Bugner dit blommetræ af lækre modne blommer?
Mit gør ikke, for jeg har ikke noget, til gengæld har min kollega Mette en overflod af blommer – og forleden havde hun et par store poser med til mig på fødegangen. Blommerne var søde og gode, men osse af typen ’ spis mig straks’. Nu er der jo grænser for, hvor mange blommer, der sådan kan sættes til livs med det vuns, meeen skidt med det for jeg kender opskriften på Blommebrød ♥
Det gør du osse lige om lidt, for den er lige her …
Blommebrød er en mellemting mellem brød og kage – suverænt til the – og hvis du bager det med fuldkornshvedemel er det næsten sundt … forsager du sukker kan du bruge kokosblomstsukker, der ikke stikker af med blodsukkeret på samme måde som rørsukker eller melis. Stevia vil jeg ikke anbefale for det nedsætter frugtbarheden og det bryder jordemødre sig ikke om ;-))
Blommebrød
- 300 g. udstenede blommer i små tern
- 300 g. hvedemel – eller fuldkornshvedemel
- 125 g. øko smør
- 150 g. rørsukker
- 4 æg
- korn fra 1 vaniljestang – skrab kornene ud og bland med lidt sukker til en slags pasta
- 2 tsk. kardemomme
- 1 tsk. kanel
- 1 tsk. stødt ingefær
- 1 tsk. salt
- 1 tsk. bagepulver
- 1 dl. vaniljeskyr
Sukker, smør og vaniljepasta piskes luftigt
Æg tilsættes et ad gangen og der piskes efter hvert
Mel, salt, bagepulver og krydderier sigtes i og alt blandes sammen med blommer og skyr
Dejen fyldes i en smurt sandkageform og bages ved 175 grader i ca. en time.
Køl af på rist inden det vendes ud af formen
Brødet er dejlig frisk, ikke så sødt – og holder sig godt i køleskabet.
Et par efter smager det af mere – og er suverænt efter luning på brødristeren, med koldt smør og måske en god ost.
Det fungerer osse godt i madpakken – men så skal det skære i mindre stykker, da det let smuldrer pga. de mange blommer ….
Velbekomme 🙂
No Comments