Gæsteskriv

Kvinden føder som kvinden lever

Undertiden sker det, at jeg har kvinder til efterfødselssamtale, som har oplevet deres fødsel meget traumatisk trods et – jordemoderfagligt set – fint og ukompliceret forløb. Det modsatte kan osse være tilfældet – at en fødsel er oplevet som god trods komplikationer. Føder vi i virkeligheden som vi lever ? Det mener Tine som er gæsteblogger på Loungen idag.

Kvinden føder som kvinden lever
Af Tine Petersen

Da jeg blev gravid med mit andet barn, blev jeg straks ramt af frygten for at skulle føde igen… For at have veer igen, og i det hele taget den følelse af at være magtesløs og ikke kunne komme væk fra den forfærdelige ”situation” man er i som fødende kvinde. Jeg glædede mig super meget til babyen, men var faktisk lidt handlingslammet mht. hvordan jeg skulle kunne komme igennem endnu en fødsel.

Se, ud fra ovenstående skulle man jo tro, at jeg havde haft en skrækkelig første fødsel, så bange som jeg var.

Det havde jeg så bare ikke.

Faktisk lige det modsatte.

Jeg havde haft en utrolig nem og smertefri graviditet, et hurtigt fødselsforløb (statistikken sagde at jeg fødte på samme tid som en flergangsfødende – altså hurtigere end en normal førstegangs), ingen store bristninger (fik 3 små sting som hurtigt helede op) og derudover var det ovenikøbet en planlagt hjemmefødsel med en super jordemoder og en mand (min egen 😉 ) som bare vidste præcis, hvordan de skulle støtte mig. Jeg fik stor ros af jordemoderen som sagde jeg havde en glimrende fornemmelse af min krop og baby, og præmiebabyen som hun var, lagde sig til mit bryst og suttede som om hun aldrig havde gjort andet. Helt igennem super godt forløb og jordemoderen skrev ”FLOT hjemmefødsel” på mine papirer.

Og det var jo lige det.

papiret havde det været en god fødsel, på papiret kunne det næsten ikke optimeres og på papiret kunne jeg sagtens være stolt og tilfreds.

Men, indeni var det ikke sådan det føltes…

Jeg var blevet MEGET overrasket over hvor ondt det egentlig gjorde at føde, og hvor fuldstændig handlingslammet jeg havde følt mig. Jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre med min krop da veerne tog over. Udefra set sad jeg fuldstændig bomstille og cool i mit kar næsten hele udvidelsesfasen igennem. Og det så da også ret zen-agtigt ud når jeg ser de billeder min mand tog af mig på det tidspunkt.

Men INDENI var der panik…

Jeg følte mig fanget, som i et bur jeg ikke kunne slippe ud af, jeg følte at ingen i hele verden kunne hjælpe mig og jeg følte mig 100% alene i processen. Da fødslen så var overstået og alle klappede mig på ryggen og sagde ”godt gjort”, og ”wauw en hjemmefødsel!” så kunne jeg da godt objektivt se, at det havde været en bragende succes.

Problemet var bare, at jeg ikke følte det. Tværtimod følte jeg mig som en fusker der var gået i panik og slet ikke havde kunnet rumme fødslen og al dens væsen… Ikke fedt.

Følelsen blev dog hurtigt erstattet af en altoverskyggende og stormende forelskelse – min lille baby var bare et mirakel. Så jeg tænkte ikke mere over det før det hele kom væltende ind over mig igen, da jeg skulle gøre klar til fødsel nr. 2.

Netop fordi jeg ”på papiret” havde haft så god en fødsel, vidste jeg, at der skulle en meget anderledes tilgang til det at føde i spil denne gang, hvis jeg ville have en god oplevelse ud af det.

Google was my friend… 😉

Jeg søgte derfor en masse info på nettet og researchede mig igennem en STOR mængde data. (Heldigvis er der mange som glædeligt deler ud af deres erfaringer og gratis giver deres viden væk, hvis bare man gider læse det og sætte sig ind i det).

Hvad jeg fandt ud af, var omfattende og livsændrende og liiiidt for langt til dette indlæg, MEN jeg vil dog gerne dele de vigtigste elementer her.

Kort sagt blev jeg bevidst om, at sådan som kvinden lever, er også sådan hun føder.

