Gæsteskriv

Venlig vandring

          “Engang vandrede jeg uden mit barn og engang må mit barn vandre uden mig”

Læs gæsteblogger Rosa Raptors smukke og lyriske indlæg om, at vise vejen for de mennesker vi sætter i verden. Vil du have en intro til Rosa før du læser, finder du den her.Kom bare1

Venlig vandring af Rosa Raptor
Åbn øjnene og se på det, der er foran dig – det er naturkræfter, der er på spil!
Jeg forundres og især begejstres over alle tings mulighed. Det giver enorm plads til at slå ud med de længst tænkelige arme og bare kaste sig over udfordringerne .. for resultaternes muligheder er uendelige.
Det slog mig, da jeg lige var blevet mor  og jeg kort tid efter drømte, at jeg var blevet en gammel sengeliggende kone og mit voksne barn kom hen og satte sig på sengekanten.

Midt i mit barns begyndelse drømte jeg om min egen slutning.
Uendelighedens afløserordning. Det var en rar drøm og angsten for at dø forlod mig.
Engang vandrede jeg uden mit barn og engang må mit barn vandre uden mig.

Som spiralformede begyndelser og endelser i Universets uendelighed – og som jeg vælger at pimpe med hjerter fordi jeg kan…fordi der er plads til store armbevægelser, når jeg vælger Universet at gøre det i.

Ærligt vil jeg tilstå – hvis jeg stiller mit skarpe syn på min dengang umodne person – at jeg havde en forestilling om at skabe et nyt menneske i mit eget billede .. en kopi af mig .. det var en uendelig forfængelig plan med uendelig få muligheder. En plan, der ved nærmere eftertanke i al sin enkelthed kun gik ud på at forlænge min person uden nogen egentlig omtanke for det nye liv, som skulle finde sin egen vej.

Men livet vil heldigvis noget selv med sin puls, sit blod og sine impulser .. her på Jordklumpens runde fremtoning , hvor elementerne ville trille forvildet rundt på længde- og breddegraderne uden bestemte koordinater, hvis Moder Natur lod dem.

Min drøm var kort som et udråbstegn, der kaldte mig tilbage og fik mig til at skabe et nyt udgangspunkt for mig selv. Jeg vågnede populært sagt brat op, som kun en fødsel kunne få mig til Jeg skabte mig et udgangspunkt, der har udviklet sig i takt med de sekunder, som har lagt år til min alder.

Der gik vi så hånd i hånd – mit barn og jeg – med den varme sol i ryggen og betragtede hinandens vidunderlige skygger, som vi kastede på det underlag, vi betrådte.

Det var på disse vandringer sammen, at forståelsen for ligeværd blev skåret ud i skyggefarvet silhuet for mig .. sådan som det passer for en person af min type –  Illustrativt.
Min og mit barns hånd flettet ind i hinandens spejlvendte flader, bestående af ensartede dele .. to hænder med fem fingre .. vi besad de samme elementer i handlingen .. vi var lige .. vi var lige meget værd.

Jeg var et individ og mit barn var et andet individ.

Så enkelt tegnede beskeden sig for mig og lige fra det sekund, har jeg bestræbt mig på at vise, hvordan jeg gør .. i stedet for at fortælle mit barn, hvordan hun skal gøre.

Jeg har også fundet mig nogle indre følgesvende, uden hvis selskab jeg ville være utålelig.
De skal plejes, for at virke og jeg gider kun at følges med dem, hvis de virker .. så det er en selvopfyldende omstændighed. Jeg kalder dem for :
Den Gode Stemning, Den Gode Vilje og Den Gode Fornemmelse. De er nyttige og mærkelige.
De er mærkelige i sådan en grad, at jeg kan mærke i alle mine celler, når jeg går uden dem.

Således er jeg opmærksom på mine indre grafer, der snor sig om velkendte daglige emner som tolerance, rummelighed, attitude, mavefornemmelse, accept, følelser, forandringer, egen boldbane, intentioner og ansvar .. og en del andre .. men det er egentligt underordnet, for når alt kommer til alt, handler fredens begyndelse om at blive i sin egen person. De mange ord giver blot så mange mulige veje til den samme slutning.

