnet med da han var skønnet til ca. 4 kg. Han holder sit hovedet rigtig fint allerede og han virker til at være end sund og rask dreng. Kl. 05. går vi i seng og putter alle 3. Alfred falder trygt i søvn imellem os og sammen sover vi 3 timers tid. Den bedste morgen i lang tid var at vågne op i sin egen seng og kunne stå op i sit eget hjem og indtage morgenmad i sit eget køkken. Jeg har det stadig fantastisk og jeg har næsten overskud. Det er helt sikkert anderledes end at føde på hospitalet.

Dagen går med at beundre Alfred og selvfølgelig snakke nattens forløb igennem. Her efterfølgende føler vi stadig det har været intet mindre end en fantastisk oplevelse og vi glæder os til vi skal prøve det igen. For ja vi satser da på at skal have en mere og det er helt klart at den skal fødes herhjemme i fred og ro. Vi kan helt klart mærke, både på os selv og ikke mindst på Alfred at det at han er født herhjemme har givet ham og os en helt anden ro og start på livet. En start som jeg ikke mener man kan få bedre.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA


Alfred Hjalmar Johansen, født d. 28 Februar kl. 02.36

 

Previous Post Next Post

No Comments

Leave a Reply