Browsing Tag

fødsel i 1950’erne

Jordemoderi

Fødsel i 1957

Så får du en ny beretning, i rækken af fødselserindringer fra 1950’erne. Kvinderne der fortæller, er gamle nu, men engang var det dem, der var unge nybagte mødre. Alle er de nu langt oppe i 80’erne. Meget af livet er måske glemt, men fødselsoplevelsen står klart prentet i krop og sjæl.

1950’erne var en tid, hvor mange kvinder var hjemmegående husmødre og fødselsårgangene var store. Omend der ikke blev født helt så mange børn, som i ‘mørklægningsgenerationen’. Det kaldte man det babyboom, der kom lige efter besættelsen ;-).

Hanne fik nu kun 1 barn, og her fortæller hun om datterens fødsel i 1957. Hanne og Jørgen boede dengang i 2 trange værelser med køjesenge. Derfor havde Hannes forældre tilbudt, at hun kunne komme hjem til dem og føde istedet.

Fødsel i 1957

“Jeg havde været i skoven og plukke hindbær, sammen med mine 2 små brødre.
På hjemvejen begyndte vandet pludselig, at rende nedad mine lår og ben. Jeg blev lidt overrasket – og osse lidt forskrækket og sørgede for at komme hjemad, så hurtigt jeg kunne.

Mine forældre havde tilbudt, at jeg kunne komme hjem til dem og føde. Min mand og jeg boede i to små værelser – med køjesenge!

Det her var en søndag eftermiddag.
Hen på aftenen var veerne kraftige og hyppige og min far måtte afsted efter jordemoderen.
Der var 4 kilometer og vi havde ingen telefon.

Jordemoderen kom ved midnatstid. Veerne var der, men det blev ikke rigtig til noget.
Jeg syntes det var meget pinefuldt og jeg fik lattergas. På et tidspunkt sagde jeg : ” Jeg forstår det sørme ikke”. Jordemoderen spurgte, hvad det var jeg ikke forstod. Jo, jeg forstår ikke, at Stinne har født 11 børn! Stinne var min venindes mor.  Det er der da så mange der har, sagde jordemoderen, din egen mor har født 8 gange.  Jeg kan huske jeg tænkte, at hvad hjalp det mig.

Min far havde det helt elendigt på mine vegne. På et tidspunkt sagde han, at når min mor havde født os børn, havde det været så let som at smutte mandler. Senere kom lægen og min far bad om, de ikke nok ville sende mig på sygehuset. Jordemoderen sagde, at det kunne de da godt gøre, men der ville jeg ikke få den samme omsorg som hjemme. For som hun sagde, så var der mange, der skulle hjælpes på sygehuset.

Jeg blev altså hjemme og endelig ud på eftermiddagen – om tirsdagen – kom min lille pige til verden. Dejligt!
Min mand havde boet alene i Esbjerg, mens alt dette stod på.

Lige inden min datter kom til verden, havde jordemoderen givet mig et lille klip, for at der skulle være mere plads. Det var meget smertefuldt. Bagefter skulle jeg så syes sammen igen og det var heller ikke rart. Jordemoderen sagde, at det blev et helt lille kunstbroderi.

Jeg syntes, at min lille pige så meget mærkelig ud. Nærmest som om baghovedet, sad højt oppe på hovedet. Min mor gik ud og sagde til min lillebror, at barnet vist var vanskabt.
Det havde jordemoderen nu ikke sagt noget om. Men måske havde hun tænkt det, for dagen efter kom hun forbi for at se til os. Det første hun sagde var, at nu var pigen jo blevet fin og at alt var som det skulle være.

Og det har det været siden ….”

Vil du læse flere af de skønne gamle beretninger finder du en her og her

/Helle

Jordemoderi

Nu er de gamle, men engang var de nybagte mødre

Her får du en fødselsberetning fra 1956. Det er den første i en række historier, jeg har fået af kvinder, der for de flestes vedkommende nu er over 80 år gamle. Fælles for kvinderne er, at de har født i 1950’erne. Årtiet efter 2. verdenskrig – og årtiet før ungdomsoprøret, kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og fødslernes indtog på sygehusene. Et lille stykke danmarks, kvinde – og fødselshistorie.

Denne beretning er fortalt af  Kirstine, som fik sit første barn på en privat fødeklinik i 1956.

