Browsing Tag

naturlig fødsel

Gæsteskriv

Graviditet og fødsel – en rejse med udfordringer

Husker du mon Tine – som sidste år gæstebloggede om sin fødsel her på jordemoderlounge ? Tine havde en udefra set (altså med jordemoderøjne) fin fødsel. Det var bare ikke hendes egen opfattelse. Siden har Tine skrevet en skelsættende bog og udviklet sin egen skønne metode til fødselsforberedelse. Bogen stiller spørgsmålstegn ved vor kulturs opfattelse af fødslen – og de konsekvenser, Tine mener det har haft at rykke fødslerne ind på sygehusene. Bogen fortæller hvordan du selv kan tage ejerskab over din krop og fødslen af dit barn – og du kan downloade den nederst i indlægget (altså ikke fødslen, men bogen). Men læs først med her og bland dig i debatten …
En rejse med udfordringer
Af  fysioterapeut Tine Rossel

Naturlige fødsler helt uden medicinsk påvirkning eller kirurgiske indgreb er ikke den overvejende standard i vores samfund i dag. Der findes selvfølgelig stadig vidunderlige fødselsoplevelser, men der findes også dem som oplever deres fødsel negativt og til tider endda traumatisk som følge af bl.a. det regi det foregår i.

Hovedparten af alle fødsler i dag foregår på hospitalet. Dette gøres fordi det er her kvinderne lettest kan få lægelig assistance skulle der opstå komplikationer.

Sat lidt på en spids kan man sige, at det er her kvinderne føder fordi vi reelt set er bange for at der går noget galt under fødslen. Vi stoler som samfund ikke helt på, at kvinder generelt kan føde deres børn uden at skulle have hjælp fra sygehuset. (Min første jordemoder skønnede at ca. 75% af de kvinder hun havde i konsultationen ville være i stand til at føde hjemme – hvis de havde lyst og mod på det.)

Derfor sender vi 99% af kvinderne derhen hvor de er gode til at håndtere den komplicerede og problematiske fødsel hvor der er ægte fare for baby og mors liv.

Og det er netop denne holdning som, bevidst og ubevidst, gennemsyrer vores fødselskultur i dag.

Denne holdning synes jeg kan være problematisk fordi, når fokus overvejende ligger på hvordan vi kan smertedække fødende kvinder og forhindre at ”noget går galt”, så overser (eller værre, negligerer) vi det magiske og livstransformerende der ligger i oplevelsen af at føde et barn.

Selvfølgelig skal der også være opmærksomhed på mor og babys fysiske helbred under graviditeten og fødslen. Og hvis alt tyder på, at det bliver en risikofyldt fødsel, så skal denne foregå et sted hvor der heldigvis kan gøres alt for at mor og baby kommer sikkert igennem det.

Men raske kvinder med en normalt forløbende graviditet bør, efter min mening, ikke som udgangspunkt sendes derhen hvor de behandler de syge. Derudover ville det også frigive tid og ressourcer til de kvinder som får brug for lægelig hjælp under deres fødsel, hvis de ”raske” fødende ikke fyldte sengepladserne.

I øjeblikket er det dog alligevel hvad der sædvanligvis sker for en kvinde som skal føde – om hun er i risiko for en kompliceret fødsel eller ej, hun bliver som udgangspunkt henvist til et sygehus.

Og det kan være problematisk af flere grunde.

Jeg vil kort nævne to:

For det første er det meget uhensigtsmæssigt at flytte en fødende kvinde til et sted med potentielt mange mennesker og en urolig og hektisk stemning. Det strider mod alt i hendes biologi, at hun skal bevæge sig væk fra sit fødested når hun nu er gået i gang på sit trygge sted. Tryghed er nemlig alfa omega for en fødsel, og bliver kvinden utryg starter det en kaskade af hormonpåvirkninger designet til at stoppe fødslen og starte den når der er trygt igen.