Groft sagt og meget (MEGET) forenklet kan man sige, at en kvinde som har behov for meget kontrol og styring i sit liv og over sit liv, vil have sværere ved at give slip og give efter i fødslen, end en kvinde som trygt evner at lade livet strømme igennem sig uden behov for falske ”sikkerhedsnet”.

Sidstnævnte kvinde er heller ikke bange for sine følelser og ved at hun kan rumme dem alle uden at identificere sig med dem. Hun forbereder sin fødsel ved at rense al negativ bagage hun måtte have med sig, fordi hun ved, at i fødslen er det ikke kun kroppen der åbner sig, men også hjertet. Og frygt/sorg/vrede/ængstelse vil derfor komme strømmende idet hendes krop og hjerte åbner sig, hvilket vil påvirke hendes fødsel og muligvis komplicere forløbet. Hun sørger derfor for i sin graviditet at dyrke sin feminine energi ved at være kreativ, sansende, empatisk, afventende, autentisk og ucensureret. Således, at når fødslen starter er hun så meget i sin essens at kroppen bare tager over og fødselskræfterne får frit spil.

En sådan kvinde vil, når hun går i fødsel, ikke holde sin krop tilbage, men intuitivt lade den bevæge sig som den har brug for, sige de lyde den har brug for og til sidst føde som den altid har kunnet; enkelt, hurtigt og kraftfuldt.

(Lyder godt ikke… )

Okay… Godt så. Store ord.

Hvordan bliver man så lige den ”intuitive” kvinde som ”bare” føder??????

Jo, det virker måske en smule idealistisk og lidt ”langt ude”, men ikke desto mindre var det det, jeg havde at arbejde med på min rejse mod ”den fantastiske fødsel”.

Så, jeg gik altså i gang med at forberede min fødsel ud fra min research. Det så nogenlunde sådan her ud:

Jeg lavede en del selvterapi for at forløse negative følelser, jeg dyrkede yoga og smidiggjorde min krop de ”rigtige” steder, jeg malede og skrev positive affirmationer (”Jeg åbner mig, jeg udvider mig, jeg overgiver mig”), jeg dansede og vuggede og svajede så meget som muligt, jeg slap kontrollen med stort set alt i livet og koncentrerede mig om at nyde og være og jeg tog iskolde bade for at ”vænne” mig til at overgive mig til ekstrem, kropslig sensation (alias veer 😉 ).

Det var omfattende, men det virkede.

Undervejs i processen opdagede jeg også, at jeg havde gået og gemt på en masse negative følelser under min første graviditet i form af frustration, uretfærdig behandling, en generel følelse af ikke at være værdsat og isolation. Og det var jo netop de følelser der havde været altoverskyggende under mit arbejde med veerne i den første fødsel.

Det gav mening!

Og i den forbindelse fik jeg også (endelig) følelsen af, at min første fødsel havde været god – at jeg havde været god! Ret stort !

Men det største var selve fødslen af mit barn nr. 2, som forresten også foregik derhjemme.

For al min forberedelse havde virkelig haft sin effekt!

Her kommer den hurtige historie 😉

En hel dag med mikrosmerter i underlivet førte til at vandet gik og veerne kom susende. Min krop tog over, jeg rokkede, svajede, brølede og en time efter kunne jeg mærke hendes lille hoved mellem mine ben. Jordemoderen var endnu ikke kommet og jeg sagde til min mand at ”nu kommer baby altså”. Jeg pustede det bedste jeg havde lært og gav jordemoderen et minut mere før jeg fødte barnet selv (!). Hun kom løbende ind ad døren, jeg rejste mig op ved min mands hjælp og fødte min baby vha. ét pres (der kom hovedet) og ét eftergivende pust (der kom kroppen). Det var overstået og den ALLER første tanke der fløj gennem mit hoved var ”WAAAAUW hvor er min krop SEJ!!!” og ” Er jeg allerede færdig? ”.

Det var en 100% ukompliceret ”styrt”fødsel. Ingen bristninger, ingen indgreb, bare ren lykke og en næsten overjordisk kraft jeg ALDRIG glemmer. ”Fra kvinde til gudinde” siger det meget godt…

Mit håb er nu, at flere kvinder vil få en lignende oplevelse med deres fødsel. For fødsler er ikke noget der skal overstås, men noget der skal indvie os i det største mysterium. Det er et privilegie at føde sit barn og den største gave man som kvinde kan give sig selv. Det er sådan jeg ser det og sådan jeg føler det …

Kh. Tine

Tak Tine – fantastisk beretning 🙂 Hvis du har nogen kommentarer til Tines indlæg – så bare grifl løs i kommentarfeltet herunder….

