Browsing Category

Jordemoderi

Gæsteskriv, Jordemoderi

At være unge forældre

I Danmark er kvindens gennemsnitsalder for fødslen af 1. barn omkring 30 år. Nogle er noget ældre – og nogle er langt yngre. Det sidste gælder for Daniella og Mike på 17 og 19 år. Her fortæller de hvordan de oplevede, at skulle være så unge forældre. Om udfordinger, fordele, omgivelsernes reaktioner og oplevelsen af fødslen. Parret havde aftalt, at Mike selv skulle tage imod sin søn. Det tog Mikes mor – barnets unge, flotte farmor – de skønneste billeder af. Daniella har sendt mig billederne og givet mig lov at bruge dem i indlægget. Læs med og nyd billederne …

At være unge forældre
af Daniella Lodberg og Mike Vid Gard

Da vi først fandt ud af at vi ventede barn var vi lige kommet hjem fra ferie. Da vi havde den positive graviditetstest i hånden, blev vi meget chokerede. Efter at have snakket længe om fordele og ulemper, besluttede vi os til, at det var en opgave vi godt kunne klare. Efterhånden som vi havde vænnet os til tanken, om at skulle være forældre, var det en kæmpe lykke.

Omverdenens reaktion
Selvfølgelig er der nogle, der ser ned på en som ung forælder, og derfor var vi meget nervøse for at skulle fortælle, at vi ventede barn. Heldigvis støttede begge sider af familien os. Da det er to familier med mange, der har været unge forældre, kunne de komme med god støtte og vejledning. Og samtidig også forklare de ting man måtte give slip på, og tage hul på, når der kom en lille.

Der vil nok altid være nogle med fordomme mod unge forældre, og som hende der bærer barnet kan det være hårdt at støde på de folk.

Daniella:

’’Jeg blev tit skide usikker på, om det var det rigtige valg, da folk på skolen bagtalte og snakkede i hjørnerne om ’hende den gravide’, som jo så var mig. Man ved jo ikke om man skal være glad eller trist. Glad fordi at man glæder sig til det nye liv som mor og den lille som vokser i maven. Trist fordi man hører på ’hun er jo kun 17’ eller når man kan se folk bliver forarget over, at man vælger at være ung forælder. ’’

Mike:

’’Jeg var heldig at gå på en voksenuddannelse, hvor jeg havde en moden klasse, og her oplevede jeg ikke mennesker, der snakkede negativt eller lignende. Jeg var den yngste i min klasse og var 18 på det tidspunkt, så selvfølgelig blev alle overraskede. Jeg synes selv at min klasse og familie støttede rigtigt godt op om vores valg. Man skal som ung forælder være klar på, at man ikke længere har den samme tid til sine venner, og man finder hurtigt ud af hvilke venner det fungerer med.
Resten forsvinder lige så småt af sig selv.’’

Udfordringer
Vi har oplevet at flere af vores tidligere venner falder fra, ikke fordi de ikke bryder sig om tanken om, at vi skulle have barn, men fordi vi ikke længere kan deltage i mange af de samme ting. Det kan også være svært at få økonomien til at hænge sammen. Som ung har man ikke så meget at gøre godt med – og pludselig er der et barn at forsørge. Og ja det er noget dyrere end man regner med! Hver gang man vil købe noget til sig selv, er man nødt til at stoppe op og overveje hvad barnet kan have brug for, for den samme slat penge. Pludselig køber man alt på tilbud, især hvis man som os, skal spare op til indskud til lejlighed samtidig.

Fordele
Det at være ung forælder har heldigvis også en masse fordele – man har overskuddet og energien til at overskue opgaven. Vi har selv begge haft unge forældre, og ved hvor tæt knyttet man bliver, da der ikke er en kæmpe aldersforskel. Og så er man stadig ung når barnet bliver voksent. Graviditeten og fødslen forløber sig også mere problem- og smertefrit, og kroppen kommer hurtigere ovenpå igen, for det meste uden skavanker.