Det ses ofte, at gravide kvinder som er gået i fødsel og er taget ind på hospitalet efterfølgende går i stå. Stemningen på et hospital er ikke altid en der fordrer tryghed, og her starter typisk første komplikation som må behandles medicinsk. Kvinden skal sættes i gang igen og får fx ve-stimulerende drop. Her starter der så (statistisk set) en række af interventioner som alt sammen flytter kvinden længere og længere væk fra sit biologiske udgangspunkt – den naturlige og uforstyrrede fødsel.

Havde kvinden i stedet for stille og roligt taget til en fødeklinik og blevet mødt af en kendt jordemoder, eller blevet hjemme i sit eget hus og sendt bud efter jordemoderen dér, så var hendes fødsel efter alle statistikker forløbet helt uden indgreb.

Tryghed er altså den første grund til at jeg personligt ikke mener at hospitalsfødsler er optimale for alle kvinder. På den anden side er det selvfølgelig op til den enkelte kvinde at afgøre hvor hun føler sig tryggest. For nogle kvinder vil det at vide at der er læger og sygeplejersker såvel som jordemødre til rådighed være noget der fordrer tryghed under fødslen. For andre kvinder vil tidligere oplevelser eller stemningen på hospitalet føles utrygt. Vi er alle forskellige, men det vigtige i denne her sammenhæng er, at kvinden har mærket ordentligt efter hvor hun helst vil føde – hun har taget aktivt stilling til det. Om det så er under et træ i skoven eller på fødegangen på et hospital er så vidt underordnet, så længe hun uforstyrret, trygt og med ro kan få lov til at føde i sit eget tempo.

Den anden grund til at jeg mener hospitalet kan være et problematisk regi at føde i skyldes, at der ikke altid er tid eller ressourcer til at give den fødende kvinde den plads og den omsorg hun behøver.

En kvinde i fødsel skal behandles som en dronning og må ikke skyndes på eller tales henover, da hendes fødselsevner hermed bliver hæmmet. Derudover har hun behov for en jordemoder som er 100% ved hendes side under hele fødslen (skulle hun ønske det) og en eller flere doulaer (fødehjælpere) som står klar til at massere, hente vand eller hvad hun skulle have brug for.

Dette kan til tider være svært at opfylde på et hospital hvor en fødende i bedste tilfælde har den samme jordemoder under hele fødslen og i værste tilfælde kan risikere at skifte mellem flere jordemødre som måske endda også har mange andre fødende at tage sig af. Det er selvfølgelig ikke alle kvinder som synes at dette er et problem, men nogle vil opleve stress og forvirring fx ved introduktionen af en ny jordemoder, eller ved jordemoderens fravær pga. travlhed på fødegangen.

Jeg er klar over, at det jeg har beskrevet overfor med masser af tid og opmærksomhed på den fødende kan virke næsten utopisk og urealistisk. Men jeg tror på, at det er dér vi skal hen med vores fødekultur hvis vi som samfund skal opdage det privilegie og den gave det er, at føde et barn naturligt som kvinden er bygget til at gøre det.

Som jeg ser det skal der ske to ting for at bevæge os i denne retning.

1) Samfundet skal lære at stole på og respektere at kvinder i dag godt kan føde børn naturligt og ukompliceret. Det skal være det holdningsmæssige udgangspunkt som vi går til de gravide kvinder med.

2) Kvinder skal tage det fulde ansvar for deres graviditet og fødsel og skal leve op til den respekt og tillid som samfundet giver dem under punkt 1. Og så de skal uddanne sig selv i hvordan de bedst muligt opnår dette.

At føde sit barn på et hospital er dog ikke den eneste faktor der potentielt kan påvirke fødselsoplevelsen negativt. Som sagt findes der jo talrige lykkelige fødsler på hospitalernes fødegange landet over.

Jeg tror at årsagen til de mange u-naturlige fødselsforløb vi ser i dag også skal findes i vores fysik.

