Gæsteskriv

Graviditet og fødsel – en rejse med udfordringer

Husker du mon Tine – som sidste år gæstebloggede om sin fødsel her på jordemoderlounge ? Tine havde en udefra set (altså med jordemoderøjne) fin fødsel. Det var bare ikke hendes egen opfattelse. Siden har Tine skrevet en skelsættende bog og udviklet sin egen skønne metode til fødselsforberedelse. Bogen stiller spørgsmålstegn ved vor kulturs opfattelse af fødslen – og de konsekvenser, Tine mener det har haft at rykke fødslerne ind på sygehusene. Bogen fortæller hvordan du selv kan tage ejerskab over din krop og fødslen af dit barn – og du kan downloade den nederst i indlægget (altså ikke fødslen, men bogen). Men læs først med her og bland dig i debatten …
En rejse med udfordringer
Af  fysioterapeut Tine Rossel

Naturlige fødsler helt uden medicinsk påvirkning eller kirurgiske indgreb er ikke den overvejende standard i vores samfund i dag. Der findes selvfølgelig stadig vidunderlige fødselsoplevelser, men der findes også dem som oplever deres fødsel negativt og til tider endda traumatisk som følge af bl.a. det regi det foregår i.

Hovedparten af alle fødsler i dag foregår på hospitalet. Dette gøres fordi det er her kvinderne lettest kan få lægelig assistance skulle der opstå komplikationer.

Sat lidt på en spids kan man sige, at det er her kvinderne føder fordi vi reelt set er bange for at der går noget galt under fødslen. Vi stoler som samfund ikke helt på, at kvinder generelt kan føde deres børn uden at skulle have hjælp fra sygehuset. (Min første jordemoder skønnede at ca. 75% af de kvinder hun havde i konsultationen ville være i stand til at føde hjemme – hvis de havde lyst og mod på det.)

Derfor sender vi 99% af kvinderne derhen hvor de er gode til at håndtere den komplicerede og problematiske fødsel hvor der er ægte fare for baby og mors liv.

Og det er netop denne holdning som, bevidst og ubevidst, gennemsyrer vores fødselskultur i dag.

Denne holdning synes jeg kan være problematisk fordi, når fokus overvejende ligger på hvordan vi kan smertedække fødende kvinder og forhindre at ”noget går galt”, så overser (eller værre, negligerer) vi det magiske og livstransformerende der ligger i oplevelsen af at føde et barn.

Selvfølgelig skal der også være opmærksomhed på mor og babys fysiske helbred under graviditeten og fødslen. Og hvis alt tyder på, at det bliver en risikofyldt fødsel, så skal denne foregå et sted hvor der heldigvis kan gøres alt for at mor og baby kommer sikkert igennem det.

Men raske kvinder med en normalt forløbende graviditet bør, efter min mening, ikke som udgangspunkt sendes derhen hvor de behandler de syge. Derudover ville det også frigive tid og ressourcer til de kvinder som får brug for lægelig hjælp under deres fødsel, hvis de ”raske” fødende ikke fyldte sengepladserne.

I øjeblikket er det dog alligevel hvad der sædvanligvis sker for en kvinde som skal føde – om hun er i risiko for en kompliceret fødsel eller ej, hun bliver som udgangspunkt henvist til et sygehus.

Og det kan være problematisk af flere grunde.

Jeg vil kort nævne to:

For det første er det meget uhensigtsmæssigt at flytte en fødende kvinde til et sted med potentielt mange mennesker og en urolig og hektisk stemning. Det strider mod alt i hendes biologi, at hun skal bevæge sig væk fra sit fødested når hun nu er gået i gang på sit trygge sted. Tryghed er nemlig alfa omega for en fødsel, og bliver kvinden utryg starter det en kaskade af hormonpåvirkninger designet til at stoppe fødslen og starte den når der er trygt igen.

Det ses ofte, at gravide kvinder som er gået i fødsel og er taget ind på hospitalet efterfølgende går i stå. Stemningen på et hospital er ikke altid en der fordrer tryghed, og her starter typisk første komplikation som må behandles medicinsk. Kvinden skal sættes i gang igen og får fx ve-stimulerende drop. Her starter der så (statistisk set) en række af interventioner som alt sammen flytter kvinden længere og længere væk fra sit biologiske udgangspunkt – den naturlige og uforstyrrede fødsel.

Havde kvinden i stedet for stille og roligt taget til en fødeklinik og blevet mødt af en kendt jordemoder, eller blevet hjemme i sit eget hus og sendt bud efter jordemoderen dér, så var hendes fødsel efter alle statistikker forløbet helt uden indgreb.

Tryghed er altså den første grund til at jeg personligt ikke mener at hospitalsfødsler er optimale for alle kvinder. På den anden side er det selvfølgelig op til den enkelte kvinde at afgøre hvor hun føler sig tryggest. For nogle kvinder vil det at vide at der er læger og sygeplejersker såvel som jordemødre til rådighed være noget der fordrer tryghed under fødslen. For andre kvinder vil tidligere oplevelser eller stemningen på hospitalet føles utrygt. Vi er alle forskellige, men det vigtige i denne her sammenhæng er, at kvinden har mærket ordentligt efter hvor hun helst vil føde – hun har taget aktivt stilling til det. Om det så er under et træ i skoven eller på fødegangen på et hospital er så vidt underordnet, så længe hun uforstyrret, trygt og med ro kan få lov til at føde i sit eget tempo.

Den anden grund til at jeg mener hospitalet kan være et problematisk regi at føde i skyldes, at der ikke altid er tid eller ressourcer til at give den fødende kvinde den plads og den omsorg hun behøver.

En kvinde i fødsel skal behandles som en dronning og må ikke skyndes på eller tales henover, da hendes fødselsevner hermed bliver hæmmet. Derudover har hun behov for en jordemoder som er 100% ved hendes side under hele fødslen (skulle hun ønske det) og en eller flere doulaer (fødehjælpere) som står klar til at massere, hente vand eller hvad hun skulle have brug for.

Dette kan til tider være svært at opfylde på et hospital hvor en fødende i bedste tilfælde har den samme jordemoder under hele fødslen og i værste tilfælde kan risikere at skifte mellem flere jordemødre som måske endda også har mange andre fødende at tage sig af. Det er selvfølgelig ikke alle kvinder som synes at dette er et problem, men nogle vil opleve stress og forvirring fx ved introduktionen af en ny jordemoder, eller ved jordemoderens fravær pga. travlhed på fødegangen.

Jeg er klar over, at det jeg har beskrevet overfor med masser af tid og opmærksomhed på den fødende kan virke næsten utopisk og urealistisk. Men jeg tror på, at det er dér vi skal hen med vores fødekultur hvis vi som samfund skal opdage det privilegie og den gave det er, at føde et barn naturligt som kvinden er bygget til at gøre det.

Som jeg ser det skal der ske to ting for at bevæge os i denne retning.

1) Samfundet skal lære at stole på og respektere at kvinder i dag godt kan føde børn naturligt og ukompliceret. Det skal være det holdningsmæssige udgangspunkt som vi går til de gravide kvinder med.

2) Kvinder skal tage det fulde ansvar for deres graviditet og fødsel og skal leve op til den respekt og tillid som samfundet giver dem under punkt 1. Og så de skal uddanne sig selv i hvordan de bedst muligt opnår dette.

At føde sit barn på et hospital er dog ikke den eneste faktor der potentielt kan påvirke fødselsoplevelsen negativt. Som sagt findes der jo talrige lykkelige fødsler på hospitalernes fødegange landet over.

Jeg tror at årsagen til de mange u-naturlige fødselsforløb vi ser i dag også skal findes i vores fysik.

Mange kvinder er ganske enkelt ikke i form til at bære og efterfølgende føde deres børn.  Denne udtalelse kan virke provokerende, og jeg vil derfor meget gerne uddybe hvad jeg mener med ”i form” så der ikke er nogle misforståelser.

Allerførst vil jeg dog gerne udspecificere hvad jeg ikke mener. Jeg mener ikke at kvinden behøver være meget stærk eller meget smidig, eller at hun inden graviditeten nødvendigvis skulle have befundet sig på sin idealvægt. Jeg mener derimod, at kvinden skal have et hvis niveau af kropsbevidsthed. Med kropsbevidsthed mener jeg, at hun skal have en fornemmelse for hvordan hendes bækken kan bevæge sig, og er i stand til at bevæge det nogenlunde isoleret fra resten af kroppen. Hun skal også vide hvordan hendes bækkenbund overordnet set er skruet sammen – for hvad vi ikke kender, frygter vi – og aktivt kunne spænde op i bækkenbunden og, næsten endnu vigtigere, kunne slappe af i den igen. Dette er vigtigt for den gravide, for hvis hendes hjerne ikke kender ”kortet” over hendes bækken, så vil de signaler der bliver sendt til den under fødslen være forvirrende og slørede.