Fødslen går igang
Under graviditeten gik alt som det skulle, men ventetiden var lang. Den sidste måned var fyldt med plukkeveer og vi rendte frem og tilbage mellem fødegang og hjem. Vi havde jo ikke prøvet det før og vidste ikke helt hvordan det skulle føles.

Klokken 23:03 vågnede jeg med en vild pressetrang. Jeg gik fra seng til toilet og kunne ikke rigtig finde ro. Jeg klagede over smerter og ubehag til min svigerfar – og han var stensikker på at jeg skulle føde. Da vi havde været så mange gange på fødegangen – uden tegn på fødsel – kunne jeg ikke tro på det.
Efter mange vejrtrækninger tog jeg mig endelig sammen til at ringe, og da jordmoderen hørte mig i telefonen, var hun også overbevist om, at jeg nok skulle føde.

På fødegangen
Da vi ankom på fødegangen, blev jeg ramt af lykke og glæde, for jeg skulle føde med min egen jordmoder, hvilket jeg havde håbet og ønsket. Vi fik med det samme en stue og her kom jeg i et varmt karbad for at lindre smerterne. Det kan anbefales!

Efter nogle timer med veer uden pause, ønskede jeg noget smertestillende. Pludselig vrimlede det med folk på stuen, narkoselæge, fødselslæge, assistent samt kæreste og svigermor.
De var alle forvirrede og bekymrede, da de ikke kunne finde en puls på barnet. Min jordmoder kendte mig så godt, at hun ikke var bekymret, men hun skulle ringe efter assistance alligevel.

Da de andre osse var overbevist om, at der ikke var noget galt, fik jeg endelig en epiduralblokade og fik sovet et par timer, det gjorde Mike også.
Kl. 06 vågnede jeg med presseveer og jeg fik ENDELIG lov til at presse, det var så skønt!

Mike hjælper selv vores søn til verden
Min jordemoder var rigtig god til at berolige mig og fortælle hvordan jeg skulle forholde mig, mens kæreste og svigermor på sidelinjen støttede mig. Vi havde på forhånd aftalt, at det var Mike der skulle tage i mod barnet, så da jordemoderen kunne se skuldrene lod hun ham tage over. Dér var han, i fars arme klokken 06:31, vores smukke søn! En sund og rask dreng, på 3470 gram, og 52 cm.

Vi er lykkelige over den fantastiske fødsel, og vildeste oplevelse. Vores søn trives og vi ser lyst på fremtiden. Men mest af alt, er vi glade for at kunne bevise, at unge forældre ikke skal ses ned på!

Mange hilsner fra Daniella og Mike

Parret har givet lov til at billeder fra fødslen er med i indlægget. De er fantastiske 🙂 Se bare her :

Skuldrene er forløst og Mike løfter sin søn ud i livet …

Sammen løfter Daniella og Mike deres fine lille dreng op på mors bryst …

Jeg forløser moderkagen. Pulsationen i navlesnoren er ophørt og far afnavler …

Fødslen er godt overstået. Mor, far og søn har alle 3 ydet den flotteste indsats…. og alt er foreviget på telefonen …

Tak til jer Daniella og Mike for jeres vilje, lyst og mod til at fortælle jeres historie

/Helle

I Esbjerg findes et særligt tilbud til unge familier. Alle gravide fra 22 år og nedefter, inviteres til at gå i jordemoderkonsultation i Familiens Hus. Man kan vælge udelukkende at deltage i jordemoderkonsultationen – som ikke adskiller sig fra det gængse tilbud, bortset fra mere tid til den enkelte. Har man lyst er der mulighed for at følge fødsels – og forældreforberedelse i en graviditetscafé sammen med andre unge. For de der stadig går i skole eller påtænker at starte en uddannelse, er der mulighed for et længere forløb – med fokus på uddannelse, arbejde og hverdag med et lille barn.

