Browsing Tag

Fødsel

Jordemoderi

Fødsel uden smerte – og smertefri fødsel

I et antikvariat i Odense fandt jeg for nogle år siden en gammel bog med den forlokkende titel ’Fødsel uden smerte’. Bogen er skrevet i 1965 af en fransk læge Pierre Vellay og bygger på både russisk og fransk fødselsforskning fra midt i forrige århundrede. Haps! – ned fra hylden med den bog, 35 kr. på disken og hjem og læse.

De næste timer tilbragte jeg med, at læse om vejrtrækning, betingede reflekser, ligevægt i nervesystemet og fødslen som en sejr for kvinden – og samtidig nærstudere bogens billeder af kvinder, der smilende bragte deres børn til verden.

fødsel uden smerte

fødsel uden smerte

For mit eget vedkommende smilede jeg først, da jeg havde født – indtil da hulkede og skreg jeg vist temmeligt væmmeligt!

 

Så bogen – og billeder som dem du ser her, vakte klart min jordemoderinteresse. Er det virkelig muligt at indlære reflekser, der eliminerer fødselssmerte?

Det fik jeg svar på kort efter, da jeg stiftede bekendtskab med  ’Anja Bay Metoden’. Et undervisningskoncept, der med den nyeste viden om smerte, krop og sansestimulering fører den gamle franske metode i ‘fødsels-psyko-profylakse’ ind i det 21.århundrede. Nemt og tilgængeligt.

Syn for sagn
Nogen gange skal man dog have syn for sagn – og det fik jeg ved juletid for et par år siden.
Et ungt par melder deres ankomst på fødegangen. Parret har planlagt hjemmefødsel på Sjælland, men er på familiebesøg i det jyske, da veerne sætter ind. ’Tror du vi kan nå hjem’ spørger de – og indrømmet, at med den afslappede holdning kvinden som 1.gangsfødende lagde for dagen, tænkte jeg, at det ku’ de nok mere end mageligt. Det viser sig dog at livmodermunden er 7 cm. åben – barnet har helt klart besluttet sig for at blive vestjyde!
Inde på fødestuen giver kvinden mig et A4-ark med oplysning om, at hun har fulgt undervisning i ’Smertefri Fødsel’ samt en række punkter til hvordan jeg bedst kunne støtte hende. Et par gange må jeg bringe hende tilbage til den indøvede vejrtrækning – inden hun efter et par timer – roligt føder sit barn i fødekarret.

Nu gør en enkelt svale jo som bekendt ingen sommer – men da historien gentager sig med en andengangsfødende et par måneder efter – begynder jeg at blive overbevist. Siden har jeg mødt en del ’smertefri’ par på fødegangen – og jo det er ganske givet muligt ved egen intensive indsats, at opøve teknikker der gør dig i stand til aktivt, at deltage i fødselsprocessen og undgå panikog derigennem opnå langt større kontrol af dine smerteimpulser. Men anstrengelse skal der stadig til!

smertefri fødsel

 

 

Vil du vide mere om Smertefri Fødsel  og Anja Bay metoden så tryk på linket lige her.