Opskrifter

Bonebroth er perfekt barselsmad

Bonebroth er noget nær det mest styrkende, du kan indtage efter fødslen – og i hele den periode der kaldes puerperiet. Puerperiet er tiden efter fødslen, hvor kroppen restituerer og  gradvist vender tilbage til den før-gravide tilstand. Bonebroth er perfekt barselmad, fordi det er en blød, nærende fond, som virker helende ind på krop og sjæl.

Der er en grund til, at vores bedstemødre fodrede os med hjemmelavet suppe når vi var syge. Det er nemlig gammel husmoderviden, at varm, nærende suppe er noget af det bedste til genopbygning af kroppen efter anstrengelser som stress, sygdom eller fødsel. Og hvis suppen så tilberedes som en kyllingefond som her, bliver mineralindholdet let tilgængeligt og proteinindholdet højt. En lang kogetid sammen med syre fra citronsaft, fravrister nemlig kyllingebenene mineraler og aminosyrer i en letoptagelig form. Bonebroth er perfekt barselsmad – og perfekt kvindemad i det hele taget …

Bonebroth tilberedes ved langtidskogning – altså virkelig laaaaangtidskogning – af f.ex kyllingeben. Langtidskogningen frigiver bla. kollagen (jeps, det der holder huden stram og spændstig) samt gelatine. To substanser du gerne vil indtage, fordi de styrker hud, hår og negle.

Sådan styrker og nærer bonebroth postpartum morkroppen:

  • Det kan have tæret på dine kalkdepoter, at danne barnets knogler. Mineralerne calcium, magnesium, silicium og adskillige spormineraler, genopbygger dine knogler og styrker dine tænder.
  • Led og ledbånd har været strakt og belastet i graviditeten. Indholdet af kollagen og gelatine i bonebroth indvirker på leddenes styrke og smidighed. Samtidig næres hud og bindevæv, så maveskindet kan trække sig fint sammen igen.
  • Gelatine virker helende på tarmsystemets celler – især hvis du har lidt af forstoppelse under graviditeten eller fået antibiotika i forbindelse med fødslen.
  • Indholdet af forskellige aminosyrer fremmer sårhelingen. Dette er af betydning hvis du er bristet, fået lagt en episiotomi (klip i mellemkødet) eller har fået kejsersnit.
  • Og så styrker varm suppe kogt på fondmåden dit imunforsvar, som helt naturligt har været nedsat under graviditeten.
  • Proteinindholdet i bonebroth giver energi og holder dig mæt, så du ikke så let flyver i de hurtige kulhydrater. Hvilket ellers er for fristende, efter en nat med en vågen baby.

Der findes mange opskrifter på bonebroth !

….men jeg springer over hvor gærdet er lavest og gør sådan her :

Sæt en økologisk kylling i ovnen i din stegeso eller et ildfast fad og lad den blive mør igennem et par timer. Når kyllingen er spist lægger du benene (kyllingens) i en gryde, dækker med vand, hælder en god sjat citronsaft i gryden og tilsætter en suppevisk. En suppevisk er en dusk krydderurter, samlet med bomuldsgarn, det man i franske kogebøger kalder en Bouqet garni. Suppevisken fremhæver suppens smag. Især estragon og rosmarin er suveræne til kylling.

Så lader du kyllingeben og suppevisk  småsimre med citronsaften i 6-8 timer – eller længere. Herefter kan suppen sies og afkøles. Du vil se at den geleterer. Det er gelatine toploadet med kollagen og næringsstoffer.

Bonebroth kan holde sig nogle dage på køl – og når du varmer det op bliver det den lækreste suppe. Tilsæt evt. kyllingekød eller yderligere urter.

Du kan lave samme nummer med fiskeben – og lave en skøn fiskefond til fiskesuppe. Det får du en opskrift på i et senere indlæg.

Velbekomme ♥

Andre indlæg om barselsmad finder du her :

Barselsmad

Barselspotte

 

Previous Post Next Post

No Comments

Leave a Reply