Mange kvinder er ganske enkelt ikke i form til at bære og efterfølgende føde deres børn.  Denne udtalelse kan virke provokerende, og jeg vil derfor meget gerne uddybe hvad jeg mener med ”i form” så der ikke er nogle misforståelser.

Allerførst vil jeg dog gerne udspecificere hvad jeg ikke mener. Jeg mener ikke at kvinden behøver være meget stærk eller meget smidig, eller at hun inden graviditeten nødvendigvis skulle have befundet sig på sin idealvægt. Jeg mener derimod, at kvinden skal have et hvis niveau af kropsbevidsthed. Med kropsbevidsthed mener jeg, at hun skal have en fornemmelse for hvordan hendes bækken kan bevæge sig, og er i stand til at bevæge det nogenlunde isoleret fra resten af kroppen. Hun skal også vide hvordan hendes bækkenbund overordnet set er skruet sammen – for hvad vi ikke kender, frygter vi – og aktivt kunne spænde op i bækkenbunden og, næsten endnu vigtigere, kunne slappe af i den igen. Dette er vigtigt for den gravide, for hvis hendes hjerne ikke kender ”kortet” over hendes bækken, så vil de signaler der bliver sendt til den under fødslen være forvirrende og slørede.

Derudover skal hun også være fysisk i stand til at indtage de naturlige ve-og fødestillinger som er ligeså gamle som det at føde et barn naturligt. (Fx squat og stå på alle fire.)

Ligesom i det tidligere afsnit har kvinden igen – muligvis – et arbejde foran hende der skal gøres. Naturlig bevægelse og naturlig brug af kroppen er nemlig ikke noget der længere falder de fleste kvinder (og mænd!) naturligt.

Vi sidder utroligt meget på stole og selvom mange af os dyrker motion, så er det ikke altid at motionen er i overensstemmelse med hvad vores krop evolutionsmæssigt er vant til. Sagt på en anden måde, så har de fleste af os glemt hvordan man bevæger sig som et ”rigtigt” menneske. For meget komfort og ergonomi har gjort os immobile og stillesiddende, til skade for vores helbred og ikke mindst kvinders evne til at bære et voksende foster. Jeg har ingen forskning til at bakke dette op (som jeg ved af), men jeg er sikker på, at mange af de fysiske komplikationer der gør en naturlig fødsel vanskelig skyldes vores generelt manglende naturlige bevægelse.

Et godt eksempel er fostrets position lige inden fødslen. Jeg vil tro, at hvis vi så flere gravide kvinder der dagligt sad i dyb squat og skrædderstilling, så ville de fleste fostre ligge korrekt i bækkenet inden fødslen, og ikke med hovedet opad eller sidelæns fx. Mange kvinder som har ”sædefødsels-børn” vælger ikke at føde dem, men får i stedet kejsersnit. Min påstand er, at mange af disse operationer kunne være undgået med mere fokus på naturlig bevægelse før og under graviditeten.

En anden blokering for en naturlig fødsel, er hvis barnet har et unormalt stort hoved og derfor ikke kan komme gennem fødselskanalen – dette ender typisk i akut kejsersnit. Det store hoved kan skyldes en genetisk tendens, men der er også noget der tyder på, at fostres kranier som ikke får tilstrækkelig modstand fra morens mavemuskler kan vokse sig for store. Det mekaniske tryk på hovedet er med til at bevare den normale kraniestørrelse hos babyer. Dette kan kædes sammen med ovenstående scenarie hvor fostret ikke lægger sig parat nede i bækkenet pga. morens manglende fysiske stimulering hertil.

Barnet har altså for meget plads i maven at boltre sig på og bliver ikke skubbet/guidet ned i bækkenet i tide til at hovedets størrelse kommer til at passe i bækkenet. Dette gør det svært for moderen at føde sit barn og hun kan risikere at ende med operativ hjælp eller andre kirurgiske indgreb for at få babyen ud. Mangler hun derudover også den nødvendige kropslige bevidsthed til at kunne slappe af og åbne op i underlivet i pressefasen, så bliver det efterhånden virkelig vanskeligt at føde naturligt.

