Browsing Tag

kejsersnit

Jordemoderi

‘Nu er du her’

“Jeg har ventet på dig og nu er du her”

Findes der mon et mere hjertegribende øjeblik, end når du møder dit nyfødte barn for første gang.
Det øjeblik hvor barnet måske stadig er forbundet til din krop gennem navlesnoren, men snart skal leve sit eget liv.
Lige det øjeblik hvor barnet, du har ventet på i mange måneder – og arbejdet for at bringe til verden i timer eller døgn – er her. Øjeblikket hvor tiden står stille på fødestuen og hvor fosteret bliver et barn, der folder lungerne ud og tager livet til sig.

Et transformerende øjeblik hvor to mennesker bliver forældre for første gang – eller igen – og suger den nye kærlighed ind med åbne hjerter. Netop det øjeblik hvor det går op for mor, at hun kunne – hvadenten det blev en vaginal fødsel eller et kejsersnit – og hvor far græder af lettelse og stolthed …

Det øjeblik sitrer fødestuen af kærlighed – og jeg tror aldrig man glemmer det.

Jeg er taknemmelig over, at have fået lov at låne jeres mest gribende billeder, hvor stemningen på fineste vis er fanget ind. Stemningen i det øjeblik, hvor mor og barn for første gang forenes som to selvstændige individer – og dog i tæt symbiose ♥ Der er både billeder fra vaginale fødsler og kejsersnit for som Nanna skrev til mig : “Kejsersnit kan osse være de fineste og nære fødselsoplevelser, hvor slanger, venflons og udstyr forsvinder og man mærker det lille nye menneskebarn helt ind i sjælen”

Billederne taler for sig selv – og går lige i hjertet :

Carina får Leopold i armene. August 2014

Josefine med lille Lukas, januar 2016 . Et billede siger mere end tusind ord …

Nadia og Astrid. Et tårevædet øjeblik. Akut kejsersnit. September 2015

En glad og lettet Lise med sin skønne baby 2016

Christel fødte sødeste lille Oscar ved akut kejsersnit december 2015. Oscar er godt gemt i svøbet .

Christel med helt nyfødte Johan. 2013

Rikke med en lille nyfødt Lucia. Kejsersnit 12. februar 2015

Janet fødte sin lille dreng i vand. Hun havde planlagt lotusfødsel. Link nederst.

Louise møder sin søn Sejr Elias for første gang. August 2015

Lisette med Alfred.  Nyfødt familielykke på operationsstuen, september 2016

Hanna med en lille nyfødt Vigga på maven. Fødsel efter igangsættelse 38+0. Juni 2016

Stille lykke. Sanne fik planlagt kejsersnit maj 2016 – efter 2 akutte kejsersnit i 2005 0g 2007.

Sofie med Falke i armene. Hjemmefødsel december 2015

Trine har haft 3 ‘vågne’ kejsersnit. Jordemoderen lægger barnet mod Trines kind.

Hej mor – en nyfødt Alfred trygt i fars arm. September 2016

Nannas nyfødte pige på sin mors bryst – og fars arme omkring. Nanna beroliger pigen med at synge.

Dorrit med en lille  nyfødt Albert. Kejsersnit uge 35+5. Januar 2015

Carina med en lille nyfødt Leopold

Rikke med lille Lucia

Nogen gange er virkeligheden anderledes

Undertiden er der fødselskomplikationer, der gør at mor og barn ikke forenes umiddelbart. Så går der måske et par timer inden det første møde. Det kan være tilfældet efter et kejsersnit i fuld narkose. Barnet får så den første vigtige hud mod hud kontakt med far. Og når mor er vågnet, forenes familien.

Stine kommer på ‘opvågningen’ efter sit kejsersnit. En time efter får hun Lasse i armene. Juli 2016

Forsinket moderlykke
Undertiden skal kærligheden måske have lidt tid til at indfinde sig. Det er mere normalt end man umiddelbart tror. Manglende moderlykke forekommer både ved ukomplicerede fødselsforløb og ved fødsler, der måske ikke gik helt som man havde forventet. Statistisk set sker det lidt oftere for kvinder med komplicerede forløb.

At man ikke er lykkeombrust med det samme, er helt normalt, men lidt af et tabu. Der er dog ikke andet at gøre end at sige det højt, sætte ord på det  – og tage emnet op med sundhedsplejersken hvis moderfølelsen ikke så småt indfinder sig inden for de første dage til uger.