Har du lyst at vide mere er der et blogindlæg om at være jordemoder i Familiens Hus  her

Et link til Familiens Hus hjemmeside her

Og en film fra TV Syd om jordemoderkonsultationen og husets øvrige tilbud her 

Jordemoderi

Fødsel i 1957

Så får du en ny beretning, i rækken af fødselserindringer fra 1950’erne. Kvinderne der fortæller, er gamle nu, men engang var det dem, der var unge nybagte mødre. Alle er de nu langt oppe i 80’erne. Meget af livet er måske glemt, men fødselsoplevelsen står klart prentet i krop og sjæl.

1950’erne var en tid, hvor mange kvinder var hjemmegående husmødre og fødselsårgangene var store. Omend der ikke blev født helt så mange børn, som i ‘mørklægningsgenerationen’. Det kaldte man det babyboom, der kom lige efter besættelsen ;-).

Hanne fik nu kun 1 barn, og her fortæller hun om datterens fødsel i 1957. Hanne og Jørgen boede dengang i 2 trange værelser med køjesenge. Derfor havde Hannes forældre tilbudt, at hun kunne komme hjem til dem og føde istedet.

Fødsel i 1957

“Jeg havde været i skoven og plukke hindbær, sammen med mine 2 små brødre.
På hjemvejen begyndte vandet pludselig, at rende nedad mine lår og ben. Jeg blev lidt overrasket – og osse lidt forskrækket og sørgede for at komme hjemad, så hurtigt jeg kunne.

Mine forældre havde tilbudt, at jeg kunne komme hjem til dem og føde. Min mand og jeg boede i to små værelser – med køjesenge!

Det her var en søndag eftermiddag.
Hen på aftenen var veerne kraftige og hyppige og min far måtte afsted efter jordemoderen.
Der var 4 kilometer og vi havde ingen telefon.

Jordemoderen kom ved midnatstid. Veerne var der, men det blev ikke rigtig til noget.
Jeg syntes det var meget pinefuldt og jeg fik lattergas. På et tidspunkt sagde jeg : ” Jeg forstår det sørme ikke”. Jordemoderen spurgte, hvad det var jeg ikke forstod. Jo, jeg forstår ikke, at Stinne har født 11 børn! Stinne var min venindes mor.  Det er der da så mange der har, sagde jordemoderen, din egen mor har født 8 gange.  Jeg kan huske jeg tænkte, at hvad hjalp det mig.

Min far havde det helt elendigt på mine vegne. På et tidspunkt sagde han, at når min mor havde født os børn, havde det været så let som at smutte mandler. Senere kom lægen og min far bad om, de ikke nok ville sende mig på sygehuset. Jordemoderen sagde, at det kunne de da godt gøre, men der ville jeg ikke få den samme omsorg som hjemme. For som hun sagde, så var der mange, der skulle hjælpes på sygehuset.

Jeg blev altså hjemme og endelig ud på eftermiddagen – om tirsdagen – kom min lille pige til verden. Dejligt!
Min mand havde boet alene i Esbjerg, mens alt dette stod på.

Lige inden min datter kom til verden, havde jordemoderen givet mig et lille klip, for at der skulle være mere plads. Det var meget smertefuldt. Bagefter skulle jeg så syes sammen igen og det var heller ikke rart. Jordemoderen sagde, at det blev et helt lille kunstbroderi.

Jeg syntes, at min lille pige så meget mærkelig ud. Nærmest som om baghovedet, sad højt oppe på hovedet. Min mor gik ud og sagde til min lillebror, at barnet vist var vanskabt.
Det havde jordemoderen nu ikke sagt noget om. Men måske havde hun tænkt det, for dagen efter kom hun forbi for at se til os. Det første hun sagde var, at nu var pigen jo blevet fin og at alt var som det skulle være.

Og det har det været siden ….”

Vil du læse flere af de skønne gamle beretninger finder du en her og her

/Helle

Jordemoderi

Nu er de gamle, men engang var de nybagte mødre

Her får du en fødselsberetning fra 1956. Det er den første i en række historier, jeg har fået af kvinder, der for de flestes vedkommende nu er over 80 år gamle. Fælles for kvinderne er, at de har født i 1950’erne. Årtiet efter 2. verdenskrig – og årtiet før ungdomsoprøret, kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og fødslernes indtog på sygehusene. Et lille stykke danmarks, kvinde – og fødselshistorie.

