Gæsteskriv, Jordemoderi

En jordemoders tanker om hjemmefødsel

Det her fede gæsteindlæg, har jeg virkelig glædet mig til at lægge på bloggen. Det er skrevet af Mona som jeg kender fra min studietid på jordemoderuddannelsen. Mona har som så mange andre jordemødre valgt at føde hjemme – men hvilke tanker gør man sig i den forbindelse når man selv er indenfor faget, har arbejdet på store specialafdelinger og set lidt af hvert? Skøn læsning om en jordemoders tanker om hjemmefødsel 🙂

Overvejelser og tanker om hjemmefødsel, når man selv er jordemoder
af  jordemoder Mona Holm Jørgensen 

I skrivende stund er jeg nået så vidt, at jeg nu kan føde hjemme. Jeg er 2.gangsfødende og har en søn på godt 2,5 år, der elsker traktorer og generelt alt med hjul, og som ikke har den fjerneste anelse og interesse for, hvad der sker i min mave 🙂 Fred være med det, han finder tidsnok ud af, hvad der venter ham 😉

Vi ved heller ikke denne gang, hvad vi venter os. For os (nok mest mig) er det fedt med den surprise, når så meget under en fødsel, for mig, ikke er så uvant og overraskende i kraft af mit fag.

Mit jordemoderfaglige drive

Jeg dimitterede som jordemoder for 6 år siden sammen med skønne Jordemoderlounges egen Helle. Har været ansat på både Hvidovre Hospital og Odense Universitetshospital, og har arbejdet med alt inden for obstetrikken (fødselshjælp).

I studietiden handlede det for mig om, at opleve så meget patologi som muligt – nok mest for at være godt rustet til fremtiden som jordemoder. Efterhånden som jeg har været jordemoder i længere tid – og det startede nok egentlig ret tidligt i min jordemoderkarriere – er den naturlige fødsel det, der tiltrækker mig og er mit drive. At være på en specialafdeling kræver forståelse for både de komplekse graviditets- og fødselskomplikationer, der kan forekomme, men også nærværet, mødet med den enkelte, tillid, tid mv. har stor betydning.

Jeg har altid bestræbt mig på at holde fødsler så normale som muligt i det omfang, det har kunnet lade sig gøre – at tro på og give kvinden tro på, at det at føde er en naturlig del af livet. Dermed ikke sagt, at jeg er en jordemoder, der nægter kvinder epiduraler mv. – jeg stræber efter at give dem en god oplevelse, men også forsøge at få kroppen til at arbejde selv og få kvinderne til at arbejde med den indstilling til fødslen.

Jeg elsker begge de sider, man får af faget på en specialafdeling, men når tiden ikke er der, og vi som jordemødre bliver mere og mere pressede, så er tanken om mindre afdelinger og hjemmefødsler virkelig tillokkende.

For det er svært på et stort sted, der er underlagt forfærdelig mange krav, procedurer, retningslinjer, tidspres mv. at kunne give fødslerne det, vi rent fagligt ved, der skal til for at en fødsel forløber spontant og naturligt. Men vi gør alt hvad vi kan for at give fødslen det, der er behov for – ro, hygge, tid, tillid, nærvær. Meget af det kan vi sagtens gøre på sygehuset, og jeg er ovenud tilfreds med min arbejdsplads, men tiden og hyggen har ikke altid de bedste vilkår på sygehusene, men har stor betydning for fødslen.

Min første fødsel

Mit hjerte brænder for de normale fødsler og for at få de gravide/fødende til at få øjnene op for dette. Kvinderne har brug for god faglig information for alle aspekter, så de har mulighed for at træffe et valg og gøre fødslerne til deres egne. Mange gør bare som proceduren siger, for jeg tror at man langt fra informerer ordentlig om alle muligheder og valg.

I graviditeten med min søn overvejede jeg også at føde hjemme. Min kæreste var dog ikke spor interesseret i dette, hvorfor det blev ved tanken. Mit behov var heller ikke SÅ stort der, for selvom jeg var jordemoder, så vidste jeg ikke, hvordan lige jeg ville føde og reagere i en fødselssituation. Dog ville jeg  nok have været tryg ved det, men det kræver begge i forholdets accept, før det bliver en god oplevelse. Og selvfølgelig lå det mig nærmere, da jeg har erfaringen med fødslerne, og min kæreste dengang var total uvidende for, hvad der rent faktisk foregår ved en fødsel.