Tine har en skøn blog – omend den ligger lidt stille for tiden – læs med her

 

Previous Post Next Post

6 Comments

  • Reply Janne marts 17, 2016 at 6:32 am

    Sikken en fortælling. Hvor flot 😃😃 Jeg bliver helt rørt her 30 år efter min første fødsel. Tak for den

    • Reply Helle Broch Nielsen marts 21, 2016 at 1:18 pm

      Kære Janne – det er så vidunderligt at vi kvinder kan mærke vores fødsler i sjælen selv så mange år efter 🙂 Knus til dig. Kh. Helle

  • Reply Tina marts 20, 2016 at 11:36 am

    Hold da op, hvor lyder det bare fantastisk. Og hvor er det fedt at læse! At man kan arbejde sig til at have så meget styr på fødslen, så den kan gå hurtigt og være ukompliceret.
    Jeg vil meget gerne høre mere om, hvad du gjorde for at opnå dette. Er selv ret nervøs for at skulle føde, det virker som så voldsom et forløb og helt uoverskueligt.
    Hvor længe havde du fokus på at være kreativ, ukontrolleret og positiv?
    Hvilke yogastillinger gjorde du brug af? Hvilken form for selvterapi?
    Har du nogle sider, bøger etc. du kan anbefale?

    • Reply Helle Broch Nielsen marts 21, 2016 at 1:16 pm

      Kære Tina – tak for kommentar. Jeg prikker lige til Tine så hun kan svare dig 🙂 Kh. Helle