Denne beretning er fortalt af  Kirstine, som fik sit første barn på en privat fødeklinik i 1956.

“Jeg blev forlovet da jeg var 19 år og gift da jeg fyldte 20. Dengang i 50’erne, var man først myndig, når man blev 21, så jeg skulle have min fars tilladelse til at gifte mig. Alle troede, at jeg skulle giftes fordi jeg var gravid. ‘Vi kan godt se, der er 3 på brudebilledet’ sagde de, men faktisk gik der 7 år inden jeg fik mit første barn. Jeg blev så glad, da jeg fandt ud af, at jeg endelig var gravid, at jeg lovede Gud, at hvis det blev en dreng, skulle han være præst. Piger kunne ikke være præster dengang.

En af min mands arbejdskammeraters kone, havde netop født på hospitalet. Hun fortalte mig, at det var farligt at føde der, så hun syntes jeg skulle føde hjemme. Hvorfor det var farligt, sagde hun ikke og jeg havde heller ikke lyst til at vide det. Men jeg havde bestemt heller ikke lyst til at føde hjemme. Vi boede i en lillebitte lejlighed på 3.sal, hvor der var meget trangt og meget lydt. Min mand og jeg besluttede derfor, at betale for at jeg kunne føde på en lille fødeklinik.

Der lå vist kun een fødeklinik i Esbjerg og jordemoderen der havde den, hed fru Gregersen.
Det var så osse hos hende jeg skulle gå til svangerskabsundersøgelser.
Hendes klinik lå lige overfor kirkegården. Første gang jeg kom, pegede hun derover og sagde at der på kirkegården, lå både hendes mand og lille søn, som hun havde mistet, da han var 3 år. Det synes jeg var noget sært noget, at sige til en i omstændigheder. Hver gang jeg gik op af hendes trappe, tænkte jeg på, at jordemoderens lille dreng var død – og så holdt jeg om min store mave.

Et stykke tid efter min termin, bankede det på vores dør. Det var fru Gregersen, der kom pustende op ad trappen og spurgte, hvor jeg blev af. Jeg sagde, at jeg da vel ikke skulle komme før fødslen gik i gang.
Hun mente nu nok, at det var på høje tid barnet kom ud, så jeg skulle gå til min læge og få en pille, der kunne sætte gang i fødslen.

Det gjorde jeg så næste formiddag og om eftermiddagen begyndte veerne.
Ud på aftenen, turde min mand ikke have mig hjemme længere. Han satte min taske bag på cyklen og så gik vi ud på klinikken. Jeg stod i døren og kiggede efter ham, da han cyklede hjem.

Fru Gregersen undersøgte mig og sagde, at det slet ikke var tid og så blev jeg bedt om at lægge mig i en seng og sove. Sove kunne jeg godt nok ikke. Det gjorde så ondt, at jeg hele natten kravlede op og ned af den høje seng. Fru Gregersen kunne åbenbart godt sove, ikke en eneste gang kiggede hun ind til mig.


Ud på morgenen, skreg jeg vist så højt, at jeg vækkede hende. Hun kom i hvert fald ind og ringede derefter til lægen. Lægen kom og jeg fik en maske over næse og mund og pludselig fik jeg min lille dreng op til mig. Jeg var så omtåget af masken, at jeg nærmest ikke opdagede han kom ud. Det har jeg tit været ked af.

Jeg var på klinikken i 10 dage. Jeg lå på stue sammen med en anden kvinde. Hun var fra Fanø og havde født en lille pige, dagen efter mig. Vi måtte ikke have vores børn hos os om natten, fordi vi var 2 på stuen. Man kunne vist godt have fået et eneværelse, hvor man kunne have vuggen ved siden af sengen, men det kostede mere end vi havde råd til.