Derudover skal hun også være fysisk i stand til at indtage de naturlige ve-og fødestillinger som er ligeså gamle som det at føde et barn naturligt. (Fx squat og stå på alle fire.)

Ligesom i det tidligere afsnit har kvinden igen – muligvis – et arbejde foran hende der skal gøres. Naturlig bevægelse og naturlig brug af kroppen er nemlig ikke noget der længere falder de fleste kvinder (og mænd!) naturligt.

Vi sidder utroligt meget på stole og selvom mange af os dyrker motion, så er det ikke altid at motionen er i overensstemmelse med hvad vores krop evolutionsmæssigt er vant til. Sagt på en anden måde, så har de fleste af os glemt hvordan man bevæger sig som et ”rigtigt” menneske. For meget komfort og ergonomi har gjort os immobile og stillesiddende, til skade for vores helbred og ikke mindst kvinders evne til at bære et voksende foster. Jeg har ingen forskning til at bakke dette op (som jeg ved af), men jeg er sikker på, at mange af de fysiske komplikationer der gør en naturlig fødsel vanskelig skyldes vores generelt manglende naturlige bevægelse.

Et godt eksempel er fostrets position lige inden fødslen. Jeg vil tro, at hvis vi så flere gravide kvinder der dagligt sad i dyb squat og skrædderstilling, så ville de fleste fostre ligge korrekt i bækkenet inden fødslen, og ikke med hovedet opad eller sidelæns fx. Mange kvinder som har ”sædefødsels-børn” vælger ikke at føde dem, men får i stedet kejsersnit. Min påstand er, at mange af disse operationer kunne være undgået med mere fokus på naturlig bevægelse før og under graviditeten.

En anden blokering for en naturlig fødsel, er hvis barnet har et unormalt stort hoved og derfor ikke kan komme gennem fødselskanalen – dette ender typisk i akut kejsersnit. Det store hoved kan skyldes en genetisk tendens, men der er også noget der tyder på, at fostres kranier som ikke får tilstrækkelig modstand fra morens mavemuskler kan vokse sig for store. Det mekaniske tryk på hovedet er med til at bevare den normale kraniestørrelse hos babyer. Dette kan kædes sammen med ovenstående scenarie hvor fostret ikke lægger sig parat nede i bækkenet pga. morens manglende fysiske stimulering hertil.

Barnet har altså for meget plads i maven at boltre sig på og bliver ikke skubbet/guidet ned i bækkenet i tide til at hovedets størrelse kommer til at passe i bækkenet. Dette gør det svært for moderen at føde sit barn og hun kan risikere at ende med operativ hjælp eller andre kirurgiske indgreb for at få babyen ud. Mangler hun derudover også den nødvendige kropslige bevidsthed til at kunne slappe af og åbne op i underlivet i pressefasen, så bliver det efterhånden virkelig vanskeligt at føde naturligt.

Min påstand er altså, at vores stillesiddende og komforthungrende kultur er med til at spænde ben for de kvinder som gerne vil opleve at føde et barn helt naturligt. Disse kvinder tror jeg, ville have virkelig godt af at genlære kroppens naturlige bevægelser, til gavn for dem selv og deres ufødte barn.

En anden grund til at jeg tror, nogle kvinder har svært ved at føde naturligt i dag, skyldes den evne vi har til præcist (tror vi da!) at forudsige terminen. Denne evne skyldes vores meget nøjagtige måling af fostret som gøres via ultralydsscanning. Før i tiden blev gravide kvinder ikke scannet, og en forventet termin var derfor mere et skøn – forløb graviditeten som den skulle, kunne man også regne med, at fødslen startede når det var tid. Men fordi vi i dag præcist ved hvilken uge kvinden er i, ved vi også præcist hvornår hun er gået ”over tiden”. Og gravide kvinder som går over tiden bliver som regel tilbudt at blive sat i gang medicinsk. Denne igangsætning kan være nødvendig hvis kvindens krop virkelig ikke er i stand til at starte en fødsel, men det er ikke mit indtryk at man altid gør alt hvad man kan for at lade fødslen starte selv.

Og det synes jeg burde være topprioritet.

Inden en fødsel naturligt går i gang sker der en masse komplicerede hormonelle ændringer i kroppen som gør klar til at baby kommer. Der sendes bl.a. besked til brysterne om at mælken skal løbe til og til fordøjelsen om at rense ud i tarmene. Enhver af disse beskeder fungerer som en nøje placeret dominobrik som ”vælter hinanden” i en specifik rækkefølge som så til sidst munder ud i at babyen fødes. Denne rækkefølge må meget nødigt brydes hvis fødslen – og tiden derefter – skal forløbe så naturligt som muligt. Og ikke mindst uden unødige medicinske indgreb.

Statistikkerne viser nemlig, at når kvindens egen krop ikke får lov til at starte fødslen selv, men bliver kunstigt sat i gang, så er hun i højrisiko gruppen for at føde med indgreb (vedrop, epiduralblokade, tang, sugekop, kejsersnit og des lige). En fødsel med disse indgreb giver statistisk dårligere efterfødselsforløb for mor og barn, og er absolut ikke fysisk omkostningsfrit. Og en kvinde som ikke fra starten af ønsker disse indgreb, vil alt andet lige føle at fødslen var mindre end optimal. Nogle vil endda føle at deres krop blev decideret overhørt i fødselsprocessen til fordel for at føde mere ”statistisk til tiden”.

Der er ikke mange som taler om hvordan mon babyen har det med at blive født på den ene eller den anden måde. Helt ærligt er det svært at vide med sikkerhed, for vi kan jo ikke rigtig spørge ind til oplevelsen. Og når barnet bliver stort nok til at tale har de glemt alt om deres fødsel.

Det har i hvert fald været den fremherskende teori længe, men nu er der noget der tyder på, at det ikke længere er korrekt.

Det er sandt at babyens storhjerne ved fødselstidspunktet ikke kan lagre oplevelser som barnet bevidst kan huske efterfølgende, men barnets limbiske system er til gengæld fuldt udviklet og funktionsdygtigt. Det limbiske system har med følelser og sanser at gøre. Så selvom vi ikke kan huske en bestemt oplevelse fra vi var små, er den stadig lagret som en følelsesmæssig oplevelse.

Under en rolig og tryg fødsel vil babyen komme til verden med følelsen af sikkerhed og fred. En følelsesmæssig oplevelse som barnets krop husker og lagrer. På samme vis vil en forjaget og fremskyndet fødsel give barnets system en utryg og stresset start på livet, som ligeledes lagres og huskes af barnet.

Der er nu lavet forskning som tyder på, at den oplevelse som barnet har af at blive født danner en slags grundstemning som barnet tolker resten af sine oplevelser igennem. Dette koncept hedder ”Limbic Imprint” som oversat betyder noget i retning af ”limbisk indprentning”.

Da barnet vil bære denne indprentning ubevidst med sig hele livet, er der god grund til at prioritere en (naturlig) fødsel hvor barnets behov for tryghed og ro bliver respekteret – også selvom barnet ikke bevidst husker det bagefter.

Ikke at respektere at langt de fleste kvindekroppe er i stand til at starte fødslen når tid er, og derfor sætte fødslen i gang medicinsk for at være ”på den sikre side”, tror jeg også er en grund til at færre kvinder føder naturligt og ukompliceret.

Den sidste faktor jeg synes er væsentlig ift kvinders evne til at føde, er den måde vi taler om fødsler på.

Vi taler meget om hvad der kan gøres for at smertedække kvinden, og vi taler meget om hvordan vi kan hjælpe med ”de svære fødsler” skulle der gå noget galt. Vi taler også om hvor vidunderligt det er at holde sit barn første gang, og hvordan vi aldrig glemmer den første amning og hvor små fødderne var på babyen. Alt sammen noget der er vigtigt at tale om, misforstå mig ikke, jeg talte også om disse ting. Men dér hvor jeg synes vi mangler italesættelse er når det handler om det magiske og hellige ved fødslen.