Tusind tak til Diana, Carina, Josefine, Nadia, Lise, Christel, Christel R, Rikke, Janet, Louise, Lisette, Hanna, Sanne, Sofie, Trine, Dorrit, Nanna, Stine – og Ricki Lake for lån af  de rørende billeder fra jeres allerførste møde med den lille ny …  på den anden side af livmoderen 🙂

Link til Lotusfødsel her

Nogen gange kan selve fødslen være svær at rumme. Sådan havde Tine det – læs hendes historie her

Kh. Helle

Gæsteskriv

Dit sensitive kejsersnitbarn

Har du født dit barn ved kejsersnit?
Oplever du, at barnet er sensitivt, uroligt, svært at trøste? Læs med her – der er en helt naturlig forklaring – og også en masse du selv kan gøre for at hjælpe dit barn!

Gæsteblogindlæg af Jordemoder Anne Ruby, www.kejserinderne.dk

Børn født ved kejsersnit, kommer til verden lidt mindre forberedte end børn født vaginalt. De børn der har været i en livmoder der har haft veer i mange timer, er bedre forberedt end de der f.eks kommer til verden ved et planlagt kejsersnit uden en eneste ve.

kejsersnit

Men hvad mener jeg så med forberedt? Jeg mener bl.a. at barnets lunger er begyndt at forberede sig til livet udenfor livmoderen, idet veerne presser lungerne sammen og skubber lidt af det fostervand ud, som barnet har i lungere fordi det har ”øvet” sig i vejrtrækningsbevægelser inde i maven. Det betyder at børn født ved kejsersnit oftere har brug for at komme en tur omkring børneafdelingen for at få støtte til vejrtrækningen end vaginalfødte børn.

MEN noget tyder på at amning faktisk er den bedste kur mod disse ’våde lunger’ som det kaldes i fag-slang. Hvis det lykkes barnet at få fat på brystet og sutte, vil de fleste helt af sig selv skubbe vandet helt ud i lungespidserne, hvorfra det optages til det omkringliggende væv.

Kejsersnitbørn har lidt hyppigere end andre børn langvarige grædeture og der er også en lille øget forekomst af kolik. Det kan være en god ide at få barnet set af en Kranio Sakral Terapeut eller en Osteopat med speciale i spædbørn.
Både den måde de har ligget i maven på, og den måde de er forløst, kan resultere i skævheder og spændinger i det lille system. Ved hjælp af superblide behandlinger, kan terapeuten hjælpe med at bringe barnets system tilbage i balance, noget der kan have positiv effekt på både amning, søvn, og evnen til selvregulering ifht gråd.

Fra naturens side er det tænkt at baby skal have kickstartet sit immunsystem ved at fødes gennem moderens skede, der er fuld af mælkesyrebakterier. Barnet i maven har et sterilt tarmsystem og ved denne ’podning’ ned gennem vaginalkanalen, sættes tarmene i gang med at danne deres egen sunde bakterieflora. Så hvad så med børn der er kommet ud gennem en sprække i maven i stedet for?

Der er to ting du selv kan gøre. Det ene er at amme. Når baby sutter på mors bryst får det ligeledes mælkesyrebakterier indenbords og råmælken indeholder også store mængder. Det andet er at tage en probiotikakur (en kur med gode mælkesyrebakterier, f.eks som pulver du opløser i vand).

En probiotikakur vil gavne dit eget system efter operationen og være gavnligt efter antibiotika og graviditetspåvirkninger. Har baby maveproblemer kan det være en god ide, at give bakterierne direkte til ham eller hende i form af dråber (fx Biogaia).
Find mælkesyrebakterier i din lokale helsekost eller på nettet.

Fordi børn født ved kejsersnit har oplevet fødslen som ”en overraskelse” kan disse børn have særlig god glæde af tiltag som babymassage, hud mod hudkontakt og at blive båret i slynge. Den tætte kontakt med mor eller far, beroliger barnets sarte nervesystem og hjælper hjernen til at ”forstå tyngdekraften”. Børn som er blevet forløst ud gennem maveskindet, har ikke den samme sanselige oplevelse af at komme fra livmoderens vægtløse univers og blive mere og mere påvirket af tyngdekraften ud gennem fødselskanalen. De har en oplevelse af at gå fra ”vægtløs i vand” til ”vægtløs på land” idet de løftes direkte op i luften af en læge. Først når de lander på mors bryst (eller fars!), sanses egen vægt og forskellen i gravitation.

Jo mere børnene får nærvær og beroligelse af deres nervesystem, jo før vil de tilpasse sig livet uden for livmoderen og blive roligere og stærkere dag for dag.

Tak til dig Anne for et fint og informativt indlæg. Vil du vide mere om Annes arbejde hos ‘Kejserinderne’ finder du sitet her