Fru Gregersen havde en ung pige til at hjælpe sig på klinikken. Hun boede på et værelse i kælderen og havde selv et barn, men vistnok ingen mand. Hun var rigtig sød og kom faktisk engang senere hen og besøgte mig, i vores lejlighed. Der havde hun chokolade med. Det var mest hende, der bar de små ind til os, når de skreg om natten. Hverken damen fra Fanø eller jeg, kunne sove og i dag fatter jeg ikke, at jeg ikke bare tog min dreng og gik hjem. Men vi havde strenge ordre på, at vi skulle hvile og komme os efter fødslen, så det var nok derfor.

Da jeg skulle hjem, kom min mand og hentede mig. Jeg kan huske at jordemoderen sagde, at så længe vi var i hendes hus, var barnet hendes ansvar, så det var hende, der skulle bære ham hen til døren. Så gik min mand lige hen til vuggen og tog vores barn og sagde, at nu var drengen hans ansvar. Jeg blev helt stolt. Og endelig følte jeg, at barnet helt var vores.

Næste barn fødte jeg 1 ½ år senere, stille og roligt og meget hurtigt hjemme.”

Jordemoderi

Min FØDSELsdag

Hvis du er vokset op hos den kvinde, der har født dig, så har du helt sikkert hørt historien om din fødsel, mange gange i løbet af din opvækst. Nogle gange leger jeg ”fortæl din egen fødsel” med pigerne på mine fødselsforberedelseshold. Det er vildt sjovt og tankevækkende, at høre hvilke vinkler historierne har.
Og især hvilke detaljer, deres mødre har valgt, at fortælle videre til døtrene.

Meget ofte er der fokus på noget jordemoderen, har sagt eller gjort. Det gælder osse min egen mors beretning. Det var nemlig altid med i historien om min fødsel, at jordemoderen var mindst 80 år og kostede rundt med min far. Og at han ærefrygtigt, adlød alle hendes ordrer.

I dag skruer jeg tiden tilbage til 21. april 1958, til en lejlighed på Kaj Munksvej i Århus.
Netop den dag, hvor min far blev kaldt hjem fra kontoret, for at hjælpe en striks gammel jordemoder …..

Min mor fødte hjemme, det var det mest almindelige i 1950’erne. I god tid før fødslen, havde hun hentet en pakke hos lægen. I den var der forskelligt, jordemoderen skulle bruge. Min mor havde fået strenge ordre på, ikke at lukke pakken op.

Min mormor var ankommet fra København en uges tid før, for at hjælpe min mor under fødslen. Lige den dag orkede de ikke at vente mere og ville tage ind og drikke kaffe i Salling. ‘Men du ville nok med’, sagde min mor altid til mig – for inden de var halvejs henne ved busstoppestedet satte veerne ind.

Min mormor, som jo egentlig skulle støtte min mor, forsvandt istedet ned på legepladsen med min bror og overlod hjælperiet til min far. Han var cyklet hjem i huj og hast med sin evindelige alpehue, flyvende efter sig. Han når lige at smide cyklen i gården, da jordemoderen ankommer. Bær min taske op, siger hun til ham.

Min mor har fortalt, at hun stod og klamrede sig til dørkarmen, da de kom ind. Da jordemoderen ser min mor, råber hun:  jamen du presser jo, lille ven! Og så var det, at kosteriet begyndte.
Min far skulle hjælpe min mor i seng, han skulle ringe efter doktoren, han skulle koge vand og så skulle han sætte strygebrættet op. Det var nemlig på det, tingene fra pakken skulle stå.

Gad vide om han nåede det hele, for vips var jeg født. Og det så helt forfærdeligt ud – sagde min far. Efter et par timer blev jordemoderen afløst af en hjemmesygeplejerske, der passede og plejede mor og barn.
Og i øvrigt kom på besøg, hver dag i 10 dage!