Min påstand er altså, at vores stillesiddende og komforthungrende kultur er med til at spænde ben for de kvinder som gerne vil opleve at føde et barn helt naturligt. Disse kvinder tror jeg, ville have virkelig godt af at genlære kroppens naturlige bevægelser, til gavn for dem selv og deres ufødte barn.

En anden grund til at jeg tror, nogle kvinder har svært ved at føde naturligt i dag, skyldes den evne vi har til præcist (tror vi da!) at forudsige terminen. Denne evne skyldes vores meget nøjagtige måling af fostret som gøres via ultralydsscanning. Før i tiden blev gravide kvinder ikke scannet, og en forventet termin var derfor mere et skøn – forløb graviditeten som den skulle, kunne man også regne med, at fødslen startede når det var tid. Men fordi vi i dag præcist ved hvilken uge kvinden er i, ved vi også præcist hvornår hun er gået ”over tiden”. Og gravide kvinder som går over tiden bliver som regel tilbudt at blive sat i gang medicinsk. Denne igangsætning kan være nødvendig hvis kvindens krop virkelig ikke er i stand til at starte en fødsel, men det er ikke mit indtryk at man altid gør alt hvad man kan for at lade fødslen starte selv.

Og det synes jeg burde være topprioritet.

Inden en fødsel naturligt går i gang sker der en masse komplicerede hormonelle ændringer i kroppen som gør klar til at baby kommer. Der sendes bl.a. besked til brysterne om at mælken skal løbe til og til fordøjelsen om at rense ud i tarmene. Enhver af disse beskeder fungerer som en nøje placeret dominobrik som ”vælter hinanden” i en specifik rækkefølge som så til sidst munder ud i at babyen fødes. Denne rækkefølge må meget nødigt brydes hvis fødslen – og tiden derefter – skal forløbe så naturligt som muligt. Og ikke mindst uden unødige medicinske indgreb.

Statistikkerne viser nemlig, at når kvindens egen krop ikke får lov til at starte fødslen selv, men bliver kunstigt sat i gang, så er hun i højrisiko gruppen for at føde med indgreb (vedrop, epiduralblokade, tang, sugekop, kejsersnit og des lige). En fødsel med disse indgreb giver statistisk dårligere efterfødselsforløb for mor og barn, og er absolut ikke fysisk omkostningsfrit. Og en kvinde som ikke fra starten af ønsker disse indgreb, vil alt andet lige føle at fødslen var mindre end optimal. Nogle vil endda føle at deres krop blev decideret overhørt i fødselsprocessen til fordel for at føde mere ”statistisk til tiden”.

Der er ikke mange som taler om hvordan mon babyen har det med at blive født på den ene eller den anden måde. Helt ærligt er det svært at vide med sikkerhed, for vi kan jo ikke rigtig spørge ind til oplevelsen. Og når barnet bliver stort nok til at tale har de glemt alt om deres fødsel.

Det har i hvert fald været den fremherskende teori længe, men nu er der noget der tyder på, at det ikke længere er korrekt.

Det er sandt at babyens storhjerne ved fødselstidspunktet ikke kan lagre oplevelser som barnet bevidst kan huske efterfølgende, men barnets limbiske system er til gengæld fuldt udviklet og funktionsdygtigt. Det limbiske system har med følelser og sanser at gøre. Så selvom vi ikke kan huske en bestemt oplevelse fra vi var små, er den stadig lagret som en følelsesmæssig oplevelse.

Under en rolig og tryg fødsel vil babyen komme til verden med følelsen af sikkerhed og fred. En følelsesmæssig oplevelse som barnets krop husker og lagrer. På samme vis vil en forjaget og fremskyndet fødsel give barnets system en utryg og stresset start på livet, som ligeledes lagres og huskes af barnet.

