Jordemoderi

10 tegn på at fødslen nærmer sig

Ca. 5 % af alle babyer bliver født på den ultralydsfastsatte terminsdag og hvis ikke den lille har meldt sin ankomst senest den dag, begynder du måske at synes at du er gået over tiden. Men terminsdatoen er kun en teoretisk estimeret dato og  fødslen er ligeså sandsynlig i ugerne op til, som i ugerne efter. Barnet er fuldbårent og betragtes som født til termin fra uge 37 til uge 42. Dit barn kender ikke din kalender men har sin helt egen!

Anna x3

Hvorfor fødslen går i gang på det ene eller andet tidspunkt ved man meget lidt om, men vi ved,  at der foregår en kompliceret hormonel kommunikation mellem dig, dit barn og moderkagen.
At fødselstidpunktet er et mysterium er med til at bevare fødslen som noget naturgivent, vi ikke kan sætte ind i kalenderen på et passende tidspunkt og er dermed en fin øvelse i den uforudsigelighed, hverdagen med en baby byder på.

trinex2

Dermed ikke være sagt, at det ikke også er en stressfaktor når du nu utålmodigt venter på at møde dit barn. En lang række hormonelle processer går i gang i din krop i tiden op til fødslen og der er mange systemer der skal være klar før fødslen kan starte.
Måske har du en diffus og uforklarlig fornemmelse af at der snart sker noget…

Suzanne

Men der er osse mere håndgribelige tegn du kan spotte.
Her får du 10 tegn på at fødslen nærmer sig :

Lightening
I ugerne op til fødslen vil barnet trænge længere ned i dit bækken. Det kaldes lightening og du synes sikkert det bliver nemmere at trække vejret fordi følelsen af at have barn helt oppe i halsen letter. Tilgengæld bliver blæren nu klemt så du må rende oftere på toilettet.

Slimproppen
Igennem graviditeten er livmodermunden lukket til og du har en ca. 3-4 cm. lang livmoderhals.  Livmodermunden er forseglet med en prop af sejt slim, der hindrer bakterier i at trænge op gennem livmoderhalsen. I ugerne op til fødslen begynder bindevævet i livmoderhalsen at blødgøres og det får livmodermunden til at åbne sig en smule, så slimproppen glider ud. Måske opdager du det, måske ikke og der kan stadig være både uger og dage til fødslen går i gang.

Øget tyngdefornemmelse
Står dit barn dybt ned i dit bækken vil du særligt ved bevægelse have fornemmelse af tyngde  nedadtil. Det kan man godt føle længe før fødslen men i dagene op til, vil det som regel tage til og måske vil du også mærke tiltagende ømhed i lænden.

Øget udflåd
I tiden op til fødslen kan du opleve, at have meget mere udflåd end du plejer. Det kan være slimet men er tit helt tyndt og vandigt og kan derfor forveksles med at vandet er gået.

Tegnblødning
Når livmodermunden begynder at åbne sig kan der briste nogle små blodkar og du kan opleve lidt pletblødning eller blodige strejf i udflåddet. Det er normalt men bløder du mere eller er usikker skal du kontakte fødegangen.

Jagende stik
Når bindevævet i livmoderhalsen begynder at nedbrydes, kan det føles som flygtigt jagende stik op gennem skeden.

Tiltagende plukveer
Plukveer er kroppens måde at øve sig på at lave veer. Plukveer er uregelmæssige i styrke og interval og føles som en hård spændthed i livmoderen. Op til fødslen kan plukveerne tage til og blive kraftigere og hyppigere – og måske helt tage pusten fra dig.

Diarre
Mange kvinder oplever at få diarre i de sidste døgn før fødslen. Det er kroppens måde at skille sig af med affaldsstoffer på, så der  ikke skal bruges energi på det når fødslen er i gang – og så gør det plads til at barnet kan glide ned igennem fødselskanalen.

Vandafgang
I film starter fødsler tit med at vandet går i en stor skylle. I virkeligheden starter kun ca. 10-20 % af alle fødsler med vandafgang. Ved termin ligger din baby i knap 1 l. klart fostervand, indeni en 2-laget fosterhinde. Når der går hul på hinderne løber vandet ud og hvis det sker i en skylle er du ikke i tvivl om at der er vandafgang. Ofte står barnet dog så dybt at fostervandet kun siver eller pibler og så kan man være i tvivl. Fostervand er klart, evt. med små hvidlige flager af fosterfedt. Er fostervandet misfarvet, f.ex  grønligt har barnet haft afføring i vandet hvilket er et stresstegn. Ring til fødegangen og snak med en jordemoder ved mistanke om vandafgang.

Veer
De fleste fødsler starter med veer. I starten er veerne flygtige og korte og hjælper til at forkorte din livmoderhals. Det kan være en meget lang proces. Efterhånden tager veerne til og bliver regelmæssige, længere og stærkere og begynder at udvide din livmodermund. Er du 1.gangsfødende og veerne gennem en time har været regelmæssige  med et interval på 3-4 minutter er din livmoderhals sandsynligvis åbnet 3-4 cm. og det er tid at tage ind på fødegangen.

Selvom kvindekroppe reagerer nogenlunde ens i fødselsforløb, så er det kun dig der ved hvornår du har brug for hjælp. Så snart du har behov for det skal du derfor kontakte dit fødested.
Luna 3Tusind tak til Anna, Suzanne, Trine og Luna for lån af de dejlige billeder.

Vil du læse mere om uforudsigelighed så klik her 

Previous Post Next Post

2 Comments

  • Reply Henriette // Blondinemor oktober 19, 2014 at 7:07 pm

    De tegn er gransket mange gange 😉 Første gang gik min fødsel i gang ved vandafgang, og anden gang ved veer. Troede dog vandet var gået aftenen inden, men det var åbenbart for – vandet :/ Så man kan ikke spå om en dyt!

    • Reply Helle Broch Nielsen oktober 20, 2014 at 3:48 pm

      Nej det er svært at spå – især om fremtiden, som de kloge siger 🙂 Det skønne ved fødsler er at de gør som de vil 🙂

    Leave a Reply