Jeg synes jo det lyder som en drømmefødsel – og sikke da et dejligt 8 pundsbarn 😉

Kærlig hilsen Helle

Jordemoderi

‘Nu er du her’

“Jeg har ventet på dig og nu er du her”

Findes der mon et mere hjertegribende øjeblik, end når du møder dit nyfødte barn for første gang.
Det øjeblik hvor barnet måske stadig er forbundet til din krop gennem navlesnoren, men snart skal leve sit eget liv.
Lige det øjeblik hvor barnet, du har ventet på i mange måneder – og arbejdet for at bringe til verden i timer eller døgn – er her. Øjeblikket hvor tiden står stille på fødestuen og hvor fosteret bliver et barn, der folder lungerne ud og tager livet til sig.

Et transformerende øjeblik hvor to mennesker bliver forældre for første gang – eller igen – og suger den nye kærlighed ind med åbne hjerter. Netop det øjeblik hvor det går op for mor, at hun kunne – hvadenten det blev en vaginal fødsel eller et kejsersnit – og hvor far græder af lettelse og stolthed …

Det øjeblik sitrer fødestuen af kærlighed – og jeg tror aldrig man glemmer det.

Jeg er taknemmelig over, at have fået lov at låne jeres mest gribende billeder, hvor stemningen på fineste vis er fanget ind. Stemningen i det øjeblik, hvor mor og barn for første gang forenes som to selvstændige individer – og dog i tæt symbiose ♥ Der er både billeder fra vaginale fødsler og kejsersnit for som Nanna skrev til mig : “Kejsersnit kan osse være de fineste og nære fødselsoplevelser, hvor slanger, venflons og udstyr forsvinder og man mærker det lille nye menneskebarn helt ind i sjælen”

Billederne taler for sig selv – og går lige i hjertet :

Carina får Leopold i armene. August 2014

Josefine med lille Lukas, januar 2016 . Et billede siger mere end tusind ord …

Nadia og Astrid. Et tårevædet øjeblik. Akut kejsersnit. September 2015

En glad og lettet Lise med sin skønne baby 2016

Christel fødte sødeste lille Oscar ved akut kejsersnit december 2015. Oscar er godt gemt i svøbet .

Christel med helt nyfødte Johan. 2013

Rikke med en lille nyfødt Lucia. Kejsersnit 12. februar 2015

Janet fødte sin lille dreng i vand. Hun havde planlagt lotusfødsel. Link nederst.

Louise møder sin søn Sejr Elias for første gang. August 2015

Lisette med Alfred.  Nyfødt familielykke på operationsstuen, september 2016

Hanna med en lille nyfødt Vigga på maven. Fødsel efter igangsættelse 38+0. Juni 2016

Stille lykke. Sanne fik planlagt kejsersnit maj 2016 – efter 2 akutte kejsersnit i 2005 0g 2007.

Sofie med Falke i armene. Hjemmefødsel december 2015

Trine har haft 3 ‘vågne’ kejsersnit. Jordemoderen lægger barnet mod Trines kind.

Hej mor – en nyfødt Alfred trygt i fars arm. September 2016

Nannas nyfødte pige på sin mors bryst – og fars arme omkring. Nanna beroliger pigen med at synge.

Dorrit med en lille  nyfødt Albert. Kejsersnit uge 35+5. Januar 2015

Carina med en lille nyfødt Leopold

Rikke med lille Lucia

Nogen gange er virkeligheden anderledes

Undertiden er der fødselskomplikationer, der gør at mor og barn ikke forenes umiddelbart. Så går der måske et par timer inden det første møde. Det kan være tilfældet efter et kejsersnit i fuld narkose. Barnet får så den første vigtige hud mod hud kontakt med far. Og når mor er vågnet, forenes familien.

Stine kommer på ‘opvågningen’ efter sit kejsersnit. En time efter får hun Lasse i armene. Juli 2016

Forsinket moderlykke
Undertiden skal kærligheden måske have lidt tid til at indfinde sig. Det er mere normalt end man umiddelbart tror. Manglende moderlykke forekommer både ved ukomplicerede fødselsforløb og ved fødsler, der måske ikke gik helt som man havde forventet. Statistisk set sker det lidt oftere for kvinder med komplicerede forløb.