Der er nu lavet forskning som tyder på, at den oplevelse som barnet har af at blive født danner en slags grundstemning som barnet tolker resten af sine oplevelser igennem. Dette koncept hedder ”Limbic Imprint” som oversat betyder noget i retning af ”limbisk indprentning”.

Da barnet vil bære denne indprentning ubevidst med sig hele livet, er der god grund til at prioritere en (naturlig) fødsel hvor barnets behov for tryghed og ro bliver respekteret – også selvom barnet ikke bevidst husker det bagefter.

Ikke at respektere at langt de fleste kvindekroppe er i stand til at starte fødslen når tid er, og derfor sætte fødslen i gang medicinsk for at være ”på den sikre side”, tror jeg også er en grund til at færre kvinder føder naturligt og ukompliceret.

Den sidste faktor jeg synes er væsentlig ift kvinders evne til at føde, er den måde vi taler om fødsler på.

Vi taler meget om hvad der kan gøres for at smertedække kvinden, og vi taler meget om hvordan vi kan hjælpe med ”de svære fødsler” skulle der gå noget galt. Vi taler også om hvor vidunderligt det er at holde sit barn første gang, og hvordan vi aldrig glemmer den første amning og hvor små fødderne var på babyen. Alt sammen noget der er vigtigt at tale om, misforstå mig ikke, jeg talte også om disse ting. Men dér hvor jeg synes vi mangler italesættelse er når det handler om det magiske og hellige ved fødslen.

Med ”hellig” mener jeg ikke noget religiøst, men den anerkendelse af at kvinden for et øjeblik bliver transformeret til en slags ”gudinde”. Hun og hendes partner har skabt nyt liv og som en anden magiker manifesterer hun nu dette nye liv i vores fysiske verden. Denne ærefrygtindgydende gudinde-agtige handling kræver respekt og ikke mindst anerkendelse fra hendes omverden. Når den gravide kvinde mærker denne stemning af total ”beundring”, så kan hun bedre samle det mod der skal til at føde sit barn bevidst og naturligt. Hun højnes på denne måde, af hendes medmenneskers tillid og tro på at hun er i stand til at klare en fødsel.

Denne ”hellige” indgangsvinkel til fødsler synes jeg mangler i vores samfund. Jeg synes faktisk vi er tættere på det modsatte. Det virker som om, at fødsler meget tit kommer til at handle om lavpraktiske ting. Med lavpraktisk mener jeg alt det som selvfølgelig også skal være til stede i en fødsel, men ikke er summen af fødslen. Hvor mange cm har kvinden åbnet sig, har hun fået noget at drikke, hvor langt er der mellem veerne osv.. Kunne vi forene de to indgangsvinkler (”hellig” og lavpraktisk) tror jeg vi kunne hjælpe utrolig mange flere kvinder til at turde føde naturligt og uden frygt.

Det vi skal stile efter, synes jeg, er følgende scenarie:

Under graviditeten har hun gennemgået et forløb hos en jordemoder som (helst) også ser hende til fødslen. Konsultationerne har haft fokus på baby og mors ve og vel, og har fremlagt information om eventuelle komplikationer så den gravide har fået det fulde billede af sin graviditet – uden skræmmebilleder og unødige interventioner, ej heller malet ”lyserødt med regnbuer”, men med et realistisk og respektfuldt billede af hvad hun går i møde til fødslen. Hun har gennemgået en holistisk fødselsforberedelse som har klargjort hende på alle planer, således at hun ikke ”står i vejen” for kroppen når hun skal gøre sit fødearbejde, men føder frit og naturligt i takt med sin krops naturlige føderytme.

Kvinden er hele tiden som udgangspunkt blevet behandlet efter den holdning at den gravide selv er den klogeste når det handler om hendes egen graviditet og hvad hun har behov for. Alle andre er med til at vejlede og give råd, men aldrig tage ”magten” fra hende ved at behandle hende som syg/og eller inkompetent. Respekt for hendes krops visdom og hendes egne intuitive ønsker og krav til graviditeten og fødslen er nøgleordene for alle der omgås hende.