Med ”hellig” mener jeg ikke noget religiøst, men den anerkendelse af at kvinden for et øjeblik bliver transformeret til en slags ”gudinde”. Hun og hendes partner har skabt nyt liv og som en anden magiker manifesterer hun nu dette nye liv i vores fysiske verden. Denne ærefrygtindgydende gudinde-agtige handling kræver respekt og ikke mindst anerkendelse fra hendes omverden. Når den gravide kvinde mærker denne stemning af total ”beundring”, så kan hun bedre samle det mod der skal til at føde sit barn bevidst og naturligt. Hun højnes på denne måde, af hendes medmenneskers tillid og tro på at hun er i stand til at klare en fødsel.

Denne ”hellige” indgangsvinkel til fødsler synes jeg mangler i vores samfund. Jeg synes faktisk vi er tættere på det modsatte. Det virker som om, at fødsler meget tit kommer til at handle om lavpraktiske ting. Med lavpraktisk mener jeg alt det som selvfølgelig også skal være til stede i en fødsel, men ikke er summen af fødslen. Hvor mange cm har kvinden åbnet sig, har hun fået noget at drikke, hvor langt er der mellem veerne osv.. Kunne vi forene de to indgangsvinkler (”hellig” og lavpraktisk) tror jeg vi kunne hjælpe utrolig mange flere kvinder til at turde føde naturligt og uden frygt.

Det vi skal stile efter, synes jeg, er følgende scenarie:

Under graviditeten har hun gennemgået et forløb hos en jordemoder som (helst) også ser hende til fødslen. Konsultationerne har haft fokus på baby og mors ve og vel, og har fremlagt information om eventuelle komplikationer så den gravide har fået det fulde billede af sin graviditet – uden skræmmebilleder og unødige interventioner, ej heller malet ”lyserødt med regnbuer”, men med et realistisk og respektfuldt billede af hvad hun går i møde til fødslen. Hun har gennemgået en holistisk fødselsforberedelse som har klargjort hende på alle planer, således at hun ikke ”står i vejen” for kroppen når hun skal gøre sit fødearbejde, men føder frit og naturligt i takt med sin krops naturlige føderytme.

Kvinden er hele tiden som udgangspunkt blevet behandlet efter den holdning at den gravide selv er den klogeste når det handler om hendes egen graviditet og hvad hun har behov for. Alle andre er med til at vejlede og give råd, men aldrig tage ”magten” fra hende ved at behandle hende som syg/og eller inkompetent. Respekt for hendes krops visdom og hendes egne intuitive ønsker og krav til graviditeten og fødslen er nøgleordene for alle der omgås hende.

Inden terminen har kvinden aktivt valgt et fødested hvor hun føler sig tryggest – hospital, fødeklinik, hjemme, hos sin bedste ven, eller andet. Hun kender sin jordemoder og denne kender til kvindens prioriteringer og ønsker med fødslen. Hun har rigeligt med hjælp og støtte fra fødselshjælpere (skulle hun ønske det) og har sat sig grundigt ind i hvad der sker med hendes krop under en fødsel, således at hun ikke bliver ”overrasket” til selve fødslen.

Hun har indrettet sit fødested ikke kun efter det praktiske i at have ekstra håndklæder osv., men også efter hvad hun ønsker at omgive sig med af ting til at hjælpe hende med at slappe af og være fokuseret under fødslen – det kunne være lys, musik, billeder hun har lavet i graviditeten, eller fravær af ting for at holde det frit for rod og forstyrrende elementer. Hun har orienteret sig i hvad hun ønsker af smertelindring/massage/akupunktur/akupressur/osv. og alle medvirkende til fødslen kender til det.

Når ovenstående er opfyldt kan man som rask gravid næsten ikke undgå at få en naturlig og fantastisk fødselsoplevelse, som man vil huske med glæde og stolthed resten af sit liv. En fødsel som ikke kun er den bedste start for babyen, men samtidig giver den nye mor et ordentlig skud selvtillid, højner hendes selvværd og viser hende den sande kvindelige styrke hendes krop og sind indeholder.

Se dét, er hvad jeg synes vil gøre verden til et bedre sted, for alle 🙂❤

Kh Tine

IMG_5835,1

(OBS! Hvis du vil læse om hvordan du kan gøre dig klar på alle planer til en naturlig fødsel, så har jeg skrevet en omfattende e-bog om emnet – du kan få den GRATIS lige her

Tak til Tine.

Har du lyst at genlæse Tines tidligere gæsteindlæg, finder du det lige her 

Gæsteskriv, Inspiration

Tryk dit barn glad

Nå, nu har bloggens ferie, vist varet længe nok – og det er på høje tid til nyt

De af jer der regelmæssigt følger med, ved at jeg er ret begejstret for zoneterapi – og derfor blev jeg vildt interesseret, da jeg før ferien faldt over bogen ‘Tryk og Glad’. Det er en bog til forældre med praktisk anvendelse af punkter, der afhjælper alle de små ubalancer, der kan påvirke små børns velbefindende – og dermed hele familiens trivsel!

Bogen er skrevet af skønne, skønne Katrine Birk som denne gang er gæst i loungen. Katrine fortæller om sin bog og giver dig nogle punkter du selv kan anvende, hvis dit barn har svært ved at sove.

Og ved du hvad – snart kan du faktisk vinde Katrines nyeste bøger om søvn og babymaver, men så skal du ind på bloggens FB side – så hold godt øje med konkurrencen …

Og så er ordet Katrines :

Hvorfor skrev du bogen ‘Tryk og glad’ ?

Jeg skrev bogen “Tryk & glad”, fordi jeg at ønsker gi’ forældre poweren til at kunne bruge de fantastiske hjælpe-redskaber, som vi har med som gave fra naturen. Efter at ha’ undervist forældre i punkterne en del år, kunne jeg se hvor powerfuldt hjemmebehandling kan være. Dét synes jeg alle forældre skal have mulighed for at prøve! 🙂

Det er SÅ sejt at tænke på, hvor meget forældre selv kan hjælpe deres babyer og børn, helt naturligt og 100% hyggeligt. F.eks. når de har svært ved at sove, er forkølede, har ondt i ørene,maven osv.

Hvad er din baggrund for ‘trykkeriet’

Stort set siden jeg gik ud af folkeskolen, har jeg studeret alternativ behandling. Jeg har uddannet mig inden for en masse forskellig alternativ behandling, blandt andet akupunktur og zoneterapi.

I ca. 10 år har jeg haft klinik og uddannet mig, fået undervisning, og ikke mindst gjort mig en masse erfaringer. Babyer og børn har jeg altid synes var rigtig spændende og sjove at behandle, og har derfor specialiseret mig i det.

Kan du forklare hvorfor det har så fin en effekt ?

Jeg tror en god blanding af at zoneterapi og akupressur, bare ér en fantastisk terapiform. Og så KLART den kærlighed man som forælder, ikke kan undgå at lægge i de tryk man giver.
Vi har et helt specielt bånd til vores babyer og børn. Som forælder kan man bare mærke ens barns behov, meget bedre end nogen andre. Derfor oplever jeg også, at forældre kan give et ekstra touch til behandlingerne, som andre ikke kan.

En professionel behandler kan selvfølgelig også hjælpe meget dybdegående, og mine bøger er ikke ment som erstatning hos en professionel. Men det er to meget forskellige ting, som begge har sine fordele.

Kan der være nogle uønskede effekter af ‘behandlingen’

De tryk og dét jeg beskriver i mine bøger, er en forlængelse af de naturlige nus og kærtegn vi i forvejen giver vores babyer. I mine bøger kan man bare lære at nusse på lidt mere strategiske steder, som så også støtter kroppen.

Så længe man lytter til sin sunde fornuft, og ikke giver behandling selvom baby ikke har lyst osv. så er der intet farligt eller uønsket ved det. Det er nemlig det skønne ved zoneterapi og akupressur, vi støtter kroppen i dens eget arbejde. Og vi kan ikke gøre noget, kroppen ikke selv ville ha gjort.

Vil du afsløre et par gode punkter ?

Her er et par dejlig beroligende punkter fra min bog “Tryk & glad babysøvn” 🙂 Punktet på tommelfingeren er “søvncenteret”. Det sidder langs neglebåndet og hjælper baby med at sove bedre. Du trykker på den måde som føles mest naturlig og dejlig, for både dig og din baby.

Punkterne på ansigtet ved siden af øret, holder du bare ganske blidt på, uden at decideret trykke. De er super gode til at berolige babyer og børns nervesystem. Og dermed forbedre søvnkvaliteten.