Jeg var dog af den holdning, at lade naturen gå sin gang, at det at føde nok skulle gå – det er naturligt. Jeg nåede nu til 41+0, var utrolig glad for at være gravid, så at få så meget af den som muligt var fantastisk. Dog gik jeg i gang med indledende manøvre for måske at kunne booste kroppen lidt til at komme i gang af sig selv – med utallige hindeløsninger og akupunktur. Endnu en fordel ved at have jordemoderveninder/kollegaer 😉

Jeg nåede til 41+3, ingenting var i gang og jeg udsatte igangsættelse – jeg havde mulighed for at træffe dette valg, da jeg havde viden om fødsler, og troen på at kroppen nok skulle selv. Dog endte det med, at jeg fik taget vandet 41+6 og var dermed sat i gang. For mig er dette dog en mere naturlig og ”skånsom” igangsættelse end pilleræset, som jeg utallige gange har set tage flere dage.

Jeg var dog meget forhippet på, at de veer, de skulle i gang af sig selv, at kroppen skulle have tid. Og den forskruede jordemoderhjerne mente helt klart, at jeg altså lige skulle hjem og vende og ikke noget med ve-drop og dermed først forsøge med akupunktur. Der var ingen modsigelser – jeg er jo jordemoder, og vidste hvad jeg sagde ja/nej til – information!

Det endte med en halv time på vejen hjem igennem København, omkring 30 min. hjemme, for da veerne bare gik over stok og sten, var jeg nu alligevel hurtig nok med at komme afsted på sygehuset igen med udsigt til endnu 30 forholdsvis hæslige minutter igennem byen – så meget for at komme hjem … egentlig dumt 🙂 Men jeg fødte hurtigt og i badekar på stue 8 på Hvidovre hospital og det var en vidunderlig fødsel og en kæmpe fed, vild og surrealistisk ud-af-kroppen oplevelse.

Mona hjemmefødsel1

Min kommende fødsel

I fornemmer nok, at jeg er PRO naturlige fødsler. Så da jeg blev gravid denne gang poppede hjemmefødsel naturligt op på nethinden – også set i bakspejlet af min første fødsel. Tanken blev hurtigt luftet for kæresten, som dog trak på det, hvor min respons bare var: ”Hvad nu hvis jeg sådan RIGTIG gerne vil føde hjemme?” (”kom nu, sig nu bare ja”, tænkte jeg). Og svaret blev: ”jo, hvis du rigtig gerne vil – men det er bare sådan noget grids!”. Så det griseri måtte vi lige samle os om, men forsikrede ham, at det nok ikke ville være så slemt 🙂 Og ”ja, jeg skal da nok selv rydde op” (selvom vi jo godt ved, mellem os, hvem der kommer til at stå for det… haha)

For det første og vigtigste var valget med hjemmefødsel af den simple årsag, at det er så ukompliceret. Man skal ingen steder med veer, der kommer en jordemoder til én, der er tid, ro, hygge, vante omgivelser for parret – BOM, sådan! Man er ikke helt så forhastet ift. fremgang, og man giver lige tid/ro/hvile/energi (mad) for veerne til at rejse sig spontant igen.

For det andet (men langt fra min overvejende grund til at vælge hjemmefødsel) at vise vejen frem. Nogen må vise, at det er ok at føde hjemme/at fødsler kan være naturlige og at vores indgrebsfrekvens skal sænkes. Og hvem andre end jordemødre er passende til dette?

Langt de fleste jordemødre går ind for naturligt forløbende fødsler og til at undgå indgreb, men vilkårene vi er underlagt, gør det svært at indfri det. Jeg vil også bruge min hjemmefødsel som et statement på, at vi tror på, at tid/nærvær/hygge/hvile/energi/tillid/individualitet er vejen frem for at føde. Og ikke procedurer, der ikke efterlader meget til individualitet: Proceduren siger, at nu hun skal presse, og nu er der gået 4 timer uden progression, og hvordan kan det være, hun ikke føder (who wonders, når der er apparatur overalt, ting der blinker, bimler og bamler, neonlysstofrørene, der blænder de trætte, udmattede og fortvivlede øjne, mv.).