At man ikke er lykkeombrust med det samme, er helt normalt, men lidt af et tabu. Der er dog ikke andet at gøre end at sige det højt, sætte ord på det  – og tage emnet op med sundhedsplejersken hvis moderfølelsen ikke så småt indfinder sig inden for de første dage til uger.

Tusind tak til Diana, Carina, Josefine, Nadia, Lise, Christel, Christel R, Rikke, Janet, Louise, Lisette, Hanna, Sanne, Sofie, Trine, Dorrit, Nanna, Stine – og Ricki Lake for lån af  de rørende billeder fra jeres allerførste møde med den lille ny …  på den anden side af livmoderen 🙂

Link til Lotusfødsel her

Nogen gange kan selve fødslen være svær at rumme. Sådan havde Tine det – læs hendes historie her

Kh. Helle

Jordemoderi

Yummy  tummy – med og uden strækmærker

Striae gravidarum – osse kaldet strækmærker, er et meget almindeligt og naturligt tegn på, at en kvinde har været gravid. Som regel optræder strækmærkerne i andet trimester og er et resultat af at huden og bindevævet underneden, bliver strukket udover den grænse, som elasticiteten kan holde til. Og når man er gravid er den grænse nedsat. Det skyldes øget tilstedeværelse af det kvindelige kønshormon østrogen.

Huden består af 3 lag. Det yderste lag kaldes epidermis og er det lag vi kan se og føle. Herunder ligger dermis som er det miderste lag og hypodermis som er det dybest liggende lag. Strækmærker opstår i dermis og ses som rødviolette streger henover især mave, men osse bryster og måske hofter. Faktisk er det man kan se, hudlaget under og de blodårer der løber i det.


Med tiden vil strækmærkerne ligesom andre ar, blive mindre tydelige. Blandt andet fordi de ændrer farve og bliver hvide eller let sølvfarvede. Men som en ganske ung far i min konsultation sagde, så er det jo hverken farligt, forkert eller grimt at have strækmærker – men snarere et hæderstegn på mor-værdigheden !
Den lar’ vi lige stå et øjeblik 🙂

På Jordemoderlounges Instagram profil, har jeg spurgt om, hvordan kvinder har det med deres strækmærker. Det er der kommet en vidunderlig tråd ud af – med mange fine betragtninger om morkroppen. For nogle er det naturligt, noget som bare er. Andre har en stolthed over tegnet på at have båret et barn og atter andre er lykkelige over ikke have fået strækmærker eller synes det er træls at de har. Tak til alle jer der har bidraget. Und dig selv at læse kvindernes gode indspark !

Men men men –  uanset hvordan man ser på det, så bliver tilværelsen lettere når man anerkender, at livet og tiden giver os en naturlig patina. Det perfekte findes ikke og intet varer ved ♥

Et spørgsmål jeg ofte får, er hvorfor ikke alle får strækmærker – og om man selv kan gøre noget for at undgå det.

Og ja det er rigtigt, at det langtfra er alle der får strækmærker. Chancen er fiftyfifty, da rundt regnet 50 % vil undgå det. Undersøgelser viser, at der er stor forskel på hvordan huden responderer på den hormonelle påvirkning under graviditet og at der ligeledes er forskel på forskellige hudtypers elasticitet. Altså cellernes evne til at producere elastin og kollagen. Dette kan være genetisk betinget. Måske er det ikke gener fra din mor, du har lige på det her punkt, så selvom hun fik strækmærker er det langtfra sikkert du får. Og omvendt.

Man ved ligeledes fra undersøgelser at BMI og alder kan være medvirkende. Og det er ikke ‘ældre’ gravide der løber med pokalen her – faktisk ses strækmærker hyppigere hos unge gravide.
Det antages osse at kroppens stressniveau kan spille en en rolle, eftersom tilstedeværelsen af binyrebarkhormonet cortisol, der udskilles under længerevarende stress, påvirker huden i negativ retning. Rygning disponerer osse for strækmærker, men det er en bagatel ift. tobaks øvrige indvirkning på din krop og barnets sundhed.