Så er det bare igang med at trykke dit barn glad 🙂

/Helle

Flere af Katrines tips finder du her

Gæsteskriv, Jordemoderi

At være unge forældre

I Danmark er kvindens gennemsnitsalder for fødslen af 1. barn omkring 30 år. Nogle er noget ældre – og nogle er langt yngre. Det sidste gælder for Daniella og Mike på 17 og 19 år. Her fortæller de hvordan de oplevede, at skulle være så unge forældre. Om udfordinger, fordele, omgivelsernes reaktioner og oplevelsen af fødslen. Parret havde aftalt, at Mike selv skulle tage imod sin søn. Det tog Mikes mor – barnets unge, flotte farmor – de skønneste billeder af. Daniella har sendt mig billederne og givet mig lov at bruge dem i indlægget. Læs med og nyd billederne …

At være unge forældre
af Daniella Lodberg og Mike Vid Gard

Da vi først fandt ud af at vi ventede barn var vi lige kommet hjem fra ferie. Da vi havde den positive graviditetstest i hånden, blev vi meget chokerede. Efter at have snakket længe om fordele og ulemper, besluttede vi os til, at det var en opgave vi godt kunne klare. Efterhånden som vi havde vænnet os til tanken, om at skulle være forældre, var det en kæmpe lykke.

Omverdenens reaktion
Selvfølgelig er der nogle, der ser ned på en som ung forælder, og derfor var vi meget nervøse for at skulle fortælle, at vi ventede barn. Heldigvis støttede begge sider af familien os. Da det er to familier med mange, der har været unge forældre, kunne de komme med god støtte og vejledning. Og samtidig også forklare de ting man måtte give slip på, og tage hul på, når der kom en lille.

Der vil nok altid være nogle med fordomme mod unge forældre, og som hende der bærer barnet kan det være hårdt at støde på de folk.

Daniella:

’’Jeg blev tit skide usikker på, om det var det rigtige valg, da folk på skolen bagtalte og snakkede i hjørnerne om ’hende den gravide’, som jo så var mig. Man ved jo ikke om man skal være glad eller trist. Glad fordi at man glæder sig til det nye liv som mor og den lille som vokser i maven. Trist fordi man hører på ’hun er jo kun 17’ eller når man kan se folk bliver forarget over, at man vælger at være ung forælder. ’’

Mike:

’’Jeg var heldig at gå på en voksenuddannelse, hvor jeg havde en moden klasse, og her oplevede jeg ikke mennesker, der snakkede negativt eller lignende. Jeg var den yngste i min klasse og var 18 på det tidspunkt, så selvfølgelig blev alle overraskede. Jeg synes selv at min klasse og familie støttede rigtigt godt op om vores valg. Man skal som ung forælder være klar på, at man ikke længere har den samme tid til sine venner, og man finder hurtigt ud af hvilke venner det fungerer med.
Resten forsvinder lige så småt af sig selv.’’

Udfordringer
Vi har oplevet at flere af vores tidligere venner falder fra, ikke fordi de ikke bryder sig om tanken om, at vi skulle have barn, men fordi vi ikke længere kan deltage i mange af de samme ting. Det kan også være svært at få økonomien til at hænge sammen. Som ung har man ikke så meget at gøre godt med – og pludselig er der et barn at forsørge. Og ja det er noget dyrere end man regner med! Hver gang man vil købe noget til sig selv, er man nødt til at stoppe op og overveje hvad barnet kan have brug for, for den samme slat penge. Pludselig køber man alt på tilbud, især hvis man som os, skal spare op til indskud til lejlighed samtidig.

Fordele
Det at være ung forælder har heldigvis også en masse fordele – man har overskuddet og energien til at overskue opgaven. Vi har selv begge haft unge forældre, og ved hvor tæt knyttet man bliver, da der ikke er en kæmpe aldersforskel. Og så er man stadig ung når barnet bliver voksent. Graviditeten og fødslen forløber sig også mere problem- og smertefrit, og kroppen kommer hurtigere ovenpå igen, for det meste uden skavanker.

Fødslen går igang
Under graviditeten gik alt som det skulle, men ventetiden var lang. Den sidste måned var fyldt med plukkeveer og vi rendte frem og tilbage mellem fødegang og hjem. Vi havde jo ikke prøvet det før og vidste ikke helt hvordan det skulle føles.

Klokken 23:03 vågnede jeg med en vild pressetrang. Jeg gik fra seng til toilet og kunne ikke rigtig finde ro. Jeg klagede over smerter og ubehag til min svigerfar – og han var stensikker på at jeg skulle føde. Da vi havde været så mange gange på fødegangen – uden tegn på fødsel – kunne jeg ikke tro på det.
Efter mange vejrtrækninger tog jeg mig endelig sammen til at ringe, og da jordmoderen hørte mig i telefonen, var hun også overbevist om, at jeg nok skulle føde.

På fødegangen
Da vi ankom på fødegangen, blev jeg ramt af lykke og glæde, for jeg skulle føde med min egen jordmoder, hvilket jeg havde håbet og ønsket. Vi fik med det samme en stue og her kom jeg i et varmt karbad for at lindre smerterne. Det kan anbefales!

Efter nogle timer med veer uden pause, ønskede jeg noget smertestillende. Pludselig vrimlede det med folk på stuen, narkoselæge, fødselslæge, assistent samt kæreste og svigermor.
De var alle forvirrede og bekymrede, da de ikke kunne finde en puls på barnet. Min jordmoder kendte mig så godt, at hun ikke var bekymret, men hun skulle ringe efter assistance alligevel.

Da de andre osse var overbevist om, at der ikke var noget galt, fik jeg endelig en epiduralblokade og fik sovet et par timer, det gjorde Mike også.
Kl. 06 vågnede jeg med presseveer og jeg fik ENDELIG lov til at presse, det var så skønt!

Mike hjælper selv vores søn til verden
Min jordemoder var rigtig god til at berolige mig og fortælle hvordan jeg skulle forholde mig, mens kæreste og svigermor på sidelinjen støttede mig. Vi havde på forhånd aftalt, at det var Mike der skulle tage i mod barnet, så da jordemoderen kunne se skuldrene lod hun ham tage over. Dér var han, i fars arme klokken 06:31, vores smukke søn! En sund og rask dreng, på 3470 gram, og 52 cm.

Vi er lykkelige over den fantastiske fødsel, og vildeste oplevelse. Vores søn trives og vi ser lyst på fremtiden. Men mest af alt, er vi glade for at kunne bevise, at unge forældre ikke skal ses ned på!

Mange hilsner fra Daniella og Mike

Parret har givet lov til at billeder fra fødslen er med i indlægget. De er fantastiske 🙂 Se bare her :

Skuldrene er forløst og Mike løfter sin søn ud i livet …

Sammen løfter Daniella og Mike deres fine lille dreng op på mors bryst …

Jeg forløser moderkagen. Pulsationen i navlesnoren er ophørt og far afnavler …

Fødslen er godt overstået. Mor, far og søn har alle 3 ydet den flotteste indsats…. og alt er foreviget på telefonen …

Tak til jer Daniella og Mike for jeres vilje, lyst og mod til at fortælle jeres historie

/Helle

I Esbjerg findes et særligt tilbud til unge familier. Alle gravide fra 22 år og nedefter, inviteres til at gå i jordemoderkonsultation i Familiens Hus. Man kan vælge udelukkende at deltage i jordemoderkonsultationen – som ikke adskiller sig fra det gængse tilbud, bortset fra mere tid til den enkelte. Har man lyst er der mulighed for at følge fødsels – og forældreforberedelse i en graviditetscafé sammen med andre unge. For de der stadig går i skole eller påtænker at starte en uddannelse, er der mulighed for et længere forløb – med fokus på uddannelse, arbejde og hverdag med et lille barn.

Har du lyst at vide mere er der et blogindlæg om at være jordemoder i Familiens Hus  her

Et link til Familiens Hus hjemmeside her

Og en film fra TV Syd om jordemoderkonsultationen og husets øvrige tilbud her 

Jordemoderi

Fødsel i 1957

Så får du en ny beretning, i rækken af fødselserindringer fra 1950’erne. Kvinderne der fortæller, er gamle nu, men engang var det dem, der var unge nybagte mødre. Alle er de nu langt oppe i 80’erne. Meget af livet er måske glemt, men fødselsoplevelsen står klart prentet i krop og sjæl.

