Bliv inspireret

Røde strømper

Det er hundrede år siden danske kvinder fik valgret – og omtrent lige så lang tid siden, jeg var på mit livs første og eneste ø-lejr, rødstrømpernes kvindelejr på Femø.
At netop den ø er dukket op af glemslens sø, skyldes at min veninde Susy og jeg forleden kom forbi Kvindehuset i Gothergade i København – et rent throwback i tid. Susy synes det er ustyrlig morsomt, at jeg tilbragte min pure ungdom i røde strømper og hønsestrik  (men altid med mascara og trods mit daværende studium, ALDRIG lilla ble!! aldrig)
’Skriv om det’ sagde hun….

Det er så faktisk ikke så ligetil – for det første er det længe siden, for det andet har ungdomserindringer, det med at farves af stemninger. Så sådan må det blive – stemningsbilleder fra den sommer, hvor jeg spændte min orange rygsæk med rødt kvindetegn, på ryggen, for sammen med min studiekammerat Bente, at tilbringe en uge sammen med 80 andre kvinder, på Femø i smålandshavet.

femø

Første stemningsbillede er landgangen på øen, hvor det hold kvinder, der efter endt ophold skulle hjem, stod parate på kajen med kranse af vilde blomster, som de satte på vores hoveder mens de sang om kvinders værd og socialismens sejr. Ugens eneste solskinsdag iøvrigt.

Andet stemningsbillede er store grønlortebrune militærtelte, lange udendørs træborde, lokummer på rad og række (uden døre) – og en mangfoldighed af kvinder i alle aldre, former og faconer, med og uden børn, strækmærker og tøj.

Tredje stemningsbillede er rækken af kvinder, der arm i arm danner vagtværn rundt om lejren lørdag aften. Den første weekend i den uge, var der nemlig også jazzfestival på Femø – og i takt med konsumeringen af fadøl, følte flere og flere mænd sig kaldet til at joine Kvindebevægelsen.

Fjerde stemningsbillede, er aftener i teltet med basisgruppesnak og – oh rædsel – rollespil om menstruation. I dagens løb havde et par af kvinderne været til workshop i ’selvundersøgelse’ og fortalte nu om, hvordan de ved hjælp af speculum og spejl, havde set de smukkeste bloddråber sive gennem livmoderhalsen. Det var længe før min jordemodertid – og jeg vidste ikke sååå meget om livmoderhalse. “Nej, nu blir’ det altså for møj” sagde Bente.

Femte stemningsbillede – efter flere dage med fællesfremstillet mikromakromad, smagte lagkagen med fed flødeskum – indtaget på Femø Kro – skønt af normalitet og samfundet udenfor.

Sjette erindring er jeg ikke stolt af – det er Bente og jeg, der med succes får overbevist de andre om, at vi er nødt til at skynde os af sted til færgen for at nå et tog til Jylland – og derfor ikke kan tage tjansen med lokumstømning, nedgravning og rengøring. Så meget for kvindefællesskabet, søstersolidaritet og det altomfattende kollektiv – jeg kan mærke beskæmmelsen, mens jeg smækker det ned på mit tastatur!

Til syvende og sidst sidder jeg i toget på vej hjem til min dejlige kæreste, min nuværende mand. Har ikke været i andet end havbad hele ugen og ligner absolut en, der er styrtet ud fra en ølejr. I rygsækken ligger den feministiske sangbog, så jeg aldrig glemmer, at kende mit eget kvindeværd…..

kvinder synger1

Kærlig hilsen Helle ♥♥♥

Facts: Femølejren blev startet af rødstrømpebevægelsen i 1971. Lejren havde dengang et klart feministisk, politisk sigte og ugerne havde forskellige overordnede temaer – såsom kvindelitteratur, kernepunktet ligeløn, kvinder for fred eller lignende. Rødstrømpebevægelsen opløstes midt i 1980’erne.

Læs om rødstrømpebevægelsen som en del af danmarkshistorien  her

Ps: I 2014 havde Chanel succes med at presse (de røde) strømper ned i stilletterne – noget der ikke lykkedes for mig dengang i sluthalvfjerdserne  😉 Nej okay – Chanelstrømperne var hvide, men nogen gange må virkeligheden tilrettes lidt 😉

rødestrømper5

 

Previous Post Next Post

2 Comments

  • Reply Susy Grundahl april 20, 2015 at 8:44 pm

    Tak for turen, den var interrasant at opleve igennem dig, Helle. Jeg nåede ikke lige med dengang og jeg tvivler også på at mit fodtøj var passende – stiletter 😉

    Nu er jeg kampklar!

  • Leave a Reply