Opskrifter

N som i nødder

N som i nødder….friske danske hasselnødder lige til, at plukke i Vorherres køkkenhave.
Ja egentlig skulle mit næste blogindlæg ha’ heddet N som i numsen nedad.
Jeg har nemlig det sidste stykke tid været igang med at researche på, hvordan antændt tørret bynke (en urt) kan få babyer, der har lagt sig omvendt i livmoderen, til at slå en kolbøtte og lægge sig i den rigtige fødeposition med hovedet forrest. Men forleden mødte jeg så et nøddehegn – og det bliver jeg altså lige nød(haha) til at skrive lidt om denne gang. Bynke og bakkende babyer er således udsat en uges tid. Det her handler om nødder…og om hvordan du laver dit eget lækre nøddesmør.

På en tur sammen med Emilia og Villum gik vi nemlig langs en sti kantet af en række tætte grønne buske. Jeg gik og tænkte på, at bladene allerede så lidt efterårsagtige ud – men hvad øjnede jeg så der mellem grenene – nødder. Ingen overdådighed ganske vist men enkelte klaser af friske grønne hasselnødder. Jeg ved ikke med dig – men for mit vedkommende er det ikke så tit jeg oplever det. ’Det er sgu da et nøddehegn’ råbte jeg derfor – mere til mig selv end til ungerne, der da osse var ret meget mere fascinerede af sprogbruget og det begejstrede tonefald, end af  2 nødder på en gren.

n som i nødder 1

De nødder vi fandt, var knapt modne…så de fik lov at hænge til en anden glad gæst i Vorherres køkkenhave. Det plejer at være en rigtig efterårsdelikatesse med friske danske hasselnødder – men så lang tid går der ikke i år. De må snart være klar til at plukke – eller at finde hos din grønthandler. Friske nødder smager himmelsk bare sådan – men bestemt osse sammen med ost og den havtornsirup du fik opskriften på i indlægget om Vesterhavet. Jeg synes det er synd yderligere at tilberede dem, så  deciderede retter med nødder – som opskrifterne herunder – er bedre med de gamle, tørrede nødder vi køber i poser.

Mens jeg gik der på engen med ungerne i hånden og nødder på nethinden, kom jeg til at tænke på min svigermor – Emilia og Villums oldemor.  Hun havde evige kvaler med gæstemaden fordi hendes mellemste søn og kone, var konverteret til vegetarismen. Svigermor endte som regel altid med, at lave nøddesteg med æbler og svesker – for så kunne vegetarerne spise samme tilbehør som vi andre….ris, grøntsager, kartofler, brød eller hvad det nu var.

Nødder er rige på protein og sundt fedt og er et fint alternativ til kød. Samme aften fandt jeg opskriften frem og familien fik svigermormad.  Og fordi det er dig, får du her min svigermors tophemmelige opskrift på nøddesteg  😉 – og en godt gennemprøvet og særdeles uhemmelig  opskrift på hjemmelavet nøddesmør.

nøddesteg - n som i nødder

Nøddesteg  til 2 voksne og 2 børn

  • 200 g. hasselnødder
  • 1 tyk skive fuldkornsfranskbrød
  • 3 dl. kraftig grøntsagsboullion
  • 1 stort hakket løg
  • 1 æble skåret i tern
  • 10 – 15 svesker
  • 1 tsk. herbes de provence  – meget populært i 80’erne 😉
  • salt og peber
  • lidt smør til formen og måske til klatter ovenpå

Start med at svitse løget klart i lidt smør.
Nødder og brød køres i foodprocessoren til det er  finthakket. Tilsæt bouillon, løg og krydderier og rør alt sammen. Halvdelen af farsen hældes i en smurt postejform. Ovenpå fordeles æbletern og svesker. Resten af farsen lægges over. Fordel evt. nogle smørklatter over….og hvis man ikke er vegetar smager det osse godt med baconskiver over men så skal du nok spare lidt på saltet. Iøvrigt er der ikke noget i den her opskrift, der ikke kan spises råt – så smag bare på farsen om den er tilpas krydret.
Sættes  i ovnen ved 16o- grader og bages smukt lysebrun. Det tager ca. 3 kvarter  i min varmtluftovn.  Pynten er krydderurteblomster – bla. lavendel som netop er en af ingredienserne i  Herbes de Provence.

Nøddesmør
Består i al sin enkelhed af nødder der kører så længe i foodprocessoren, at det bliver til en lækker glat smørbar masse. Det skal være en foodprocessor med mange hestekræfter for at den kan trække nødderne. Første gang jeg lavede nøddesmør var i min blender – og den brændte sammen.

nøddesmør - jordemoderlounge 1

Jeg laver en portion af 200 g. nødder ad gangen. Tilsidst når nødderne har kørt ca. 10 min. – med pauser indimellem for at maskinen kan køle – tilsætter jeg en spsk. hasselnøddeolie og  lidt ahornsirup. Det er ikke et must – nøddesmørret smager osse godt naturel (og kommer du cacao og noget sødt i, bliver det til nutella). Jeg kan bedst lide, at det er lidt crunchy men jo længere du kører det, jo mere smooth bliver konsistensen. Spis nøddesmørret på brød, grød, frugtsalat eller bare med te-ske …

Nøddesmør kan laves af alle slags nødder – og osse af mandler, så bliver det mandelsmør og det smager absolut ikke ringere.
Hvis du vil have opskriften på pærenem havtornsirup –  og blæses lidt igennem af Vesterhavet – så klik her

God fornøjelse – og velbekomme…

Previous Post Next Post

2 Comments

  • Reply Mette Vinther september 8, 2014 at 8:23 am

    Hej Helle!

    Jeg vil vældig gerne i kontakt med dig i forbindelse med et gæsteindlæg, som jeg håber du har lyst til at skrive for en af vores kunder. Vil du smide mig en mail på mv ( a ) compell.dk? Jeg beklager at jeg “bruger” en kommentar på denne besked, men kunne ikke lige finde en mail på dig.

    Kh Mette

  • Leave a Reply