Gæsteskriv

Søskende med til fødslen?

Kunne du forestille dig at dine børn var med, når du fødte deres lillebror eller lillesøster?
Forfatteren Ditte Wiese var 5 år, da hun med sin far i hånden så sin lillebror komme til verden. Ditte er overbevist om, at det at have set og hørt hvad kvindekroppen kan, hjalp hende da hun selv skulle føde sit første barn. Læs Dittes fine beretning:

Vores samfund har tabt noget naturlighed ! 

Af Ditte Wiese

Min krop er ikke supertrimmet. Og hvis jeg nu skal være helt ærlig, så var den det heller ikke før jeg fik børn. Det er alligevel en ret god krop. Den er sej. Den er vildt god til det, den er sat i verden til: at videreføre arten. Altså hvis vi skal se sådan helt biologisk på det.

Og jeg var ikke ret gammel, før jeg havde tjek på det der biologinoget. Mit barndomshjem var ikke sådan et hippiehjem. Vel var der en lilla ble, røde træsko og selvsyede forklædekjoler i ny og næ, jeg er trods alt født i 70’erne. Men det der blev så vigtigt i mit videre liv, var, at der var en naturlighed i hvordan vi ser ud og virker.

Jeg drømte inderligt om at få en lillebror. Virkelig! Så meget, at jeg tog en nål og prikkede hul i alle min mor og fars kondomer. Jeg var fire år.
De opdagede det. En stoppenål efterlader åbenbart afslørende spor.

Men de gav efter, og min mor blev gravid. Hver dag kiggede jeg i Lennart Nilssons bog, og så hvordan det lille menneske i min mors mave udviklede sig. Den bog var banebrydende dengang.

For mine forældre var det naturligt at jeg skulle være med til fødslen af min bror.

Jeg var fem år gammel. Det var den smukkeste juni-aften. Min far læste Snøvsen og Eigil og Katten i sækken, mens min mor lå med veer. Jeg sad i en sækkepude for første gang i mit liv. Og pludseligt fik min mor presseveer og hun blev ræset ind på fødestuen og vi løb efter.

Jeg så det hele. Hvordan kroppen gjorde og sagde. Min mor gispede og jeg kan huske, at hun skreg på sådan en indædt måde, og at det gjorde ondt på hende, men hun smilede!
Min far holdt min mor i den ene hånd og mig i den anden.

Og så var han der. Min lillebror. Lidt lilla og meget fedtet og jeg syntes han var lidt ulækker.
Men så skulle jeg være med til at veje og måle og give ham tøj på. Gad vide om der er overskud til at have et søskende barn med på den måde på dagens fødeafdelinger?

Det gik stærkt – og nemt har jeg lært siden 😉 Og jeg har fået fortalt, at jeg udbrød: “Hvis ikke det er værre, så skal jeg da ha’ ti børn!” Den har jeg trukket lidt i land med siden, men det er nu ikke fødslens skyld.

I dag bliver jeg stadig mødt med vantro, når jeg fortæller, at jeg var med. Mange synes ikke, at det er noget at tage et barn med til. Og der er sikkert masser af familier, hvor det ikke ville passe ind. Men det gjorde det i min.

Det er jeg evigt taknemmelig for, for 21 år senere begyndte det at nive noget så hæsligt i mit skamben – fødslen af min nu 12-årige var igang.
Selvom det ikke blev en drømmefødsel, så var jeg slet ikke i tvivl om, at min krop havde tjek på det her. Jeg var godt med på, at det her blev smertefuldt på en måde jeg ikke kendte. Men det var okay, det havde jeg jo set.

Fødslen gik i stå, fordi barnet stod skævt. Så kastede de vedrop efter mig. Det gjorde edderdulme ondt og gav presseveer alt for tidligt. Så jeg endte med epidural og et hold af mennesker, som rendte ind og ud, dykkende hjertelyd og hvisken om kejsersnit.

Men et eller andet sært sted, så var jeg okay med det, for 1) jeg havde en fantastisk jordemoder, som støttede mig og 2) jeg var ikke bange for at kroppen var forkert eller grim eller ikke duede.

Holdet af mennesker forlod mig i et kvarter, med løfte om at tage flere blodprøver på mit ufødte barn, og det passede mig skidt. Løvemoren var allerede født 😉 Så da min jordemoder hviskede, at hun mente jeg var klar, så var jeg ikke i tvivl.

Og 12 minutter senere lå verdens smukkeste baby hos mig. Min krop kunne lige det den skulle. Og barnet, som viste sig at være en pige, har overlevet og er nu næsten lige så højt som sin mor, og med en krop som gør sære pubertetsting. Men det tager hun med ophøjet ro. Det er jo sådan hendes krop skal gøre.

Og så bliver jeg fanme så stolt og glad, for så synes jeg, jeg har givet noget vigtigt videre.
Jeg er ked af, at hun ikke fik set fødslen af sin bror. Hun var ikke så gammel, at det ville have givet mening. Men jeg synes vores samfund har tabt noget naturlighed. Vi aner ikke, hvordan kroppe ser ud i virkeligheden. Vi aner ikke, hvad der sker når nogen føder, for vi har aldrig set det og hørt det og lugtet det.

Det bliver så fremmed for os – det som burde være det mest naturlige. Og i vores iver efter at kontrollere alting, så bliver det utroligt skræmmende at slippe kontrollen. Sådan har jeg det da også tit. Men lige med fødslen, så takker jeg mine forældre for, at de viste mig, at kontroltabet er en del af det. Man må lytte til sig selv og sin krop. I virkeligheden også på alle andre tidspunkter i sit liv 😉

Ditte Wiese 

Jeg ved ikke med jer – men jeg blir’ glad i låget af sådan en beretning. Hvis du selv har oplevet at være med til fødslen af dine søskende – eller måske har haft dine børn med da du selv fødte – og har lyst til at fortælle din historie, så vil jeg rigtig gerne høre fra dig. Kommenter osse gerne herunder.

Kh. Helle

Previous Post Next Post

No Comments

Leave a Reply