Inden terminen har kvinden aktivt valgt et fødested hvor hun føler sig tryggest – hospital, fødeklinik, hjemme, hos sin bedste ven, eller andet. Hun kender sin jordemoder og denne kender til kvindens prioriteringer og ønsker med fødslen. Hun har rigeligt med hjælp og støtte fra fødselshjælpere (skulle hun ønske det) og har sat sig grundigt ind i hvad der sker med hendes krop under en fødsel, således at hun ikke bliver ”overrasket” til selve fødslen.

Hun har indrettet sit fødested ikke kun efter det praktiske i at have ekstra håndklæder osv., men også efter hvad hun ønsker at omgive sig med af ting til at hjælpe hende med at slappe af og være fokuseret under fødslen – det kunne være lys, musik, billeder hun har lavet i graviditeten, eller fravær af ting for at holde det frit for rod og forstyrrende elementer. Hun har orienteret sig i hvad hun ønsker af smertelindring/massage/akupunktur/akupressur/osv. og alle medvirkende til fødslen kender til det.

Når ovenstående er opfyldt kan man som rask gravid næsten ikke undgå at få en naturlig og fantastisk fødselsoplevelse, som man vil huske med glæde og stolthed resten af sit liv. En fødsel som ikke kun er den bedste start for babyen, men samtidig giver den nye mor et ordentlig skud selvtillid, højner hendes selvværd og viser hende den sande kvindelige styrke hendes krop og sind indeholder.

Se dét, er hvad jeg synes vil gøre verden til et bedre sted, for alle 🙂❤

Kh Tine

IMG_5835,1

(OBS! Hvis du vil læse om hvordan du kan gøre dig klar på alle planer til en naturlig fødsel, så har jeg skrevet en omfattende e-bog om emnet – du kan få den GRATIS lige her

Tak til Tine.

Har du lyst at genlæse Tines tidligere gæsteindlæg, finder du det lige her 

Gæsteskriv

Falkes fødsel hjemme i stuen

Trænger vi ikke til en rask lille fødsel, at starte ugen på ? Læs her Sofies skønne beretning om Falkes fødsel hjemme i stuen. Om jordemoderen, der roligt lader være med at blande sig unødigt. Om de store søskende, der har sovet under fødslen, men kommer op og er med til afnavling og børneundersøgelse af den nye lillebror – og om mormor der henter morgenbrød  ♥

Åhhhh siger jeg bare …

Falkes fødsel
Af  Sofie Broberg

Fredag D.11/12-2015 har jeg termin med vores 3. barn. Jeg har godt med plukkeveer, men det har jeg haft on-off de sidste par uger, så jeg tillægger det ikke så meget. Jeg kører til hjemmefødselsgruppe-konsultation med otte andre hjemmefødere. Dem har jeg mødtes med, sammen med en af “vores” tre jordemødre, graviditeten igennem. Jeg er den sidste, der endnu ikke har født, så de andre har små lækre babyer med. Jeg bliver rutinemæssigt undersøgt af jordemoder Karen. Hun skønner Falke til 3600 g og mener ikke, han kommer lige om hjørnet, da han ikke står særlig fast.

Om aftenen har jeg et par timer med regelmæssige plukkeveer. De kommer hvert tiende minut, men da de ikke udvikler sig, tænker jeg ikke, at det bliver til mere. Vi går i seng klokken 23:00. Klokken 01 vågner jeg ved en ve, hvor jeg bestemt ikke er i tvivl om det var mere end en plukkeve. Jeg bliver liggende i sengen og tager tid og arbejder med veerne. De er godt nok kraftige, men meget uregelmæssige. Nicklas, min mand, sover videre ved siden af mig, på trods af jeg mosler rundt i sengen. Klokken 03:00 vækker jeg ham, nu kan jeg ikke holde ud at ligge i sengen mere.

