Jordemoderi

Bagdelen ved graviditet og fødsel

‘Post partum visdom’ – del 1

Forleden efterlyste jeg eksempler på emner, kvinder gerne ville ha’ været oplyst om i forbindelse med  graviditet og fødsel. Dagen efter bugnede min indbakke og begge tråde på FB og IG blev længere og længere. Herligt! Nu kan man jo ikke tage højde for alt på forhånd og ikke alle gravide deltager i fødselsforberedende undervisning  – men noget tyder på, at noget af det vi jordemødre ikke oplyser så meget om, er tarmsystemets charmerende drillerier, såsom forstoppelse i graviditeten og ondt i bagdelen efter fødslen. Så værs’go her er bagdelen ved graviditet og fødsel og lidt insiderviden om luft, lort og lidelse!

Forstoppelse i graviditeten
Forstoppelse er en hyppig bivirkning til graviditet. Helt naturligt skyldes det, at det hormonflush som kroppen udsættes for, også påvirker tarmsystemet. Tarmens peristaltiske bevægelser som skal klemme fødeindholdet gennem det lange system, er nedsat fordi hormonerne gør tyktarm og tyndtarm slappere. I dag hvor vi ikke ligefrem er truet af hungersnød, er det meget lidt smart – men engang har det været en hensigtsmæssig mekanisme fordi føden på den måde holdes længere i systemet og alle kalorier kunne udnyttes. Når føden er længere om at passere udvikles der gasarter – og det er det der danner øget luft!

 

tarmsystemetEn anden grund til forstoppelse i graviditeten, handler om pladsforhold. Barn og livmoder tager pladsen så fødeindholdet – altså det du har spist 😉  fornemmes at fylde mere og har sværere ved at passere.
Tarmene bliver presset op og ud til siden og indre organer såsom mavesækken presses opefter.

 

Og så er der lige den der anbefaling om jerntilskud. Jern virker ofte stoppende. I første omgang kan du prøve at skifte præparat men hvis din blodprocent er normal, kan du udskifte jernpillen med naturpræparatet Kräuterblut. Jernkoncentrationen er langt fra så høj som i jernpiller men du skal ikke have så meget, fordi optagelsen er bedre.

Er din forstoppelse rigtig slem må du tale med din læge  – men ellers er de naturlige ‘ikke-medicinske’ råd til gravide de samme som til alle andre, for rigtig mange tilfælde af forstoppelse handler om kost og motion.  Spis masser af grønsager, skip hvidt mel og hold dig til fiberholdigt brød, sørg for at drikke vand ellers klumper alle fibrene bare – og ikke mindst bevæg dig! Ud at gå, cykle, svømme, danse eller hvad du har lyst til.

Et godt lille husmortip mod forstoppelse i graviditeten, er at drikke et stort glas lunkent – altså halvt kogt, halvt koldt vand – på fastende hjerte, dvs. som det første du gør når du står op. Lunkent vand skyller tarmene igennem. Har du svært ved det lunkne så put citron i … og tænk på at ondt i maven er værre end at drikke et glas lunkent vand! Kamillete er osse godt – især mod luft i maven.

Eller hva’ med det her lille superråd, som jeg fik af en pige i min konsultation. Hun var af græsk baggrund og fortalte at gravide, der hvor hun kom fra, hver morgen spiste en spiseskefuld citronsaft med olivenolie. Skulle være aldeles virksomt mod forstoppelse og så får du både c-vitamin og god olie, som i tilgift giver spændstigt maveskind og smuk hud.

Virksomt er også rå revne rødbeder og tørret frugt som tørrede abrikoser, figner eller svesker. Tørret frugt har iøvrigt osse et helt naturligt jernindhold. Loppefrøskaller, udblødte hørfrø og chiafrø  er gode kilder til fibre i bagværk, grød, smoothies eller som müesli på youghurt.
Eller hvad med en lææækker fordøjelsesboostende smoothie? Opskrift finder du nederst i indlægget.

Hæmorider
Ses som en udposning på årerne omkring endetarmsåbningen, populært sagt er det åreknuder i bagdelen. Hæmorider opstår på grund af det øgede tryk fra den tunge livmoder og/eller som en bivirkning til pres ved forstoppelse. Nogle fødende får hæmorider under pressefasen pga. det øgede tryk på venerne ved endetarmen. Et isbind efter fødslen kan måske hjælpe dig. Isbind bruges især, hvis du er syet efter fødslen men er også lindrende for hæmorider. Sygehuset har nogle specielle – spørg din fødejordemoder. I handlen fås forskellige cremer til påsmøring – men om de hjælper ved jeg ikke. Er du meget plaget så tal med lægen. Og igen – sørg for at holde tarmsystemet i topform med kost og motion.

Av min bagdel
Flere har skrevet til mig at de gerne ville ha’ vidst, at man kunne få noget så skrækkeligt ondt i bagdelen efter en fødsel. Grunden er som regel muskelømhed, fordi  endetarmsmuskulaturen har været spilet kraftigt ud, da barnets hoved stod på din bækkenbund og skulle presses ud. Endetarmsåbningen og skeden ligger jo lige opad hinanden, så det kan være svært at skelne hvor det egentligt er mest ømt.
Er du til og med bristet i dit perineum  – stykket fra skede til endetarm –  er der al mulig grund til at synes, at det er svært at sidde og bevæge sig i naturligt tempo. Heldigvis går muskelsmerterne over i løbet af et par dage, smerter fra bristninger kan tage noget længere tid alt efter omfang og hvis smerterne skyldes hæmorider der ikke mindskes, så tal med lægen ved den obligatoriske 8-ugers undersøgelse.

Flere af jer har spurgt mig, hvorfor jordemoder eller læge før syning af bristninger, mærker efter i endetarmen. Det kan føles ubehageligt lige efter en fødsel men det er for at være sikker på at man ikke overser en læsion på endetarmsmuskulaturen. I sjældne tilfælde skades fibre fra lukkemusklen under fødslen og hvis det ikke bliver syet kan det give problemer med at holde på afføringen senere i livet, så det vil vi for din skyld helst opdage i tide.

Læs mere om bristninger her

Fordøjelsesfremmende smoothie

Oprindeligt kaldte jeg den ‘afføringssmoothien’ men pigerne i min konsultation synes det lyder for vammelt – så nu hedder den bare ‘Boosteren’ 🙂

  • 1 banan (og niks, banan giver ikke forstoppelse, hvis du sku’ ha’ hørt det)
  • 6 svesker uden sten
  • 2 dl. græsk youghurt
  • saft fra en hel appelsin
  • 1 tsk. chiafrø

Blend alt og rør så en spsk. hørfrøolie i. Skal smoothien være extra effektiv så fortynd med sveskejuice.

Blomsterne er bare for at højne æstetikken på det visuelle plan 😉 Go’ fornøjelse    Kh. Helle

Ps: det kan anbefales at læse bogen ‘Tarme med charme’ der handler om tarmsystemet generelt.
boosteren

Previous Post Next Post

2 Comments

  • Reply Henriette Henriksen august 15, 2016 at 12:46 pm

    Det er nogle rigtig gode tips, meget brugbare 🙂 Jeg får selv jerntilskud og det var det der bragte mig herind, så tak for tippet, skal i fødsel til september 🙂

    • Reply Helle Broch Nielsen august 16, 2016 at 8:30 am

      Tusind tak for din kommentar Henriette <3 Dejligt du kan bruge tips'ne - jeg ønsker dig en rigtig god fødsel og håber du fortsat vil følge med her på siden. Knus Helle

    Leave a Reply