Browsing Tag

fødeklinik

Jordemoderi

Nu er de gamle, men engang var de nybagte mødre

Her får du en fødselsberetning fra 1956. Det er den første i en række historier, jeg har fået af kvinder, der for de flestes vedkommende nu er over 80 år gamle. Fælles for kvinderne er, at de har født i 1950’erne. Årtiet efter 2. verdenskrig – og årtiet før ungdomsoprøret, kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og fødslernes indtog på sygehusene. Et lille stykke danmarks, kvinde – og fødselshistorie.

Denne beretning er fortalt af  Kirstine, som fik sit første barn på en privat fødeklinik i 1956.

“Jeg blev forlovet da jeg var 19 år og gift da jeg fyldte 20. Dengang i 50’erne, var man først myndig, når man blev 21, så jeg skulle have min fars tilladelse til at gifte mig. Alle troede, at jeg skulle giftes fordi jeg var gravid. ‘Vi kan godt se, der er 3 på brudebilledet’ sagde de, men faktisk gik der 7 år inden jeg fik mit første barn. Jeg blev så glad, da jeg fandt ud af, at jeg endelig var gravid, at jeg lovede Gud, at hvis det blev en dreng, skulle han være præst. Piger kunne ikke være præster dengang.

En af min mands arbejdskammeraters kone, havde netop født på hospitalet. Hun fortalte mig, at det var farligt at føde der, så hun syntes jeg skulle føde hjemme. Hvorfor det var farligt, sagde hun ikke og jeg havde heller ikke lyst til at vide det. Men jeg havde bestemt heller ikke lyst til at føde hjemme. Vi boede i en lillebitte lejlighed på 3.sal, hvor der var meget trangt og meget lydt. Min mand og jeg besluttede derfor, at betale for at jeg kunne føde på en lille fødeklinik.

Der lå vist kun een fødeklinik i Esbjerg og jordemoderen der havde den, hed fru Gregersen.
Det var så osse hos hende jeg skulle gå til svangerskabsundersøgelser.
Hendes klinik lå lige overfor kirkegården. Første gang jeg kom, pegede hun derover og sagde at der på kirkegården, lå både hendes mand og lille søn, som hun havde mistet, da han var 3 år. Det synes jeg var noget sært noget, at sige til en i omstændigheder. Hver gang jeg gik op af hendes trappe, tænkte jeg på, at jordemoderens lille dreng var død – og så holdt jeg om min store mave.

Et stykke tid efter min termin, bankede det på vores dør. Det var fru Gregersen, der kom pustende op ad trappen og spurgte, hvor jeg blev af. Jeg sagde, at jeg da vel ikke skulle komme før fødslen gik i gang.
Hun mente nu nok, at det var på høje tid barnet kom ud, så jeg skulle gå til min læge og få en pille, der kunne sætte gang i fødslen.

Det gjorde jeg så næste formiddag og om eftermiddagen begyndte veerne.
Ud på aftenen, turde min mand ikke have mig hjemme længere. Han satte min taske bag på cyklen og så gik vi ud på klinikken. Jeg stod i døren og kiggede efter ham, da han cyklede hjem.

Fru Gregersen undersøgte mig og sagde, at det slet ikke var tid og så blev jeg bedt om at lægge mig i en seng og sove. Sove kunne jeg godt nok ikke. Det gjorde så ondt, at jeg hele natten kravlede op og ned af den høje seng. Fru Gregersen kunne åbenbart godt sove, ikke en eneste gang kiggede hun ind til mig.


Ud på morgenen, skreg jeg vist så højt, at jeg vækkede hende. Hun kom i hvert fald ind og ringede derefter til lægen. Lægen kom og jeg fik en maske over næse og mund og pludselig fik jeg min lille dreng op til mig. Jeg var så omtåget af masken, at jeg nærmest ikke opdagede han kom ud. Det har jeg tit været ked af.

Jeg var på klinikken i 10 dage. Jeg lå på stue sammen med en anden kvinde. Hun var fra Fanø og havde født en lille pige, dagen efter mig. Vi måtte ikke have vores børn hos os om natten, fordi vi var 2 på stuen. Man kunne vist godt have fået et eneværelse, hvor man kunne have vuggen ved siden af sengen, men det kostede mere end vi havde råd til.

Fru Gregersen havde en ung pige til at hjælpe sig på klinikken. Hun boede på et værelse i kælderen og havde selv et barn, men vistnok ingen mand. Hun var rigtig sød og kom faktisk engang senere hen og besøgte mig, i vores lejlighed. Der havde hun chokolade med. Det var mest hende, der bar de små ind til os, når de skreg om natten. Hverken damen fra Fanø eller jeg, kunne sove og i dag fatter jeg ikke, at jeg ikke bare tog min dreng og gik hjem. Men vi havde strenge ordre på, at vi skulle hvile og komme os efter fødslen, så det var nok derfor.

Da jeg skulle hjem, kom min mand og hentede mig. Jeg kan huske at jordemoderen sagde, at så længe vi var i hendes hus, var barnet hendes ansvar, så det var hende, der skulle bære ham hen til døren. Så gik min mand lige hen til vuggen og tog vores barn og sagde, at nu var drengen hans ansvar. Jeg blev helt stolt. Og endelig følte jeg, at barnet helt var vores.

Næste barn fødte jeg 1 ½ år senere, stille og roligt og meget hurtigt hjemme.”