Mens jeg går der ad livets vej med mit afkom, kan jeg kun være min egen person, hvis det skal lykkes mit barn at blive sin egen person. Som forælder må jeg have tillid til naturloven om imitationens magt.

Det første ægte eksempel på, at denne lov gælder, blev synligt for mig ved mit barns fødsel. Præcis i det sekund skulle tillidens logik gå op for mig. Alle mit barns sekunder inde i min mave var helliget et eneste formål .. et blive et menneske .. og ligne sine forældre. Hun lignede sine forældre. Det nye menneskebarn i mine arme viste allerede inden sin ankomst hvor villig, hun var til at samarbejde.

Nu kunne jeg bare begynde at vise mulighederne .. og når de var inspirerende nok eller gav tilstrækkelig god mening, lagde de sig som handlemuligheder for senere efterligning.

Kun ved at vise vejen, opnåede jeg som forælder troværdighed, kun ved at gøre, viste jeg overbevisende muligheder og ved handlingens synlighed opstod meningen .. stor eller lille .. og handlinger må give mening for at opretteholde drivkraften til at forfølge idéer og hvilkensomhelst forskellig fornemmelse kan give mening for hvert enkelt individ.
Ingen har brug for prædikener .. alle har ret til individuelle valg.

Jeg måtte tage en beslutning om at være dejlig og slappe af i trygheden og visheden om, at det lige netop var sådan, min fremtoning ville være .. blot fordi jeg lod mit barns vej ligge åben.

Benhårdt arbejde var det at se på de kostbare og pinefulde erfaringer, det lille menneskebarn måtte gøre .. jeg faldt tit i og gjorde krav på det, som jeg i blinde troede skulle være min smerte .. tit.Hjertets hensigter

Så faldt jeg i søvn og min begavede drøm vendte tilbage til mig, så uendeligt venlig og forventningsforladt .. og stadig kort som et udråbstegn.

Da jeg vågnede, var jeg lettet. Jeg smilede og lagde min opdigtede byrde på toppen af klippen og skubbede den ud over kanten, hvorfra den blev taget af tyngdeloven og bragt ned under de salte bølger, der beredvilligt knuste den mod klipperne.
En ny begyndelse var kommet til stede og min første venlige tjeneste var at knuse en byrde .. ak, at være en byrde .. oh, at ophøre med at være en byrde!

Sammen med mit barn, der som årene gik til stadighed forbløffede og overraskede mig med sin egen måde, fandt vi ud af at dyrke venlighed som metode og opklare venlighedens værdier.Ved at bruge den, kunne store omkostninger undgåes .. for det er dyrt at pege udad og det bringer mig så langt fra min fred.

Jeg øver mig stadig i at blive opmærksom på at kigge indad og udad i samvittighedsfuld balance og begynder mine udsagn med ‘jeg’, så jeg altid begynder hjemmefra .. og jeg ved, at jeg har venlighedens mulighed i lommen, når jeg kan mærke stramninger i mundvigene, der får læbernes ender til at have en opadgående retning.

Nu har jeg tre børn og de er beviset på at naturloven om imitationens magt er sand .. for de er venlige, mens de går afsted sammen med mig henad uendelighedens sekunder og kaster vidunderlige skygger på underlaget .. og når jeg bliver en gammel sengeliggende kone, vil jeg rulle om på siden, så mine vinger undgår at blive krøllede.

               Mit allervenligste smil til alle skabninger…Rosa Raptor…mor og menneske…rosa

Previous Post Next Post

3 Comments

  • Reply Rosa Raptor marts 6, 2014 at 6:25 am

    Tak Helle .. jeg føler, at du præsenterer mig i min egen ånd <3
    Dejlig dejlig dag til alle skabninger <3
    Knus Rosa

  • Leave a Reply