Bliv inspireret, Jordemoderi

New York

For et par uger siden, kom jeg hjem fra New York.
For at få lov at rejse ind i USA skal der udfyldes en indrejsetilladelse på nettet, bla. med rejseformål. Let at svare på – ferie, ferie og feeeerie. Og et nip faglighed, for en af de sidste dage besøgte jeg en privat jordemor – mere om det nederst.

New York kaldes byen der aldrig sover – heldigt når man kun har et begrænset antal døgn. Nu egner blogmediet sig ikke til lange rejsebeskrivelser, så long story short – læs lidt om glutenfriheden, en ‘tæmmelig hæmmelig’ cocktailbar – og besøget hos en hjemmefødselsjordemoder.

For at tage det basale først, er det en udfordring, ikke at kunne spise hvede uden at blive syg, sur, tyk og tvær  – især på en rejse. Træls at spilde feriedage med smerter og brainfog men osse belastende konstant at spørge til menuens ingredienser eller bare at spise salat uden dressing for at være på den sikre side.

new york 2

Men her var det faktisk nemt, for i et land hvor rundt regnet 20 millioner mennesker er intolerante over for gluten, er der selvfølgelig et kæmpe marked for salg af glutenfri produkter – og hvad virkelig var en lettelse, ingen glor fornærmet på dig fordi du forsigtigt tillader dig, at spørge til ingredienser i menuen. Sagt fordi det hænder, at jeg møder småprikne danskere, der tror at det er for at irritere dem, at jeg aldrig igen kan sætte tænderne i en lun smørbagt croissant. Men næh nej, gluten is my bitch  😉

Der er som regel gluten i øl – men ikke i cocktails. Heldigt, for nøj hvor ville jeg gerne prøve den der bar, hvor man går ind i en lurvet telefonboks og lander i en ekslusiv cocktailbar. Meget hemmeligt og med venteliste. Gå ind i telefonboksen, tast et nr. – og hvis du er heldig går en skjult dør op og du bliver lukket ind i cocktailbaren PDT, der er på listen over de bedste i verden. Min cocktail hed ‘Witchs kiss’ – og smagte akkurat som sådan et sikkert gør, af bla. safrantrukket Strega.new york 5

En af de sidste dage havde jeg så en aftale med en jordemoder. Aftalen var kommet i stand gennem Flora der på et tidspunkt gæstebloggede her på loungen om sin hjemmefødsel. Jordemoderen der tog imod Floras lille Theodor, er amerikaner og arbejder som hjemmefødselsjordemoder i NYC.  Jeg glædede mig vildt til at møde hende, men var – indrømmet – også lidt ude af min comfortzone da jeg tog ud til East End, gik op af trappen til et townhouse og bankede på en fremmed dør.

Cara lukkede op og bød på te i sit køkken.
Ugen før havde hun været ude til adskillige besøg og fødsler, så denne uge havde hun administrativt arbejde og dermed tid til at snakke. Hun fortalte at hun havde arbejdet med jordemoderfaget siden hun var 19. Først som sidemandsoplæring hos en ældre jordemoder og dernæst tog hun den certificerede uddannelse, der i USA går over sygeplejerskeuddannelsen først. ”Jeg har ikke valgt faget” sagde hun – ”det har valgt mig”.
Der findes adskillige jordemodercentre i NYC men Cara har sit eget one woman ‘fødefirma’.

new york 6

I USA foregår fødslerne i almindelighed på hospitalerne. Stort set alle fødende har fødeepidural, frekvensen af kejsersnit er ultrahøj og mange fødsler sættes i gang længe før termin. Hvad der kan undre mere, er at mortalitetsraten for mødre – og spædbarnsdød i USA er relativt høj, for et vestligt samfund. Fødsler varetages af læger og mindre end 8 % er bistået af en jordemoder. Majoriteten af gravide foretrækker lægefaglig bistand og kvinderne er godt på vej til at miste den naturlige fødsel.
At føde hjemme med en jordemoder er højst usædvanligt.

Cara fortalte, at det koster omkring 40.000 d.kr at hyre en privat jordemoder. Prisen er incl. svangreundersøgelser før fødslen, selve fødslen og flere besøg post partum  (efter fødslen). Taksten betales af kvindernes forsikring, så har man råd til at tegne en forsikring har man råd til at føde hjemme. Som jeg forstod det, er antallet af hjemmefødsler på omtrent samme procentvise antal som i DK  nemlig godt 1 %.

Vores jordemodersnak kom vidt omkring og da talen falder på gravide med babyer i sædestilling, forklarer Cara hvordan hun har stort held med selv at lave udvendige vendinger, altså forsøget på at dreje barnet så det ligger rigtigt med hovedet nedad i bækkenet. Efter ultralydsfastsat vurdering af moderkagens placering foregår vendingerne derovre, siger hun og peger på en sofa i stuen. Følger barnet med hendes bevægelser rundt, er det fint – gør det ikke, føder kvinden UK (underkropsstilling) eller tager på hospitalet til kejsersnit.

Og apropos sædestilling, fortæller Cara at hun er meget interesseret i danske procedurer for fødselshjælp, og at hun på et tidspunkt havde læst den danske UK-procedure via oversættelse med Google Translate. Hun havde fundet det ret sjovt, at danske læger var så alternative at de  anvendte ’seaweed’ til forløsningen af hovedet. Seaweed er som bekendt tang – og ja der anlægges i sjældne tilfælde tang ved en underkropsforløsning men i sagens natur ikke havtang men fødselstang  😉 Et ord to betydninger … stol aldrig på Google translate.

Jo mere risikotænkning jo flere igangsættelser – og raten af begge dele, er som sagt høj i USA. Når Caras fødekvinder nærmede sig de 42 graviditetsuger satte hun også i gang – med amerikansk olie! Helt bestemte og nøje afmålte doser i 3 dage. Og derefter fødte de fleste sandelig 😉

Da jeg efterfølgende mødtes med mine drenge på en frokostbar, var jeg helt opløftet af mødet. En hjemmefødselsjordemoder i NYC  der finder danske fødselsprocedurer brugbare. Og hvad kom der ud af ølhanerne på  baren – mørkt øl med hilsen fra Amager, nemlig ’Evil Twin with love from Amager’. Sådan Danmark …

Har du lyst til at se en doku om fødsler i USA så tryk på linket. Cara er jordemoderen i starten – sørg for der er spolet helt tilbage til hvor Cara pakker fødetasken, af en eller ande årsag starter filmen som oftest 2-3 minutter inde i dokuen med en talende mand. Se her

Vil du læse om den danske hjemmefødsel som Cara bistod så klik her

Mere om underkropstilling lige her

Billedet herunder er udsigten fra vores hotelvindue …

Kærlig hilsen Helle

Godnat New York

Previous Post Next Post

No Comments

Leave a Reply