Browsing Tag

fødsel i 1957

Jordemoderi

Fødsel i 1957

Så får du en ny beretning, i rækken af fødselserindringer fra 1950’erne. Kvinderne der fortæller, er gamle nu, men engang var det dem, der var unge nybagte mødre. Alle er de nu langt oppe i 80’erne. Meget af livet er måske glemt, men fødselsoplevelsen står klart prentet i krop og sjæl.

1950’erne var en tid, hvor mange kvinder var hjemmegående husmødre og fødselsårgangene var store. Omend der ikke blev født helt så mange børn, som i ‘mørklægningsgenerationen’. Det kaldte man det babyboom, der kom lige efter besættelsen ;-).

Hanne fik nu kun 1 barn, og her fortæller hun om datterens fødsel i 1957. Hanne og Jørgen boede dengang i 2 trange værelser med køjesenge. Derfor havde Hannes forældre tilbudt, at hun kunne komme hjem til dem og føde istedet.

Fødsel i 1957

“Jeg havde været i skoven og plukke hindbær, sammen med mine 2 små brødre.
På hjemvejen begyndte vandet pludselig, at rende nedad mine lår og ben. Jeg blev lidt overrasket – og osse lidt forskrækket og sørgede for at komme hjemad, så hurtigt jeg kunne.

Mine forældre havde tilbudt, at jeg kunne komme hjem til dem og føde. Min mand og jeg boede i to små værelser – med køjesenge!

Det her var en søndag eftermiddag.
Hen på aftenen var veerne kraftige og hyppige og min far måtte afsted efter jordemoderen.
Der var 4 kilometer og vi havde ingen telefon.

Jordemoderen kom ved midnatstid. Veerne var der, men det blev ikke rigtig til noget.
Jeg syntes det var meget pinefuldt og jeg fik lattergas. På et tidspunkt sagde jeg : ” Jeg forstår det sørme ikke”. Jordemoderen spurgte, hvad det var jeg ikke forstod. Jo, jeg forstår ikke, at Stinne har født 11 børn! Stinne var min venindes mor.  Det er der da så mange der har, sagde jordemoderen, din egen mor har født 8 gange.  Jeg kan huske jeg tænkte, at hvad hjalp det mig.

Min far havde det helt elendigt på mine vegne. På et tidspunkt sagde han, at når min mor havde født os børn, havde det været så let som at smutte mandler. Senere kom lægen og min far bad om, de ikke nok ville sende mig på sygehuset. Jordemoderen sagde, at det kunne de da godt gøre, men der ville jeg ikke få den samme omsorg som hjemme. For som hun sagde, så var der mange, der skulle hjælpes på sygehuset.

Jeg blev altså hjemme og endelig ud på eftermiddagen – om tirsdagen – kom min lille pige til verden. Dejligt!
Min mand havde boet alene i Esbjerg, mens alt dette stod på.

Lige inden min datter kom til verden, havde jordemoderen givet mig et lille klip, for at der skulle være mere plads. Det var meget smertefuldt. Bagefter skulle jeg så syes sammen igen og det var heller ikke rart. Jordemoderen sagde, at det blev et helt lille kunstbroderi.

Jeg syntes, at min lille pige så meget mærkelig ud. Nærmest som om baghovedet, sad højt oppe på hovedet. Min mor gik ud og sagde til min lillebror, at barnet vist var vanskabt.
Det havde jordemoderen nu ikke sagt noget om. Men måske havde hun tænkt det, for dagen efter kom hun forbi for at se til os. Det første hun sagde var, at nu var pigen jo blevet fin og at alt var som det skulle være.

Og det har det været siden ….”

Vil du læse flere af de skønne gamle beretninger finder du en her og her

/Helle