Al forskning viser, at det er mindst lige så sikkert at føde hjemme, som på hospital. Ved den mindste mistanke/tvivl om, at den enkelte fødsel måske ikke er/bliver helt normal overflytter man til hospitalet, og man anbefaler kun kvinder at føde hjemme, der er sunde og raske, har haft normal graviditet og forventet normal fødsel. Endvidere viser forskning også, at HAR man valgt en hjemmefødsel, men alligevel bliver overflyttet pga. fx behov for smertelindring eller manglende fremgang, så føder man mere ukompliceret trods alt.

Og vælger man endvidere en hjemmefødsel til, så får man ofte en jordemoder hjem til sig i god tid, og for førstegangsfødende ofte på et tidspunkt i fødslen, hvor man formentlig endnu ikke var taget på hospitalet alligevel, da man måske knap er i aktiv fødsel. Dermed har man støtten ret tidligt i forløbet til at få ro, smertelindre, tryghed mv. Og det er også en fordel for førstegangsfødende, der selvfølgelig ikke ved, hvordan de vil føde og reagere på en fødsel. Skulle man så ende med, at man ikke kan holde til det, så tager man på sygehuset. Men man skal selvfølgelig være tryg ved at føde hjemme, og nogen er mere trygge ved hospitalet, og så er det også rigtig godt. Men vigtigt man tager valget!

Mit valg er jeg ovenud glad for, og jeg og min kæreste er klar til den kommende fødsel. Og efter en temaaften om hjemmefødsel, hvor også andre professionelle forsikrede ham om både griseri vs. oprydning og det sikre ved hjemmefødsler, er han også helt indforstået med en hjemmefødsel, og ville ligesom andre mænd (tænker jeg) gerne have styr på det praktiske i en fart.

Jeg er dog heller ikke forblændet af mit ønske om at føde hjemme, at jeg trodser alle procedurer og fornuft. For jeg går heller ikke imod forskning og fornuft, der viser, hvornår man IKKE bør føde hjemme. Der er helt klart også mange gode grunde og årsager til at føde på sygehuset.

Det jeg umiddelbart har imod mig er, at fødslen skal starte spontant. Og jeg kan godt fornemme min mulige skuffelse, hvis dette ikke kommer til at ske, og at jeg dermed skal føde på hospitalet. Men jeg har dog indstillet mig på, at det kan komme til at ske! Men også derfor sætter jeg ind lidt tidligere denne gang med hindeløsninger og akupunktur i håbet om at booste kroppen til at gå i gang selv – og hvad så, om jeg skal køre til Odense (fra Vejle) 3 gange på en uge for at få lidt ”kollegial” hjælp 😉

Sengen er nu klodset op og klargjort med diverse beskyttende materialer, det avancerede oppustelige badebassin er hentet, pumper afprøvet, så vi ved, hvad der skal gøres, når det går i gang – for ja, vil gerne føde i vand denne gang også, men sengen er klar, hvis det alligevel skulle blive der, jeg føder.

Vi bor dog på 2. sal, og har store vinduespartier lige ud til naboer – men der er intet som lagner og gaffatape ikke kan klare, samt håndklæder og blå stykker i hobetal i tilfælde af overflod af vand og fostervand 🙂 Og heldigvis er byggeriet af massiv beton, så det ender vel næppe med, at jeg ender i badekarret på 1. sal – ha!

Så nu er der ikke meget mere at gøre end at vente. Plukkeveerne er taget til den sidste uges tid, der er nu en uge til termin, så det kan egentlig bare komme an, selvom min hjerne alligevel siger ”stop lige tiden lidt – er jeg klar til at blive mor til to!?!”.

Mange hilsner fra Mona

I skrivende stund har Mona endnu ikke født – det tror jeg ikke ihvertfald, men måske kommer der snart et billede på FB 😉

Vil du læse mere om hjemmefødsel – kan du klikke her

Previous Post Next Post

No Comments

Leave a Reply