1950’erne var en tid, hvor mange kvinder var hjemmegående husmødre og fødselsårgangene var store. Omend der ikke blev født helt så mange børn, som i ‘mørklægningsgenerationen’. Det kaldte man det babyboom, der kom lige efter besættelsen ;-).

Hanne fik nu kun 1 barn, og her fortæller hun om datterens fødsel i 1957. Hanne og Jørgen boede dengang i 2 trange værelser med køjesenge. Derfor havde Hannes forældre tilbudt, at hun kunne komme hjem til dem og føde istedet.

Fødsel i 1957

“Jeg havde været i skoven og plukke hindbær, sammen med mine 2 små brødre.
På hjemvejen begyndte vandet pludselig, at rende nedad mine lår og ben. Jeg blev lidt overrasket – og osse lidt forskrækket og sørgede for at komme hjemad, så hurtigt jeg kunne.

Mine forældre havde tilbudt, at jeg kunne komme hjem til dem og føde. Min mand og jeg boede i to små værelser – med køjesenge!

Det her var en søndag eftermiddag.
Hen på aftenen var veerne kraftige og hyppige og min far måtte afsted efter jordemoderen.
Der var 4 kilometer og vi havde ingen telefon.

Jordemoderen kom ved midnatstid. Veerne var der, men det blev ikke rigtig til noget.
Jeg syntes det var meget pinefuldt og jeg fik lattergas. På et tidspunkt sagde jeg : ” Jeg forstår det sørme ikke”. Jordemoderen spurgte, hvad det var jeg ikke forstod. Jo, jeg forstår ikke, at Stinne har født 11 børn! Stinne var min venindes mor.  Det er der da så mange der har, sagde jordemoderen, din egen mor har født 8 gange.  Jeg kan huske jeg tænkte, at hvad hjalp det mig.

Min far havde det helt elendigt på mine vegne. På et tidspunkt sagde han, at når min mor havde født os børn, havde det været så let som at smutte mandler. Senere kom lægen og min far bad om, de ikke nok ville sende mig på sygehuset. Jordemoderen sagde, at det kunne de da godt gøre, men der ville jeg ikke få den samme omsorg som hjemme. For som hun sagde, så var der mange, der skulle hjælpes på sygehuset.

Jeg blev altså hjemme og endelig ud på eftermiddagen – om tirsdagen – kom min lille pige til verden. Dejligt!
Min mand havde boet alene i Esbjerg, mens alt dette stod på.

Lige inden min datter kom til verden, havde jordemoderen givet mig et lille klip, for at der skulle være mere plads. Det var meget smertefuldt. Bagefter skulle jeg så syes sammen igen og det var heller ikke rart. Jordemoderen sagde, at det blev et helt lille kunstbroderi.

Jeg syntes, at min lille pige så meget mærkelig ud. Nærmest som om baghovedet, sad højt oppe på hovedet. Min mor gik ud og sagde til min lillebror, at barnet vist var vanskabt.
Det havde jordemoderen nu ikke sagt noget om. Men måske havde hun tænkt det, for dagen efter kom hun forbi for at se til os. Det første hun sagde var, at nu var pigen jo blevet fin og at alt var som det skulle være.

Og det har det været siden ….”

Vil du læse flere af de skønne gamle beretninger finder du en her og her

/Helle

Jordemoderi

Nu er de gamle, men engang var de nybagte mødre

Her får du en fødselsberetning fra 1956. Det er den første i en række historier, jeg har fået af kvinder, der for de flestes vedkommende nu er over 80 år gamle. Fælles for kvinderne er, at de har født i 1950’erne. Årtiet efter 2. verdenskrig – og årtiet før ungdomsoprøret, kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og fødslernes indtog på sygehusene. Et lille stykke danmarks, kvinde – og fødselshistorie.

Denne beretning er fortalt af  Kirstine, som fik sit første barn på en privat fødeklinik i 1956.

“Jeg blev forlovet da jeg var 19 år og gift da jeg fyldte 20. Dengang i 50’erne, var man først myndig, når man blev 21, så jeg skulle have min fars tilladelse til at gifte mig. Alle troede, at jeg skulle giftes fordi jeg var gravid. ‘Vi kan godt se, der er 3 på brudebilledet’ sagde de, men faktisk gik der 7 år inden jeg fik mit første barn. Jeg blev så glad, da jeg fandt ud af, at jeg endelig var gravid, at jeg lovede Gud, at hvis det blev en dreng, skulle han være præst. Piger kunne ikke være præster dengang.

En af min mands arbejdskammeraters kone, havde netop født på hospitalet. Hun fortalte mig, at det var farligt at føde der, så hun syntes jeg skulle føde hjemme. Hvorfor det var farligt, sagde hun ikke og jeg havde heller ikke lyst til at vide det. Men jeg havde bestemt heller ikke lyst til at føde hjemme. Vi boede i en lillebitte lejlighed på 3.sal, hvor der var meget trangt og meget lydt. Min mand og jeg besluttede derfor, at betale for at jeg kunne føde på en lille fødeklinik.

Der lå vist kun een fødeklinik i Esbjerg og jordemoderen der havde den, hed fru Gregersen.
Det var så osse hos hende jeg skulle gå til svangerskabsundersøgelser.
Hendes klinik lå lige overfor kirkegården. Første gang jeg kom, pegede hun derover og sagde at der på kirkegården, lå både hendes mand og lille søn, som hun havde mistet, da han var 3 år. Det synes jeg var noget sært noget, at sige til en i omstændigheder. Hver gang jeg gik op af hendes trappe, tænkte jeg på, at jordemoderens lille dreng var død – og så holdt jeg om min store mave.

Et stykke tid efter min termin, bankede det på vores dør. Det var fru Gregersen, der kom pustende op ad trappen og spurgte, hvor jeg blev af. Jeg sagde, at jeg da vel ikke skulle komme før fødslen gik i gang.
Hun mente nu nok, at det var på høje tid barnet kom ud, så jeg skulle gå til min læge og få en pille, der kunne sætte gang i fødslen.

Det gjorde jeg så næste formiddag og om eftermiddagen begyndte veerne.
Ud på aftenen, turde min mand ikke have mig hjemme længere. Han satte min taske bag på cyklen og så gik vi ud på klinikken. Jeg stod i døren og kiggede efter ham, da han cyklede hjem.

Fru Gregersen undersøgte mig og sagde, at det slet ikke var tid og så blev jeg bedt om at lægge mig i en seng og sove. Sove kunne jeg godt nok ikke. Det gjorde så ondt, at jeg hele natten kravlede op og ned af den høje seng. Fru Gregersen kunne åbenbart godt sove, ikke en eneste gang kiggede hun ind til mig.


Ud på morgenen, skreg jeg vist så højt, at jeg vækkede hende. Hun kom i hvert fald ind og ringede derefter til lægen. Lægen kom og jeg fik en maske over næse og mund og pludselig fik jeg min lille dreng op til mig. Jeg var så omtåget af masken, at jeg nærmest ikke opdagede han kom ud. Det har jeg tit været ked af.

Jeg var på klinikken i 10 dage. Jeg lå på stue sammen med en anden kvinde. Hun var fra Fanø og havde født en lille pige, dagen efter mig. Vi måtte ikke have vores børn hos os om natten, fordi vi var 2 på stuen. Man kunne vist godt have fået et eneværelse, hvor man kunne have vuggen ved siden af sengen, men det kostede mere end vi havde råd til.

Fru Gregersen havde en ung pige til at hjælpe sig på klinikken. Hun boede på et værelse i kælderen og havde selv et barn, men vistnok ingen mand. Hun var rigtig sød og kom faktisk engang senere hen og besøgte mig, i vores lejlighed. Der havde hun chokolade med. Det var mest hende, der bar de små ind til os, når de skreg om natten. Hverken damen fra Fanø eller jeg, kunne sove og i dag fatter jeg ikke, at jeg ikke bare tog min dreng og gik hjem. Men vi havde strenge ordre på, at vi skulle hvile og komme os efter fødslen, så det var nok derfor.

Da jeg skulle hjem, kom min mand og hentede mig. Jeg kan huske at jordemoderen sagde, at så længe vi var i hendes hus, var barnet hendes ansvar, så det var hende, der skulle bære ham hen til døren. Så gik min mand lige hen til vuggen og tog vores barn og sagde, at nu var drengen hans ansvar. Jeg blev helt stolt. Og endelig følte jeg, at barnet helt var vores.

Næste barn fødte jeg 1 ½ år senere, stille og roligt og meget hurtigt hjemme.”