  • Reply Lisbeth oktober 20, 2019 at 9:52 pm

    Det her er nok det vigtigste, jeg har læst i over et år. Min første fødsel var afslutningen på en ret nem graviditet og var en fantastisk oplevelse. Jeg har aldrig følt mig så mægtig, som da jeg lige havde født første gang.
    Det er nu 15 måneder siden min anden fødsel. Og selvom den på papiret nok sluttede af med at være ukompliceret, sidder den tilbage i min krop og mit sind, som en fødsel, hvor jeg følte mig afmægtigt, uden rigtig kontakt med min krop og med følelsen af at blive behandlet som om, jeg og min krops behov ikke blev lyttet til af jordemoder og fødselslæge. Fødslen skulle have været en rolig hjemmefødsel, men pga mistanke om vasa prævia og dermed akut kejsersnit (ellers dør baby), blev jeg sendt til Herning Sygehus. På det tidspunkt, havde jeg haft natlige opstartsveer i et par uger, men havde ikke veer, selvom jeg havde åbnet mig 5 cm. (Jeg var blevet undersøgt af jordemoderen efter en hindeløsning dagen før, som ikke rigtigt havde sat gang i noget) Efter at min mand og jeg i chokeret tilstand var kørt til sygehuset og var blevet scannet og undersøgt i nogle timer, med en masse ventetid, for at afgøre om det var vasa prævia eller ej, lykkedes det på en eller anden måde min krop at få gang i rigtige veer. De kunne simpelthen ikke udelukke vasa prævia, så vi var tvunget til at blive på fødegangen, i tilfælde af akut kejsersnit. Jeg var meget ulykkelig ved tanken om kejsersnit, for jeg ville SÅ gerne føde selv og havde grædt næsten uafbrudt i fem-seks timer. Måske var det derfor jeg fik lov til at prøve at føde selv, dog med besked om, at jeg skulle være i beredskab for kejsersnit.
    Vi kom på en fødestue og min egen jordemoder kom. Hun var desværre ikke ret kendt på fødegangen i Herning, da hun normalt tager sig af hjemmefødsler. Men rart at se et kendt ansigt.
    Jeg havde veer, som på forunderlig vis ikke rigtigt gjorde ondt. Vi talte om, at hvis vi havde været hjemme, ville vi ikke engang have haft ringet efter jordemoderen. Der gik fire timer, hvorefter jeg blev undersøgt. 8 cm åben. De kunne stadig ikke udelukke vasa prævia og dermed akut kejsersnit. Så gik det lidt i stå. Jeg var følelsesmæssigt træt efter en dag, med megen angst og uro og trængte til hvile. Fødselslægen ville tage vandet, men det var jeg simpelthen ikke klar til. Jeg var jo “vant til” fra min første fødsel, at hvis jeg bare fulgte min krops signaler, så ville det gå fint. Så jeg fik til sidst lov til at se tiden an i en time. Da den var gået, kom fødselslægen og jordemoderen og nu SKULLE vandet tages. I al min forberedelse til fødsel, havde jeg kendskab til, at en fødsel ikke nødvendigvis er lineær i sin fremdrift og at kvindens følelsesmæssige tilstand kan have stor indflydelse. Jeg mærkede, at min krop havde brug for en pause, men det kunne der ikke være tale om. Så vandet blev taget og endelig fik jeg beskeden om, at risikoen for kejsersnit var væk. Det føltes som et overgreb på min krops signaler, at få taget vandet. Jeg græd. Ikke mindst fordi jeg kunne give udtryk for angsten for det truende kejsersnit, som jeg havde forsøgt at undertrykke.
    Bagefter fik jeg meget meget smertefulde veer. Nogle varede kun i 30-40 sekunder. De længste op til 4 minutter. Det krævede alt af mig, ikke at gå i panik. Det føltes SÅ forkert. Under min første fødsel, havde veerne føltes så rigtige. Som nogle jeg kunne arbejde med.
    I løbet af de næste 2 1/2 time åbnede jeg mig de sidste to cm. Jeg havde kun én rigtig presseve. Og så et par stykker uden rigtig retning eller kraft. Men fordi jeg havde øvet mig meget under graviditeten og med erfaringen fra første fødsel, lykkedes det mig, at føde min søn ved viljestyrede muskler og godt samarbejde med min jordemoder. Han trak ikke vejret i begyndelsen og var, som jordemoderen sagde, blevet lidt chokeret over fødslen, men hun fik gang i ham, mens han lå på min mave. Jeg var fuldstændig kvæstet, ulykkelig og bange, hvor jeg på samme tid ved første fødsel havde følt mig fyldt af kærlighed, mægtig og stolt.
    Min søn vejede lige under fem kilo. Han var af fire forskellige jordemødre blevet vurderet til 3800g i løbet af de sidste to dage.
    Jeg har siden fødslen tænkt, at min krop godt vidste, at han var stor og at den derfor havde brug for lidt ekstra tid, til at blive klar til at føde ham. Jeg er ked af, at fødslen ikke fik lov til at foregå i sit naturlige tempo. At jeg ikke blev lyttet til. Selvom jeg fødte ham uden så meget som en rift, ligesom første fødsel, var jeg dårligt i stand til at rejse mig op i den første time. Stik modsat første gang.
    På papiret var det en ukompliceret fødsel. Men for mig var det en kaotisk og til tider en skræmmende oplevelse. Jeg ville ønske, at fødselslægen og jordemoderen havde været opmærksomme på min mentale tilstand og det store skift fra en planlagt hjemmefødsel til at være i risiko for kejsersnit.

    • Reply Helle Broch Nielsen oktober 21, 2019 at 4:14 pm

      Kære Lisbeth
      Tak for din lange og fine kommentar til indlægget. Dejligt du har haft glæde af at læse det. For år tilbage viste et forskningsprojekt, at det altafgørende for kvindens/parrets oplevelse af fødslen som god – eller – det modsatte – var at man var blevet set og hørt. Den pointe er din oplevelse et godt eksempel på. På et sygehus, vil procedurer og lægestandens opfattelse af situationen ofte være afgørende for hvordan situationen gribes an – og i hvilket tempo. Vasa Prævia er – for de der ikke ved det – en tilstand hvor blodkar der forsyner barnet, ligger enten foran eller tæt på fødselskanalens åbning. Hvis disse blodkar sprænger når livmodermunden åbner sig, forbløder barnet. Graviditet og fødsel med vasa prævia er højrisiko tilstande. Jeg håber inderligt du har fået talt fødslen igennem med din jordemoder – det må have været en fordel at have sin egen hjemmefødselsjordemoder med på sygehuset – og hun har velsagtens kunnet aflægge dig nogle barselsbesøg efterfølgende ? Ingen tvivl om at DU har leveret en kæmpepræstation – at føde et stort sundt barn vaginalt – trods alle odds. Faktisk fantastisk, at din krop overhovedet har kunnet lave fødeveer under så adrenalinprovokerende omstændigheder. Godt gået krop!
      Kærlig hilsen Helle

    Leave a Reply