Anmeldelser, Bliv inspireret

Super Snacks

I min familie er madpakkestandarden steget gevaldigt op gennem generationerne.
Min mormor gav sine døtre amagermadder med puddersukker med i skole.
Min mor fik den henrivende ide, at vi søndagaften, selv skulle smøre leverpostejmadder til hele ugen og fryse dem ned, så ku’ vi hver morgen lægge en kold og fladtrykt pergamentpakke i skoletasken.
Jeg selv overlod det til min mand, at smøre børnenes madpakker – og de blev maskuline og gode.
Og min datter – ja hun fylder hver dag børnenes madkasser med supersunde ting.

Mangler du inspiration til din egen eller ungernes madpakker – eller jeres frokost i det hele taget, så kan jeg varmt anbefale dig TV kokken Louisa Lorangs nyeste bog Super Snacks. Louisa har skrevet flere bøger om madpakker  og som hun selv siger, så er hun ikke ude på at slå rugbrødsmadderne – som jo ligger i de fleste madpakker – ihjel, men bare at supplere med noget, der gør det liiidt sjovere at tage låget af madkassen.

supersnacks

Mange af forslagene i bogen, er absolut et godt supplement til det du ellers putter i madkassen – savoykålschips, peanutkugler, æblebarer med kanel, sojamandler, frugtlæder, hørfrøkiks og meget, meget mere. Og det er det fede ved bogen – for ingen siger at du skal stå med det store halløj hver dag, men kan putte lidt ekstra nydelse i kassen oveni de flade klemmer engang imellem – og i princippet kan man jo sagtens lave Quinoabarer til hele ugen om søndagen (ta’ den mor!).

Der er nu osse masser af opskrifter på totalløsninger til madpakken. Selv er jeg blevet hel vild med Louisas vietnamesisk inspirerede sandwiches, med krydret kød, koriander og mynte – og har flere gange haft de mexicanske wraps med laksecreme med på fødegangen (men ikke altid haft tid til at spise dem).

Udover selve retterne er der inspiration til de lækreste pestoer og andre dyppelser til gnavegrønt, f.ex den mellemøstlige auberginedip Baba Ganoush, der pynter gevaldigt på en  gulerodsstav – eller pickles med squash, som jeg kan afsløre osse smager godt til nystegte fiskefrikadeller.

Louisa skrev på et tidspunkt et gæsteindlæg her på bloggen. Det handlede om at have børn med i køkkenet og den tråd løber osse gennem bogen, hvor en del af opskrifterne, fint kan laves af børnene selv. Andre skal der hjælp til. De lette opskrifter er markeret så det er hurtigt at se om de er børnearbejdsvenlige.

Jeg har hugget en opskrift til dig – en lækker fritkvarterssnack kaldet PEPITAS 🙂

supersnacks jordemoderlounge

  • 100 g græskarkerner
  • 100 g cashewnødder
  • 2 tsk. knust spidskommen
  • ½ tsk cayennepeber
  • 1 spsk. flydende honning
  • 2-3 spsk. citronsaft
  • salt

Kerner og nødder ristes på en varm, tør pande i 1-2 minutter
Spidskommen og cayennepeber ristes med  ½ minut
Tilsæt honning og citronsaft og krydr med salt
Rist yderligere i 2-4 min. til de er skønne og sprøde

Lad køle på bagepapir og pak Pepitas i madpakken som en krydret snack til fritkvartererne

Bogen ‘Supersnack’s med 60 inspirerende madpakkeløsninger – og de lækreste billeder – er skrevet af Louisa Lorang og udgivet hos Lindhart og Ringhof. Fås hos boghandleren eller på nettet.

Hvis du vil læse mere om Louisa Lorang og få inspiration til at have børn med i køkkenet finder du det lige her 

Og sjovt nok, mens jeg skrev indlægget her, så jeg et opslag på Instagram med de skønneste madkasser i stål. Jeg tænker de i sig selv ville hjælpe en travl småbarnsbørneforæler til, at pakke en lidt friskere frokost ned til store og små. Madkasserne fås hos babynature.dk  – og se lige hvor fint, lige til at fylde med ideer fra bogen …

13950887_10210496849477703_1805207650_o (1)

 

Previous Post Next Post

2 Comments

  • Reply Mette varming august 25, 2016 at 6:12 pm

    Jeg vil da rigtig gerne vinde bogen, men får jo allerede nyhedsbrevet😉

    • Reply Helle Broch Nielsen august 25, 2016 at 6:39 pm

      Ja du har heldigvis fulgt mig længe Mette – det er jeg superglad for 🙂

    Leave a Reply