Jordemoderi

Min FØDSELsdag

Hvis du er vokset op hos den kvinde, der har født dig, så har du helt sikkert hørt historien om din fødsel, mange gange i løbet af din opvækst. Nogle gange leger jeg ”fortæl din egen fødsel” med pigerne på mine fødselsforberedelseshold. Det er vildt sjovt og tankevækkende, at høre hvilke vinkler historierne har.
Og især hvilke detaljer, deres mødre har valgt, at fortælle videre til døtrene.

Meget ofte er der fokus på noget jordemoderen, har sagt eller gjort. Det gælder osse min egen mors beretning. Det var nemlig altid med i historien om min fødsel, at jordemoderen var mindst 80 år og kostede rundt med min far. Og at han ærefrygtigt, adlød alle hendes ordrer.

I dag skruer jeg tiden tilbage til 21. april 1958, til en lejlighed på Kaj Munksvej i Århus.
Netop den dag, hvor min far blev kaldt hjem fra kontoret, for at hjælpe en striks gammel jordemoder …..

Min mor fødte hjemme, det var det mest almindelige i 1950’erne. I god tid før fødslen, havde hun hentet en pakke hos lægen. I den var der forskelligt, jordemoderen skulle bruge. Min mor havde fået strenge ordre på, ikke at lukke pakken op.

Min mormor var ankommet fra København en uges tid før, for at hjælpe min mor under fødslen. Lige den dag orkede de ikke at vente mere og ville tage ind og drikke kaffe i Salling. ‘Men du ville nok med’, sagde min mor altid til mig – for inden de var halvejs henne ved busstoppestedet satte veerne ind.

Min mormor, som jo egentlig skulle støtte min mor, forsvandt istedet ned på legepladsen med min bror og overlod hjælperiet til min far. Han var cyklet hjem i huj og hast med sin evindelige alpehue, flyvende efter sig. Han når lige at smide cyklen i gården, da jordemoderen ankommer. Bær min taske op, siger hun til ham.

Min mor har fortalt, at hun stod og klamrede sig til dørkarmen, da de kom ind. Da jordemoderen ser min mor, råber hun:  jamen du presser jo, lille ven! Og så var det, at kosteriet begyndte.
Min far skulle hjælpe min mor i seng, han skulle ringe efter doktoren, han skulle koge vand og så skulle han sætte strygebrættet op. Det var nemlig på det, tingene fra pakken skulle stå.

Gad vide om han nåede det hele, for vips var jeg født. Og det så helt forfærdeligt ud – sagde min far. Efter et par timer blev jordemoderen afløst af en hjemmesygeplejerske, der passede og plejede mor og barn.
Og i øvrigt kom på besøg, hver dag i 10 dage!

Jeg synes jo det lyder som en drømmefødsel – og sikke da et dejligt 8 pundsbarn 😉

Kærlig hilsen Helle

Bliv inspireret

Kosttilskud i graviditeten

For et stykke tid siden, fik min veninde Susy og jeg en opfordring. Den kom fra Lene, som både følger Jordemoderlounge og Susys helsekostbutik Netspiren. Lene skrev, at hun rigtig gerne ville vide mere om kosttilskud i graviditeten og under amning. Så hun foreslog, at vi skrev et fælles nyhedsbrev om de vitaminer, mineraler og øvrige kosttilskud, gravide og ammende har behov for.

Tak Lene, udfordringen er hermed taget op ♥

På baggrund af Sundhedstyrelsens anbefalinger og mine egne jordemoderfaglige overbevisninger, har jeg skrevet en række forslag til kosttilskud i graviditeten. Susy har derefter fundet de bedste, reneste og mest anbefalelseværdige produkter og står inde for kvaliteten. For det er absolut ikke lige meget, hvilke produkter du vælger, i forhold til naturlighed og optagelse i kroppen.

I indlægget vil du ikke være i tvivl om, hvad Sundhedsstyrelsen anbefaler og hvad jeg personligt tilføjer. Indlægget er ikke sponsoreret, men der er link til produkter, som fås i Susys butik. Når du klikker på produkterne, kan du læse mere om hvert enkelt tilskud og hvordan de skal tages, inde på Netspirens hjemmeside.

Der skal fra min side ingen tvivl herske om, at det er bedst og lettest optageligt, at få sine næringsstoffer fra naturlig kilde.  Visse befolkningsgrupper – herunder gravide – tilrådes dog enkelte tilskud – og kun i anbefalet mængde.

Det gælder følgende:

Folinsyre
Folinsyre hører til B-vitamingruppen. Man ved fra undersøgelser, at folinsyre mindsker risiko for at barnet fødes med neuralrørsdefekter, hvis kvinden fra planlagt graviditet og i det tidlige svangerskab har indtaget folinsyre. Men bliv nu ikke ked af det, hvis du ikke har. Neuralrørslidelser er ekstremt sjældne. Folinsyre menes ligeledes, at forebygge for lav fødselsvægt hos barnet.

Folinsyre findes naturligt i grøntsager, kød, mælk, æg og fuldkornsprodukter. Vælger du at tage det som tilskud, er det vigtigt at det ikke er et syntetisk produkt. Anbefalet dosis 400 mikrogram. Måske får du allerede den dosis i din multivitamin ?

Susy anbefaler produktet her : Folinsyre

Jern.
Det anbefales, at du tager jern fra graviditetsuge 10. Jern har betydning for ilttransport til dine muskler og indgår i bloddannelsesprocessen hos dig og barnet. De fleste kvinder bløder lidt under fødslen, så det er godt at dine jerndepoter er fyldt op.

Mange kvinder i den fødedygtige alder har iøvrigt jernmangel. Få din læge til at måle din blodprocent, så du har et udgangspunkt. Hvis du har en høj blodprocent, kan du undlade tilskud.

Er du imidlertid lav på jern, kan det tage lang tid, at hente det op gennem kost alene. Også selvom mange fødevarer indeholder jern. Det gælder  f.eks. grønne grøntsager, rødbeder, kød, æg, fuldkornsprodukter samt tørret frugt og nødder.

Et godt jernprodukt som supplement, kunne være  Femi Jern

Tages mellem måltiderne – og gerne sammen med grønsagsjuice eller citrusfrugt for optimal optagelse.

D-vitamin
Tilskud af d-vitamin, anbefales efter at undersøgelser har vist, at vi i de nordiske lande har tendens til underskud, særligt om vinteren. Har du mørk hud eller aldrig udsætter huden for sol, er det særlig vigtigt at tænke over om du får nok D-vitamin.

D-vitamin stimulerer et hormon der transporterer kalk ind og ud af knoglerne. Det er osse D-vitamin, der regulerer blodets evne til at størkne.

Du må ud og slubre D-vitamin fra solens stråler. Herudover får du vitaminet fra fed fisk, sødmælk, smør og ost.

Et godt produkt er  D-Sun
Anbefalet daglig dosis er 10 mikrogram

Kalk
I Danmark er kalk, af en eller anden grund lig med indtagelse af mælk. Måske fordi vi er et landbrugsland. Derfor anbefales gravide, der ikke drikker mælk eller indtager andre mejeriprodukter, at tage tilskud. Anbefalet dosis er 500 mg. dagligt gennem graviditet og ammeperiode.

I graviditeten forbedres evnen til, at optage kalk fra din fordøjelseskanal og deponere det, lige netop der, hvor der er brug for det, nemlig i dine og barnets knogler. Den proces understøttes bedst, hvis dit calciumpræparat osse indeholder mineralet magnesium.

Når fosterets knogler begynder at optage kalk, sørger moderkagen for, at der trækkes kalk fra dig til barnet. Så det er vigtigt, at du har kalk, magnesium og D-vitamin nok til opbygning og vedligeholdelse af din egen knoglemasse.

Kalk får du osse naturligt gennem kål, broccoli, fede fisk og mandler.

Et godt produkt er : Cal-Mag citrat

Multivitaminprodukt
For at sikre dig hele paletten af vitaminer, mineraler, sporstoffer – og sikre den bedste optagelse, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du tager et multivitamin og mineralkompleks.

Susy anbefaler : Baby-Me-Now 
Produktet er tilsat urter for bedre optagelighed. Kan tages både før graviditet, i graviditeten og i ammeperioden.

Jeg synes du med fordel kan supplere med følgende :

Probiotika
Probiotika er et kosttilskud til dit tarmsystem. Der er oppe i tiden med fokus på tarmsundhed. Og ikke uden grund, da en stor del af vores imunforsvar findes i tarmsystemet.