Kan man selv forebygge, f.ex ved at smøre med olie eller creme ?

Nej – og ja.  Dejlig vattet svar, ikke ?

Med nej, mener jeg at der ikke er evidens for at strækmærker kan forebygges. Der er lavet en del undersøgelse med påsmøring af diverse olier og cremer. Herunder sheabutter, kakaosmør, olivenolie, mandelolie og andre lækkerier. Ingen af disse substanser har molekyler der er små nok til at trænge ned i hudens dybe lag. Angiveligt har stærk A-vitaminsyre den evne – men er til gengæld  kendt for at kunne forårsage fosterskader – så ud med det.

Men når jeg siger ja til at du selv kan gøre noget, er det fordi jeg er af den overbevisning, at du til en hvis grad kan styrke hud og bindevæv med din kost og livstil. Jeg siger ikke at du kan undgå hudforandringer, men du kan styrke hudens kollagen og elastin ved at spise sundt, holde et stabilt blodsukker og holde fordøjelsen optimal. Med hvad og hvordan kan du læse ved at gå ind på links herunder.

Faktisk er der også svag evidens for, at cremer med indhold af urten Centella Asiatica, kan have en gunstig indvirkning. Sandsynligvis ikke på opståen af strækmærker, men måske på hvor tydelige de bliver. Dette tilsyneladende fordi  Centella Asiatica, kan hjælpe kollagensyntesen og gøre  de svækkede hudfibre i bristningen  stærkere.  Lige inden strækmærkerne viser sig, kan du have rødme og ubehagelig kløe i huden. Og her hjælper det bestemt at smøre med en god creme eller olie.

Og så skal du tage din navlepiercing ud – så tidligt som muligt. Den bristede hud fra gennemboringen, har en tendens til at danne yderligere bristninger i vævet. Især hvis piercingen bliver siddende i, mens maven vokser.

Men ellers, lev gladeligt med, at det kan ses på din krop at du har næret et barn i din krop i 9 måneder – det er sgu da et hæderstegn 

LINKS

Spis dig spændstig

Barselsmad der nærer kroppen

Giftfri graviditet

Gæsteskriv, Jordemoderi

Lotusfødsel

På fødegangen afnavler vi som regel barnet, når navlesnoren begynder at slappes. Det sker fordi pulsationen af blod fra moderkagen til barnet ophører og karrene indeni navlesnoren geleterer og lukkes. Det betegnes sen afnavling,  imodsætning til den hurtige afnavling, som foretages i de tilfælde, hvor barnet har brug for at blive tilset af en børnelæge med det samme. Det er yderst sjældent vi har lotusfødsler på sygehuset, men ved en lotusfødsel, lades navlesnoren fuldstændig urørt, så barn og moderkage er forbundet i de 3-10 dage det tager, inden navlesnoren er tørret ind og der sker en naturlig adskillelse. Continue Reading

Jordemoderi

Sådan gavner fosterfedt din baby

Forleden tog jeg imod en lille fyr, der var helt dækket af et tykt lag fint, hvidt fosterfedt – det er hans små ben, du ser på billedet. Det er meget forskelligt hvor meget fosterfedt de nyfødte ’har på’, men hos ham her, havde naturen været gavmild. ’Øhhh skal han ikke vaskes’ spurgte den nybagte far. Og nope – det skal han ikke – fosterfedtet er nemlig osse gavnligt efter fødslen og trænger hurtigt ind i barnets hud. Continue Reading

Jordemoderi

Om Smertefri Fødsel

De af jer, der kender mig eller måske har fulgt bloggen gennem længere tid, kender osse min interesse for fødselsforberederen Anja Bay’s metode om smertefri fødsel – hvorfor ? Fordi det i sin helt basale grundsubstans er en konkret, handlingsanvisende håndsrækning til gravide kvinder og deres fødselshjælpere. Continue Reading