Gæsteskriv

Marias Mødregruppe

I denne uge har jeg besøg af en mødregruppe på bloggen.
En mødregruppe er et tilbud til nyblevne mødre om at mødes i en gruppe med 5-8 andre nye mødre. Det er sundhedsplejersken der sammensætter gruppen udfra fødselsdatoer og hvor I bor. Alle – osse flergangsfødende – får tilbuddet og formålet er at give mulighed for, at mødes med kvinder i samme situation, så man kan støtte hinanden og få snakket om alle de fødsels- og babyrelaterede ting som omgivelserne måske ikke heeelt har samme glødende interesse for.

Mødregruppen her er fra Århus og tæller Maria, Mette, Rikke, Dina og Anne og deres lækre babyer.
Det er Maria Schultz Appelt der har sammenfattet mødregruppens  tanker.  Læs med :

“Vi er alle førstegangsmødre. Vi mødes en gang om ugen. Vi har mødtes i ca. fire måneder. Vores børn er mellem seks og syv måneder gamle og hedder Elias, Lasse, Teo, Villy og Oscar.
Det, der er dejligt ved at være i lige præcis vores mødregruppe er, at man ikke behøver at være på. Man kan komme, selvom man ikke har sovet, og det gør ingenting, at man ligner lort. De andre ved, hvordan det er, når man har tilbragt natten med en urolig baby. Man går altid fra mødregruppen opløftet af, at man har været sammen med nogle mennesker, der forstår, hvordan det er, og som gør sig den ulejlighed at minde en om, at man gør det godt og er en god mor.

Man behøver ikke at forstille sig. Andre veninder kan sagtens have empati for de hårde ting, fx for lidt søvn – men de forstår det ikke rigtigt. Nogle uger løfter man en anden, mens man andre uger selv har brug for skulderklap og påmindelse om, at ALT er en fase 🙂

Vi har en mødregruppe, hvor der er utroligt stor forskel på, fx hvor godt børnene sover.
En har meget svært ved det og presser sin mor til det yderste, og en anden sover igennem 12 timer om natten. Man kunne godt forestille sig, at der ville opstå jalousi og alskens negative tanker omkring den “heldige” mor, men det er ikke tilfældet. Vi er i stand til at glæde os på hinandens vegne, når noget går godt.
Vi har alle haft forskellige udfordringer som mødre, og det huskes der på, når der pludselig er en mor, der er overordentlig heldig eller hvis et af børnene pludselig er meget hurtigere til at kunne noget i forhold til de andre børn. Det er utroligt vigtigt, da man ellers kan gå hjem med en dårlig følelse af utilstrækkelighed og bekymring i maven. Og det er jo slet ikke meningen. Tværtimod.

Det er rart at vi kan tale om det hele. Vi taler ikke kun om børn men får også vendt andre ting, såsom fritidsinteresser, job og parforhold. Det er rart at høre, at andre kæmper med de samme ting som en selv, og det er et frirum at høre sjove og interessante fortællinger fra de andres liv.
Det opbygger stille og roligt et venskab mellem fem piger, som sandsynligvis aldrig ville have mødtes, hvis det ikke havde været for mødregruppen. Vi er vidt forskellige, hvad angår uddannelse, alder og interesser, men alligevel er der en naturlig fællesskabsfølelse, fordi vi alle har børn i samme alder.
Vi kunne mærke det fra første gang. Vi er nok i virkeligheden meget ens personlighedsmæssigt. Vi er alle åbne og udadvendte, og deler livsbetragtninger og værdier. Vi er desuden meget enige om, hvordan man er en god mor, og vi formår at undgå at “hoppe på toget” af overdrevet politisk korrekthed og angst for ikke at gøre præcis lige som alle andre. Det er dejligt befriende.

Der er plads til, at man er ærlig omkring, at man fx havde lyst til at give op sidste nat, eller at man faktisk nogle gange synes, at ens eget barn er skide irriterende. Sådan har de andre det også. Vi får et forhold til hinandens børn, og kommer til at holde af de andre børn.

Vi griner rigtigt meget, når vi er i mødregruppe. De andre børn er jo ligeså mærkelige som ens eget. Vi taler tit om, at det har været sjovt at opleve, at små bitte mennesker har deres helt egen personlighed. Alle fem børn er vidt forskellige og på hver deres måde utroligt sjove og charmerende.

Det er rart at kunne sparre med de andre. Det gælder lige fra fx hvad de må spise, når de er fire måneder til, hvor man nu lige har købt den der flotte uro henne.

Vi var alle nervøse første gang, men vi var positive og glade, da vi gik.

Ulemper: Det kan være en ulempe, at man får lyst til at købe alle de fine ting, de andre har til baby :-)”

Kh. Maria

mødregruppe

                                                              Mortid….mødregruppen på hyggetur til Aros

Herligt at få et kig ind i en velfungerende mødregruppe anno 2015.
Jeg har selv 3 børn – og har været involveret i 3 grupper – med dalende succes. Den første gruppe eksisterer endnu og vi hygger os stadig sammen og har fulgt hinanden gennem de mange ups and downs livet giver. Gruppe nr. 2 ebbede langsomt ud over nogle år, mens den sidste gruppe ikke var konstruktiv overhovedet – vi havde alt, alt for forskellige meninger om hvordan man omgås børn ;-).

 

Previous Post Next Post

No Comments

Leave a Reply