“Jeg blev forlovet da jeg var 19 år og gift da jeg fyldte 20. Dengang i 50’erne, var man først myndig, når man blev 21, så jeg skulle have min fars tilladelse til at gifte mig. Alle troede, at jeg skulle giftes fordi jeg var gravid. ‘Vi kan godt se, der er 3 på brudebilledet’ sagde de, men faktisk gik der 7 år inden jeg fik mit første barn. Jeg blev så glad, da jeg fandt ud af, at jeg endelig var gravid, at jeg lovede Gud, at hvis det blev en dreng, skulle han være præst. Piger kunne ikke være præster dengang.

En af min mands arbejdskammeraters kone, havde netop født på hospitalet. Hun fortalte mig, at det var farligt at føde der, så hun syntes jeg skulle føde hjemme. Hvorfor det var farligt, sagde hun ikke og jeg havde heller ikke lyst til at vide det. Men jeg havde bestemt heller ikke lyst til at føde hjemme. Vi boede i en lillebitte lejlighed på 3.sal, hvor der var meget trangt og meget lydt. Min mand og jeg besluttede derfor, at betale for at jeg kunne føde på en lille fødeklinik.

Der lå vist kun een fødeklinik i Esbjerg og jordemoderen der havde den, hed fru Gregersen.
Det var så osse hos hende jeg skulle gå til svangerskabsundersøgelser.
Hendes klinik lå lige overfor kirkegården. Første gang jeg kom, pegede hun derover og sagde at der på kirkegården, lå både hendes mand og lille søn, som hun havde mistet, da han var 3 år. Det synes jeg var noget sært noget, at sige til en i omstændigheder. Hver gang jeg gik op af hendes trappe, tænkte jeg på, at jordemoderens lille dreng var død – og så holdt jeg om min store mave.

Et stykke tid efter min termin, bankede det på vores dør. Det var fru Gregersen, der kom pustende op ad trappen og spurgte, hvor jeg blev af. Jeg sagde, at jeg da vel ikke skulle komme før fødslen gik i gang.
Hun mente nu nok, at det var på høje tid barnet kom ud, så jeg skulle gå til min læge og få en pille, der kunne sætte gang i fødslen.

Det gjorde jeg så næste formiddag og om eftermiddagen begyndte veerne.
Ud på aftenen, turde min mand ikke have mig hjemme længere. Han satte min taske bag på cyklen og så gik vi ud på klinikken. Jeg stod i døren og kiggede efter ham, da han cyklede hjem.

Fru Gregersen undersøgte mig og sagde, at det slet ikke var tid og så blev jeg bedt om at lægge mig i en seng og sove. Sove kunne jeg godt nok ikke. Det gjorde så ondt, at jeg hele natten kravlede op og ned af den høje seng. Fru Gregersen kunne åbenbart godt sove, ikke en eneste gang kiggede hun ind til mig.


Ud på morgenen, skreg jeg vist så højt, at jeg vækkede hende. Hun kom i hvert fald ind og ringede derefter til lægen. Lægen kom og jeg fik en maske over næse og mund og pludselig fik jeg min lille dreng op til mig. Jeg var så omtåget af masken, at jeg nærmest ikke opdagede han kom ud. Det har jeg tit været ked af.

Jeg var på klinikken i 10 dage. Jeg lå på stue sammen med en anden kvinde. Hun var fra Fanø og havde født en lille pige, dagen efter mig. Vi måtte ikke have vores børn hos os om natten, fordi vi var 2 på stuen. Man kunne vist godt have fået et eneværelse, hvor man kunne have vuggen ved siden af sengen, men det kostede mere end vi havde råd til.

Fru Gregersen havde en ung pige til at hjælpe sig på klinikken. Hun boede på et værelse i kælderen og havde selv et barn, men vistnok ingen mand. Hun var rigtig sød og kom faktisk engang senere hen og besøgte mig, i vores lejlighed. Der havde hun chokolade med. Det var mest hende, der bar de små ind til os, når de skreg om natten. Hverken damen fra Fanø eller jeg, kunne sove og i dag fatter jeg ikke, at jeg ikke bare tog min dreng og gik hjem. Men vi havde strenge ordre på, at vi skulle hvile og komme os efter fødslen, så det var nok derfor.

Da jeg skulle hjem, kom min mand og hentede mig. Jeg kan huske at jordemoderen sagde, at så længe vi var i hendes hus, var barnet hendes ansvar, så det var hende, der skulle bære ham hen til døren. Så gik min mand lige hen til vuggen og tog vores barn og sagde, at nu var drengen hans ansvar. Jeg blev helt stolt. Og endelig følte jeg, at barnet helt var vores.

Næste barn fødte jeg 1 ½ år senere, stille og roligt og meget hurtigt hjemme.”