Vi går i stuen, Silke og Frej, vores store børn, sover videre i deres senge på 1. sal.

Jeg er i tvivl om, om vi skal ringe til jordemoderen nu. Men da veerne begynder at komme med tre minutters mellemrum, får jeg fremstammet, at Nicklas skal ringe. Min forrige fødsel havde været hurtig, så vi ville gerne nå at have en jordemoder ud.

Han ringer til jordemoder Karen, der har vagten. Hun vil køre med det samme, men har en times kørsel til os. Nicklas spørger ind til, om han skal gøre fødekarret klar, hvortil Karen svarer, at det jo er ham, der har været med to gange før, og derfor må vurdere det. Nicklas går efterfølgende i gang med karret.

Jeg har det bedst med at stå op og hænge op ad halvvæggen i køkkenet under veerne. Det bliver min plads, mens jeg render rundt og rydder lidt op i vepauserne. Imens ringer Nicklas og adviserer min mor. Hun skal være med til fødslen, som ved mine to tidligere fødsler.

Klokken 4:00 kommer Karen, Nicklas hjælper hende ind med hendes ting, og jeg bliver hurtigt undersøgt indvendigt.  Jeg er 6 cm åben, så vi skynder os med, at jeg får et lavement, da planen er, at jeg skal føde i vand. Mine forældre kommer også. Min far instruerer Nicklas i kameraet og kører så igen. Jeg arbejder med mine veer, mens min mor og Nicklas kæmper med at få vand i fødekarret.

Klokken 05:00 er karret klar. Jeg kommer i og finder det utroligt smertelindrende. Jeg har overskud til at snakke og hygge mellem veerne. Jeg får, lidt utålmodigt, spurgt, om ikke snart der kommer presseveer. Karen svarer, at jeg jo selv kan mærke efter, hvor langt oppe Falke står, hvilket jeg gør. Der bliver regelmæssigt lyttet hjertelyd, men jeg bliver ikke undersøgt indvendigt andet end den ene gang ved Karens ankomst. Det finder jeg utroligt rart, ikke sådan at skulle ”måles og vejes” i forhold til fremgang.

Lidt i halv seks går vandet spontant efter, at jeg har sat mig op på knæ hængende op ad kanten på karret, med Nicklas siddende på den anden side. Med det samme kommer der pressetrang. Jeg holder selv hånden på Falkes hoved, mens han bliver født stille og roligt ved én lang presseve med to små pauser. Jordemoder Karen sidder blot ved siden af karret og observerer og er klar til at hjælpe ved behov. Jeg tager selv imod Falke og får sat mig op. Han er helt rolig, skriger ikke, men har fin vejrtrækning og farver (apgar score på 10).

Efter Falke er født, sidder vi en halv times tid i karret, hvor han fortsat er forbundet med navlestreng og moderkage. Han er helt rolig og afslappet, det virker næsten som om, at han ikke har opdaget, at han er blevet født. Det er mørkt udenfor og kalenderlyset er tændt, mens vi alle lige lander ovenpå fødslen.

Efter den halve time kan vi ikke vente længere med, at skulle vise ham frem for de store søskende. Mormor og far går derfor ovenpå og vækker dem. Silke er hurtigt ude af sengen, helt fortumlet, mens Frej lige skal forstå, hvad der foregår.

Falke og jeg er stadig i karret, da de store unger kommer ned. Frej er straks klar til at komme med op i karret, da han for et par uger siden test-badede i det til stor begejstring. De voksne synes dog ikke, det er en super ide. Vandet er efterhånden blevet grumset med fostervand og fosterfedt – og blod fordi jeg osse fødte moderkagen i karret.

Jordemoder Karen tager sig god tid til at vise og forklare, så der bliver studeret moderkage og navlesnor. Og osse alle de forskellige remedier, Karen har med. Begge unger får tilbudt at hjælpe far med at klippe navlesnoren, men afslår, da det vist er lige overvældende nok. Frej er meget bekymret for, om far nu kommer til at klippe den nye lillebror i tissemanden.