Din grundkost skal sikre dig såkaldt præbiotika. Det er naturlige stoffer, oftest fibre fra plantekost, der stimulerer de sundhedsfremmende bakterier du har i tarmen. Du styrker din sunde, naturlige bakterieflora, når du indtager fermenterede fødevarer, såsom mælkesyregærede grøntsager. Eller du kan supplere med et tilskud af probiotika. Probiotika er mælkesyrebakteriestammer.

Efter en antibiotikakur er det særlig vigtigt at tage et tilskud af probiotika til genopbyggelse af tarmfloraen, men først når kuren er slut.

For eksempel : Udo’s Choice Super Adult

Gode olier
Sørg for at få tilstrækkeligt med sunde fedtstoffer i din kost. Spis gerne nødder, frø, mandler og fede fisk. Dryp koldpressede jomfruolier over salaten og spis gammeldagskærnet økologisk smør på dit brød. Fedtstoffer er vigtige for hormondannelse, hud, syn og ikke mindst hjerne og nervesystem, både hos dig og den lille.

Får du tilstrækkeligt med sundt fedt, vil du have elastiske ledbånd, der kan klare at give sig under graviditeten, et stærkt bindevæv og smidig hud. De essentielle fedtsyrer omega 3-6-9 får du som nævnt gennem plantemad og fra animalsk fedt. Omega-3 findes i hørfrøolie og fisk. Hvis du ikke får tilstrækkeligt med fisk, kan du derfor vælge en fiskeolie af høj kvalitet.

Fra lægelig side anbefales det at stoppe med indtagelse af fiskeolie 3-4 uger før forventet fødsel. Omega-3 påvirker nemlig blodets størkningsevne.

Susy’s anbefaling : Flydende omega 3 med citrus

Og et vegetabilsk alternativ  Veg omega 3

Du kan læse mere om kvinder, blodprocent og jernoptagelse her

Og mere om fermentering og tarmvenlige mælkesyregærede grøntsager her

Tarmsystemet i graviditeten, finder du skideinteressante facts om her

Spørg bare, hvis du er i tvivl om noget. Både Susy og jeg, skal gøre vores bedste for at svare …

Og så skal du da lige vide, at den smukke gravide model hedder Hanna Vestergaard ♥

Opskrifter

Rispapirsruller – sund, smuk og børnevenlig mad

Her til påske var hele min righoldige familie hjemme og Emilia spurgte om vi ikke skulle lave rispapirsruller til aftensmad. Det er nemlig en virkelig børnevenlig ret, fordi alt bliver sat på bordet i små skåle. Og så kan man selv bestemme hvad der skal i ens egen rulle. Det er osse dejlig let i en familie som min, der tæller både veganere, glutenintolerante (moi), altædere og andet godtfolk – og så er det vildt hyggeligt selv at tilberede maden ved bordet.

Rispapiret kan fås i stort set alle dagligvareforretninger. Før i tiden slæbte jeg det hjem fra asiatiske købmænd, men nu er det let at få fat i. Inden rulning skal det fugtes og bliver så lige liiidt klistret at have med at gøre. Men det kan kun risikere, at gå ud over udseendet, ikke over smagen. Sæt en skål vand på bordet, dyp, lad dryppe kort af og læg på tallerkenen. Læg fyld på og fold rispapiret ind over fra begge ender, inden der rulles. På den måde falder fyldet ikke ud, men ellers bare rul som en pandekage …

Fyldet kan være alle mulige grøntsager – skåret så tyndt ud, som man ønsker. Helst grøntsager der knaser. Det kunne være gulerødder, gerne dem i forskellige farver. Og agurk, sommerkål, rødkål, fennikel, kinaradise, broccoli – eller andet af den sprøde type. Lækkert at kombinere de knasende grøntsager med fed,blød moden avocado.

Osse en god idé er osse, at komme spæde spirer i. Jeg synes ærteskud passer helt perfekt.

Friske krydderurter – især frisk koriander er et must. Bryder du dig ikke om koriander, så erstat med lidt citronmelisse. Krydderurten på billederne her i indlægget, er ananas-salvie. Ananassalvie har jeg i haven om sommeren og den smager mildt af  … ja ananas.

Det er så veganerudgaven, men vil du supplere med animalsk protein fungerer det virkelig godt med rejer, kyllingbryst, lakserogn eller min yndlings – som er med små stykker ristet kammusling.

And the dip – på nettet ligger utallige ideer til dip, som den færdige rulle kan dyppes i.

Jeg tager den nemme udgave og rører økologisk peanutbutter (uden sukker) sammen med lidt limesaft, en anelse fiskesauce og lidt kokosmælk. Det er grundsaucen – og så kan man smage til med hvidløg, ingefær, sød chili, risvin eller hvad man nu har lyst til.

Herudover færdigkøbt sød chilisauce – og måske soya.

Rullernes serveres med saltede peanuts og revet limeskal.

Værsgo’ og dyp ….

Kærligst Helle

Ps.: Skal det være meget smukt,, lægger du et par spiselige blomsterhoveder lige under rispapiret så de kan skimtes igennem – meget instagramvenligt 😉

Foråret buldrer frem – og giver håb om at lange, lune sommeraftner venter derude i det blå. Billedet her er fra sidste sommer, hvor vi fik rispapirsruller i stride strømme …

Kærligst Helle

Bliv inspireret, Opskrifter

Vinter på Mallorca – og mandelkage

Måske lidt pudsigt, at skrive om vinter, når det nu endelig er blevet april og forår herhjemme.
Men i vinterferien var Henrik og jeg på Mallorca og der kommer foråret om vinteren.
Vi tog afsted for at opleve Mallorca-sne. Mallorca-sne er så hverken koldt eller vådt, men et malende udtryk for øens mange mandeltræer i sart blomst.

Og det var lige det vi gerne ville, se mandeltræerne blomstre – og spise mandelkage. Mandelkage får du opskriften på nederst. Og hvis det passer, at vejen til andres hjerter går gennem maven, så lover jeg dig at du har gode odds, når du serverer den overdådige kage.

‘En vinter på Mallorca’ er jo egentlig titlen på en bog. En gammel bog, skrevet af den franske bohème Georges Sand, der navnet til trods, var en kvinde. I det parisiske natteliv i 1854 forelsker hun sig i en bleg ung fyr, komponisten Chopin. De får den gode ide, at forlade Paris vinterkulde og sølede gader og tilbringe vinteren i solen på Mallorca. Først på en romantisk finca, siden i et kloster i bjergene. Det blev ikke nogen succes, for Chopins bleghed, skyldes at han var skidesyg af tuberkulose.

Endvidere silede regnen ned den vinter og lokalbefolkningen brød sig ikke om kunstnerinden og hendes 2 fritopdragne børn. Og hun brød sig ikke om ‘aberne’ som hun kaldte mallorcinerne.

Om det, skrev Georges Sand en bog. ‘En vinter på Mallorca’ er et regulært smædeskrift mod øen, men nok til dato den internationalt, mest læste ’turistguide’ til Mallorca overhovedet. Og sjov at have med i kufferten. Chopin komponerede iøvrigt et af sine mest berømte præludier, mens de boede i klosteret. Og hvad kunne det hedde – andet end ‘Regndråbepræludiet’ 😉

Vi var noget heldigere med vejret og den smukke ø. Udover de fine, sarte mandeltræer der blomstrede i februarsolen, blev vi totalt betagede af snoede bjergveje ….

Og appelsinlunde …

Og af vin på tønder – lige til at fylde i vandflasken og tage med …

Og klostre med himmelsk lys fra oven ….

Af tudsegamle oliventræer, små lokale cafeer og den vilde rosmarin der blomstrede overalt.

Rosmarin har jeg osse i haven, men fik øjnene op for urten på ny, der i dens oprindelige miljø, hvor solen fik den til at dufte. Rosmarin indeholder en kraftig æterisk olie, kaldet 1,8-cineol.
Når man indånder den duft olien udsender, forbedres hjernens præstationsevne !
Jo den gør – det er videnskabeligt bevist, sgu’!

Rosmarin forbedrer nemlig blodgennemstrømningen i hjernen, så man ganske enkelt blir’ mere ‘kvik i pæren’ og træffer hurtigere og bedre beslutninger, siger en professor i farmakologi, ved AUC. Fra nu af, bor der en lille kvist rosmarin i min lomme på nattevagterne !