Efterfølgende får jeg et kort tjek på land og mormor går til bageren efter morgenmad, så alle mand spiser morgenmad sammen, inden Falke bliver målt og vejet, hvilket de store søskende også tager del i med stor glæde.

Det var en fantastisk oplevelse at dele med Silke og Frej. Tænk at kunne gå i seng og næste morgen stå op til en ny lillebror.

Jeg havde ikke inden fødslen helt afklaret, om jeg ville have de store søskende med, men fulgte min mavefornemmelse, da først fødslen var i gang. På det tidspunkt, føltes det rigtigt, at de blot lå ovenpå og sov. Til en af gruppekonsultationerne i løbet af graviditeten, var temaet søskende og graviditet/fødsler. De store søskende var med og jordemoder Karen havde vist børne-venlige fødselsvideoer og bøger. Jeg tror, at det at de var forberedt inden, havde hjulpet mine børn til at have et så roligt forhold til det, at deres lillebror blev født hjemme.

Familien:

Mor, 29 år gammel, sygeplejerske.

Far, 28 år gammel, uddannelsesansvarlig i teleselskab,

Silke, 8 år gammel, skoleelev og født på sygehus,

Frej, 5 år gammel, børnehave-barn,  hjemmefødt

Falke 1 år, vuggestuebarn og hjemmefødt.

Mange hilsner fra Sofie 

Tak til Sofie for den skønne beretning ♥

Måske tænker du over, hvordan det er som barn, at have overværet sin mor føde ? Det fortæller Ditte Wiese om her 

Kærligst Helle

Gæsteskriv, Jordemoderi

Lotusfødsel

På fødegangen afnavler vi som regel barnet, når navlesnoren begynder at slappes. Det sker fordi pulsationen af blod fra moderkagen til barnet ophører og karrene indeni navlesnoren geleterer og lukkes. Det betegnes sen afnavling,  imodsætning til den hurtige afnavling, som foretages i de tilfælde, hvor barnet har brug for at blive tilset af en børnelæge med det samme. Det er yderst sjældent vi har lotusfødsler på sygehuset, men ved en lotusfødsel, lades navlesnoren fuldstændig urørt, så barn og moderkage er forbundet i de 3-10 dage det tager, inden navlesnoren er tørret ind og der sker en naturlig adskillelse. Continue Reading

Jordemoderi

Mellem 2 verdener

Bag den sorte censurering på billedet her gemmer sig noget som forarger og skræmmer og derfor skal fjernes af hensyn til fællesskabet. Hvad det er?  Et lille barnehoved såmænd –  i øjeblikket lige før de små lunger folder sig ud og drager det første åndedrag. Mors hånd rækker ned og rører, som den første, forsigtigt sin babys stadig våde hår. Continue Reading

Jordemoderi

En hjemmefødsel

Flora har sendt mig denne beretning om en skøn, mindeværdig hjemmefødsel. Jeg har sneget mig til at skrive fødslens faser på, som små overskrifter, fordi jeg synes de er så fint beskrevet her. Flora har en fødsel med en lang latensfase, altså opstart. Det er helt normalt at kroppen prøver sig lidt frem med veer on and off gennem flere dage men det kan være fysisk og psykisk opslidende for de kommende forældre. Latensfasen kan du læse mere om i et kommende blogindlæg. Nu til Theodors fødselsdag som faldt lige på terminsdatoen og derfor kalder Flora beretningen for :

Termins -Theodor
af Flora Stine

Fødslen af mit barn var en begivenhed, der havde været meget længe undervejs , rent psykisk.
Ventetiden har været præget af store smerter pga. bækkenløsning, alt for mange plukkeveer som mundede ud i at blive beordret sengeliggende fra uge 35, grundet truende for tidlig fødsel. Continue Reading