Ps: Gravide må ikke indtage rosmarinolie – det er kun jordemoderen 😉

Så blev det tid til kagen – værs’go og smovs

Mallorcinsk mandelkage

  • 350 g marcipan af god kvalitet
  • 50 g spanske mandler
  • 100 g mørk chokolade –  72 % cacaoindhold
  • 150 g økologisk rørsukker
  • 150 g blødt økologisk smør
  • korn fra 1 stang vanilje
  • 1 tsk. bagepulver
  • 3 æg

Marcipan rives groft på rivejern. Mandler og chokolade hakkes groft. Sukker, blødt smør, vaniljekorn og bagepulver røres sammen. Chokolade og mandler hældes i dejen. Æggene røres i et efter et.

Kom i smørsmurt springform og bag 40 min. Ved 175 grader.

Pynt med en rosmarinkvist – og snuuuuus ind 😉

Den klat der hænger på kanten af kagen på billedet, er Creme des Marrons rørt med lidt orangelikør – men det gør egentlig ikke tingene bedre ….

Iøvrigt, hvis du skolder og smutter mandlerne, bruger hvidt sukker og ikke kommer chokolade i – så får du denne lyse, delikate afart af mandelkagen :

God påske 

Gæsteskriv

Falkes fødsel hjemme i stuen

Trænger vi ikke til en rask lille fødsel, at starte ugen på ? Læs her Sofies skønne beretning om Falkes fødsel hjemme i stuen. Om jordemoderen, der roligt lader være med at blande sig unødigt. Om de store søskende, der har sovet under fødslen, men kommer op og er med til afnavling og børneundersøgelse af den nye lillebror – og om mormor der henter morgenbrød  ♥

Åhhhh siger jeg bare …

Falkes fødsel
Af  Sofie Broberg

Fredag D.11/12-2015 har jeg termin med vores 3. barn. Jeg har godt med plukkeveer, men det har jeg haft on-off de sidste par uger, så jeg tillægger det ikke så meget. Jeg kører til hjemmefødselsgruppe-konsultation med otte andre hjemmefødere. Dem har jeg mødtes med, sammen med en af “vores” tre jordemødre, graviditeten igennem. Jeg er den sidste, der endnu ikke har født, så de andre har små lækre babyer med. Jeg bliver rutinemæssigt undersøgt af jordemoder Karen. Hun skønner Falke til 3600 g og mener ikke, han kommer lige om hjørnet, da han ikke står særlig fast.

Om aftenen har jeg et par timer med regelmæssige plukkeveer. De kommer hvert tiende minut, men da de ikke udvikler sig, tænker jeg ikke, at det bliver til mere. Vi går i seng klokken 23:00. Klokken 01 vågner jeg ved en ve, hvor jeg bestemt ikke er i tvivl om det var mere end en plukkeve. Jeg bliver liggende i sengen og tager tid og arbejder med veerne. De er godt nok kraftige, men meget uregelmæssige. Nicklas, min mand, sover videre ved siden af mig, på trods af jeg mosler rundt i sengen. Klokken 03:00 vækker jeg ham, nu kan jeg ikke holde ud at ligge i sengen mere.

Vi går i stuen, Silke og Frej, vores store børn, sover videre i deres senge på 1. sal.

Jeg er i tvivl om, om vi skal ringe til jordemoderen nu. Men da veerne begynder at komme med tre minutters mellemrum, får jeg fremstammet, at Nicklas skal ringe. Min forrige fødsel havde været hurtig, så vi ville gerne nå at have en jordemoder ud.

Han ringer til jordemoder Karen, der har vagten. Hun vil køre med det samme, men har en times kørsel til os. Nicklas spørger ind til, om han skal gøre fødekarret klar, hvortil Karen svarer, at det jo er ham, der har været med to gange før, og derfor må vurdere det. Nicklas går efterfølgende i gang med karret.

Jeg har det bedst med at stå op og hænge op ad halvvæggen i køkkenet under veerne. Det bliver min plads, mens jeg render rundt og rydder lidt op i vepauserne. Imens ringer Nicklas og adviserer min mor. Hun skal være med til fødslen, som ved mine to tidligere fødsler.

Klokken 4:00 kommer Karen, Nicklas hjælper hende ind med hendes ting, og jeg bliver hurtigt undersøgt indvendigt.  Jeg er 6 cm åben, så vi skynder os med, at jeg får et lavement, da planen er, at jeg skal føde i vand. Mine forældre kommer også. Min far instruerer Nicklas i kameraet og kører så igen. Jeg arbejder med mine veer, mens min mor og Nicklas kæmper med at få vand i fødekarret.

Klokken 05:00 er karret klar. Jeg kommer i og finder det utroligt smertelindrende. Jeg har overskud til at snakke og hygge mellem veerne. Jeg får, lidt utålmodigt, spurgt, om ikke snart der kommer presseveer. Karen svarer, at jeg jo selv kan mærke efter, hvor langt oppe Falke står, hvilket jeg gør. Der bliver regelmæssigt lyttet hjertelyd, men jeg bliver ikke undersøgt indvendigt andet end den ene gang ved Karens ankomst. Det finder jeg utroligt rart, ikke sådan at skulle ”måles og vejes” i forhold til fremgang.

Lidt i halv seks går vandet spontant efter, at jeg har sat mig op på knæ hængende op ad kanten på karret, med Nicklas siddende på den anden side. Med det samme kommer der pressetrang. Jeg holder selv hånden på Falkes hoved, mens han bliver født stille og roligt ved én lang presseve med to små pauser. Jordemoder Karen sidder blot ved siden af karret og observerer og er klar til at hjælpe ved behov. Jeg tager selv imod Falke og får sat mig op. Han er helt rolig, skriger ikke, men har fin vejrtrækning og farver (apgar score på 10).

Efter Falke er født, sidder vi en halv times tid i karret, hvor han fortsat er forbundet med navlestreng og moderkage. Han er helt rolig og afslappet, det virker næsten som om, at han ikke har opdaget, at han er blevet født. Det er mørkt udenfor og kalenderlyset er tændt, mens vi alle lige lander ovenpå fødslen.

Efter den halve time kan vi ikke vente længere med, at skulle vise ham frem for de store søskende. Mormor og far går derfor ovenpå og vækker dem. Silke er hurtigt ude af sengen, helt fortumlet, mens Frej lige skal forstå, hvad der foregår.

Falke og jeg er stadig i karret, da de store unger kommer ned. Frej er straks klar til at komme med op i karret, da han for et par uger siden test-badede i det til stor begejstring. De voksne synes dog ikke, det er en super ide. Vandet er efterhånden blevet grumset med fostervand og fosterfedt – og blod fordi jeg osse fødte moderkagen i karret.

Jordemoder Karen tager sig god tid til at vise og forklare, så der bliver studeret moderkage og navlesnor. Og osse alle de forskellige remedier, Karen har med. Begge unger får tilbudt at hjælpe far med at klippe navlesnoren, men afslår, da det vist er lige overvældende nok. Frej er meget bekymret for, om far nu kommer til at klippe den nye lillebror i tissemanden.

Efterfølgende får jeg et kort tjek på land og mormor går til bageren efter morgenmad, så alle mand spiser morgenmad sammen, inden Falke bliver målt og vejet, hvilket de store søskende også tager del i med stor glæde.

Det var en fantastisk oplevelse at dele med Silke og Frej. Tænk at kunne gå i seng og næste morgen stå op til en ny lillebror.

Jeg havde ikke inden fødslen helt afklaret, om jeg ville have de store søskende med, men fulgte min mavefornemmelse, da først fødslen var i gang. På det tidspunkt, føltes det rigtigt, at de blot lå ovenpå og sov. Til en af gruppekonsultationerne i løbet af graviditeten, var temaet søskende og graviditet/fødsler. De store søskende var med og jordemoder Karen havde vist børne-venlige fødselsvideoer og bøger. Jeg tror, at det at de var forberedt inden, havde hjulpet mine børn til at have et så roligt forhold til det, at deres lillebror blev født hjemme.

Familien:

Mor, 29 år gammel, sygeplejerske.

Far, 28 år gammel, uddannelsesansvarlig i teleselskab,

Silke, 8 år gammel, skoleelev og født på sygehus,

Frej, 5 år gammel, børnehave-barn,  hjemmefødt

Falke 1 år, vuggestuebarn og hjemmefødt.

Mange hilsner fra Sofie 

Tak til Sofie for den skønne beretning ♥

Måske tænker du over, hvordan det er som barn, at have overværet sin mor føde ? Det fortæller Ditte Wiese om her 

Kærligst Helle